oktober 7, 2013

6 gode råd når du køber brugt bil

Der er gode penge at spare, når du køber brugt bil i stedet for ny. Men der er naturligvis også nogle fælder, du skal undgå, hvis du vil gøre en god handel. Vi giver dig her seks gode råd, så du er bedre klædt på til at gøre en god brugthandel – for ofte er der rigtig mange penge at spare på en brugt bil.

 

1. Læg et budget

Enhver bildrøm kan flyve væk, hvis ikke budgettet kan holde til det. Læg et budget – for eksempel i FDM’s beregner. Regn ikke med de officielle opgivelser på brændstofforbrug, træk mindst 20 pct. fra, hvis bilen er under fem år gammel. På BilBasen.dk kan du under hver bil du ser på, se en økonomisk sammenligning af den viste bil og din egen, hvis du har tastet den ind i systemet.

2. Prøv flere biler og prøv dem godt

Det er altid en god ide at prøve flere biler, inden du sætter blækstreger på en slutseddel. Også gerne flere af den samme slags bil, så du ved, at den kører som den skal. En prøvetur varer mindst en halv time og du skal som minimum prøve samme slags vejtyper, som du kører til hverdag. Kører du motorvej, så er en tur i byen ikke nok. Læg mærke til støjniveauet.

3. Tjek servicebogen

Hvis du køber ny bil, så kender du historien fra dag et. Når du køber brugt har det stor betydning, at bilen er passet grundigt. Se efter om servicebogen er stemplet korrekt på servicesiderne og på rustkontrolsiderne. Det er en fordel at stemplerne er fra et mærkeværksted – især hvis der stadig er garanti på bilen.

4. Privatbiler skal være billigere

I en handel mellem private køber du bilen som beset, og er der fejl på bilen, så er det dig, der må betale. Når du køber hos en forhandler er der ofte garanti i seks eller tolv måneder. Som minimum er der to års reklamationsret på brugte biler – i praksis er reklamationsretten mest værd inden for det første halve år.

5. Få andre øjne på bilen

Kærlighed gør blind, og enhver forelskelse med penge involveret kan blive dyr, når realiteterne afløser amorinerne. Det gælder også for brugte biler, så tag altid en bilkyndig ven med eller få en attest fra fx Applus eller FDM. Selv om de koster penge, så kan en dårlig bil, hurtigt blive meget dyrere i reparationer.

6. Skriv detaljerne ned i slutsedlen

Vær meget grundig, når slutsedlen på din nye brugte bil skrives. Få alle detaljer med og tjek gerne at stelnummeret passer. Hvis der er fejl, der skal udbedres, så få det skrevet ned i slutsedlen. Handler du privat kan du selv udskrive en slutseddel for eksempel denne.  Husk at få alle dele af registreringsattesten med.

God jagt på din nye bil

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Ebbe Sommerlund

Nye biler kan være fine, men Ebbe Sommerlund sværger til de brugte af slagsen. Han vil nødig kaldes ekspert, men hans enorme viden er ikke til at tage fejl af, hvorfor han også er den primære drivkraft bag Bilbasens brevkasse.

Den motorjournalistiske baggrund har han fået hos blandt andre Bil Magasinet, V-Max og elbilmagasinet GO, hvilket har gjort ham til et omvandrende leksikon.

Ebbe er som sagt glad for brugte biler, og særligt de japanske af slagsen giver julelys i øjnene. Han er dog efterhånden blevet så voksen, at drengedrømmen af en toptunet Honda Civic er blevet erstattet af en fornuftig Renault Laguna.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS