bilbase

5x GTI på billigt budget

GTI-begrebet er i dag så fasttømret, at ingen rigtig tænker over, at forkortelsen er lidt noget vrøvl. En GT er nemlig en kapabel rejsevogn – en Grand Tourer eller Gran Turismo på italiensk. Som regel en 2-dørs coupe til to personer eller måske en 2+2 med masser af hestekræfter.

Læg et bogstav mere på i form af et i for Indsprøjtning og du har en mindre bil med stor bagklap, der er bygget til at tage sving i en hulens fart og med en motor med lidt mere epo end standardmodellerne.

GT= rejsebil i coupeform med mange hestekræfter. GTI= mindre bil med mange hestekræfter. På engelsk kaldet hot hatches, der lidt løst oversat betyder hurtige og lækre hatchbacks. (Har du en bedre oversættelse, så tager vi gerne imod den i kommentarerne)

Nå men det var en omvej til pointen, der er, at GTI’erne er den billigste vej til noget der ligner sportsvognssjov. Bilerne er bygget af opgraderede standarddele, hvilket holder omkostningerne nede. Motorerne er i dag så disciplinerede, at de kan køre langt på brændstoffet, hvis du da kan holde højre fod i ro. Det koster med andre ord ikke voldsomt meget mere, at løbe med den lækre og frække søster til standardversionen – især ikke som brugt. Eneste ulempe er at forsikringen kan være dyr.

Ikke mange vedkender sig GTI-navnet længere. Faktisk er det VW, der primært bruger navnet, men det har de også gjort siden slutningen af 1970’erne. I dag har Golf GTI en storebror kaldet R og Ford bruger navnene ST og RS, hvor RS er den virkeligt rå. Opel siger OPC (Opel Performance Center). Renault siger RS (Renault Sport). Peugeot siger GTI. Honda kalder sin hot hatch for Type-R og Audi siger S og RS. Alfa Romeo bruger endelsen QV og BMW har M og Mercedes-Benz får efternavnet AMG. Peugeot er dog gået tilbage til GTI med nogle frække varianter.

Vi har fundet fem fede GTI på et fornuftigt budget – under 150.000 kr., hvilket vil sige, at man uden problemer kan låne med en ydelse mellem 2.000-2.500 kr. om måneden. Værre ser det ud med forsikring – den skal du stadig have styr på inden du kaster dig ud i et GTI-eventyr.

 

Opel Astra OPC – fra ca 110.000 kr.

Opel var blandt de første der hoppede på turbo-trenden i GTI-verdenen. Her er 240 villige heste og fast undervogn. Bilen er kendt for at være temmelig solid, og præstationerne er bestemt acceptable. Kabinen er ikke helt så gejlet, som i de senere versioner, men her er da læderrat og andre små detaljer. OPC er lidt underspillet, når den ikke lige er OPC-blå, men tag ikke fejl – den har sammen med Seat Leon Cupra flest hestekræfter i dette felt.

>> Søg Opel Astra OPC på Bilbasen<<

HK/Nm 240 hk / 320 Nm
0 – 100 km/t 6,4 sek.
Tophastighed 244 km/t
Km/l 10,8 km/l

 

Honda Civic Type-R – fra ca. 105.000 kr.

Honda Civic Type R GTI

Mens mange af konkurrenterne var gået over til turboladere, så sværgede Honda til masser af omdrejninger – begrænseren slog først ind over 8.000 o/min. At undvære turbolader gør responsen bedre, men koster på accelerationen ved lave omdrejninger. Holder du gryden i kog, så fejler overskuddet dog intet og Type-R når 100 km/t på 6,6 sekunder, mens motoren skriger orgasmisk. Ægte Honda-fans foretrækker forgængeren, der har samme motor, men som er lettere og har et mere avanceret baghjulsophæng. Nyeste variant af Honda Civic Type R har turbomotor og over 300 hk – den er langt dyrere, men også langt mere potent. Den skriger bare ikke så skønt, som de ældre varianter.

>>Søg Honda Civic Type R på Bilbasen<<

HK/Nm 201 hk / 193 Nm
0 – 100 km/t 6,6 sek.
Tophastighed 235 km/t
Km/l 11,0 km/l

 

Seat Leon Cupra fra ca. 100.000 kr.

Seat Leon Cupra

Den direkte Seat-konkurrent til Golf GTI hedder FR, mens Cupra er lige tanden mere aggressiv. I forhold til FR og GTI, så er motoren forstærket på mange punkter. Turboladeren er større og forbremserne fylder et sæt 18-tommer hjul helt til kant. Cupra er lynhurtig, og de 240 hk kan meget let pumpes yderligere op, da bilen kørte ræs med 300 hk. Det må man selvfølgelig ikke, men det siger lidt om at konstruktionen er imponerende stærk. Der fås flere originale skørtesæt til Seat Leon, men bilen på billederne er i sit mest anonyme puds – den overrasker de fleste i sin overlegenhed, når først turboen blæser.

>>Søg Seat Leon Cupra på Bilbasen<<

HK/Nm 240 hk / 300 Nm
0 – 100 km/t 6,4 sek
Tophastighed 247 km/t
Km/l 12,0 km/l

 

Ford Fiesta ST – 87.800 kr.

Ford Fiesta ST

Ford Fiesta ST er lidt en outsider i feltet. Den har ’kun’ 150 hk. Den er en klasse mindre, og så koster den under 100.000 kr. Den ser ikke ud af meget, og den er egentlig hverken hidsig eller hurtig sammenlignet med de andre biler. Men vi kan love, at Fiesta ST er noget at det mest velkørende overhovedet. Ford har formentlig troldmænd til at bygge undervognen, for den giver masser af feedback, har eminent greb og stadig en fornuftig komfort. Du kan ikke være med i lyskrydsduellen, men dit humør ryger til tops på de snoede veje. Med bilens alder in mente, så skal bøsninger og støddæmpere være helt i orden.

>>Søg Ford Fiesta ST på Bilbasen<<

HK/Nm 150 hk / 190 Nm
0 – 100 km/t 8,4 sek.
Tophastighed 208 km/t
Km/l 13,5 km/l

 

Golf V GTI fra ca. 100.000 kr.

VW Golf V GTI

Det er svært at komme uden om den ’originale’ GTI fra Volkswagen. Gensalgsværdien er den bedste i feltet og selvom den ikke er den hurtigste, så er den forbandet velbalanceret. Den gør bare alt rigtigt. Styretøjet føles endda bedre i Golf V end i Golf VI, mens kabinen ser lækker ud med skotskternet stof og fedt læderrat, så er plastkvaliteten ikke helt så høj som tidligere eller senere Golf GTI. Som allrounder er den stadig den bedste, og med turbomotor er der masser af saft til behagelig cruise. Det, du skal være opmærksom på, er især højt olieforbrug. Mange biler er med DSG – altså dobbeltkoblinggearkasse – og selv om det kører lækkert nok, så vil en bil med manuelt gear formentlig være en bedre investering på sigt. Golf GTI har det nemlig med at blive penge værd, hvis man passer på dem i mange år.

 

>>Søg VW Golf V GTI på Bilbasen<<

HK/Nm 200 hk / 280 Nm
0 – 100 km/t 7,2 sek.
Tophastighed 235 km/t
Km/l 12,5 km/l

 

Læs mere

Renault Clio RS. Den sidste ægte GTI

Årets vildeste leasingtilbud: Bugatti Veyron 16.4 Super Sport

 

Af Ebbe Sommerlund

Trackbacks/Pingbacks

  1. Tre biler der lugter af Le Mans - BilBasen blog - 20/06/2016

    […] 5x GTI på billigt budget […]

  2. 3 Små biler med store motorer - Bilbasen blog - 08/03/2017

    […] 5x GTI på billigt budget […]

Skriv et svar