bilbase

99 oktan giver 14 hk ekstra

Bil Magasinet har testet tre typer benzin– 92, 95 og 99 oktan for at se om der er forskel på effekt og brændstoføkonomi.

Af Ebbe Sommerlund

peugeot308gti_02

Højtydende turbomotorer får flere hk på 99 oktan benzin

Alle biler på vejene skal kunne køre på 95 oktan, men nogle kan drage nytte af et højere oktantal. Oktantallet siger noget om, hvor bankefast en benzin er – det vil sige, hvor hårdt den kan komprimeres før den antænder af sig selv. Det sidste vil man for alt i verden undgå, da det skaber detonation, der i værste flad kan brænde hul i stemplerne.

Eftersom en del moderne motorer har en bankesensor, kan de tilpasse motorstyringen til det oktantal, der er i tanken. Effektgevinsten er højest på turbomotorer, da de både kan øge ladetryk og justere tændingen.

Bil Magasinet har da også netop testet på en højtydende turbomotor, nemlig en Peugeot 308 GTI med en 1,6-liters motor opgivet til 272 hk.

 

Klar forskel på 99 oktan og 95 oktan benzin

På 95 oktan yder motoren efter Bil Magasinets målinger kun 260 hk på oktan 95 og 259 hk på oktan 92. På  99 oktan yder motoren, det den skal. Tallet siger 274 hk, hvilket godt nok er lidt mere end fabriksoplysningerne, men ikke mere end statistisk unøjagtighed. Til gengæld er drejningsmomentet hele 32 Nm højere end fabrikkens oplysninger – godt nok først ved 4.800 o/min, men kurven ser ret flad ud og er klart bedre fra bunden end med 95 oktan benzin. Den er dog ikke helt så flad, som fabrikkens grafik viser 🙂

peugeot_308gti_2015_87_en

Turbomotorer kan have god gavn af 99 oktan benzin

Så hvis du har en højtydende turboladet motor, så får du rent faktisk noget ud af at tanke den dyrere 99 oktan, der desværre ikke fås ret mange steder i Danmark efter Cirkle K overtog en del Shell-stationer. Men det koster også en krone mere pr. liter.

Har du en benzinmotor uden turbo og som ikke er hårdtpumpet, så vil gevinsten efter vores bedste overbevisning være minimal.

 

Du kan læse hele artiklen i det Bil Magasinet, der er i kioskerne netop nu.

 

Læs mere

3 x 200 hk til ingen penge

Tre favoritter: 4×4 og minimum 260 hk til under 500.000 kr

35 Kommentarer til 99 oktan giver 14 hk ekstra

  1. Jonas k 17/12/2016 at 19:54 #

    Det er jo ikke ligefrem raketvidenskab, aller bil interesserede, ved jo det.

    • Bilbasen Blog 18/12/2016 at 20:20 #

      Hej Jonas. De fleste ved det sikkert, men nu er det i hvert fald bekræftet igen. 🙂 Vh Ebbe, Bilbasen

  2. Bjarke 20/12/2016 at 10:03 #

    I skriver at “alle biler skal kunne køre på 95”? Det passer da ikke. Min Subaru BRZ skal have minimum 98 jf. både forhandler og instruktionsbog! Og den har ikke engang turbo.

    • Bilbasen Blog 22/12/2016 at 12:00 #

      Hej Bjarke. Det lyder underligt, men jeg vil gerne tjekke op på det. Vh Ebbe

      • Bilbasen Blog 02/02/2017 at 14:03 #

        Hej Bjarke. Jeg har talt med Subaru, og de siger, at det er rigtigt, at de anbefaler minimum 98 til BRZ og WRX STI. De understreger dog, at begge biler kan køre på 95 uden at tage skade af det. Vh Ebbe

  3. Jeppe 20/12/2016 at 17:38 #

    Hej. Vil det give mening at fylde 99 oktan på en 2.0 turbo motor med på papiret 165 HK ?

    • Bilbasen Blog 22/12/2016 at 11:59 #

      Hej Jeppe. Det afhænger af om bilen kan justere tænding og ladetryk til brændstoffet. Hvilken bil er det?

      Vh Ebbe

  4. Rasmus 20/12/2016 at 22:56 #

    Nu har jeg ikke læst artiklen i bladet, men hvad så med os der kører ældre biler (veteran). Har I nogle gode råd? Jeg fylder altid V-power i min Amazon 121 B18, men er det overhovedet nødvendigt? ?

    • Bilbasen Blog 22/12/2016 at 11:58 #

      Hej Rasmus. Det vil jeg ikke mene. Det afhænger af din tænding, og jeg tvivler på at den er sat op til 99 oktan. Og der er med sikkerhed ikke variabel tænding, så jeg vil gætte på at det er spild af penge. Vh Ebbe

      • Lars Lysholm 15/01/2017 at 10:28 #

        Jeg kører med oktan 92 i min Mazda 3, men hvert halve år får den en tankfuld 98 oktan for at rense motoren. Giver det mening?

        • Bilbasen Blog 02/02/2017 at 13:44 #

          Det giver ikke rigtig mening. 98 har ikke nogen rensende effekt i sig selv. Der er renseadditiver i nogle af de såkaldte premium-benziner, som har den ønskede virkning, hvis du altså har let sodopbygning. Vh Ebbe

  5. Severin 22/12/2016 at 08:13 #

    Tror ikke der er mange der ved det, alle er jo ikke så kloge som Jonas K raket mester.

  6. Jan Ove 22/12/2016 at 09:28 #

    Hvadså med turbo diesel biler

    • Bilbasen Blog 22/12/2016 at 13:04 #

      Hej Jan Ove. Jeg kender ikke til nogen test, men jeg tvivler stærkt på at der er helt så meget at hente. Man kan godt finde diesel med et højere cetantal, men om der er noget at hente er jeg faktisk i tvivl om. Vh Ebbe

  7. Bjørn 22/12/2016 at 17:42 #

    Er der nogen gevinst ved at bruge højoktan benzin som Shells V-Power på Mazdas højkomprimerede motorer (SkyActiv serien), da de ikke har turbo?

    • Hans Larsen 15/01/2017 at 08:37 #

      Det manglende svar kan måske afspejle at det vist ikke er en viden Bilmagasinets skribenter kan mønstre, det kræver nok mere en ekspertviden, men det er et rigtigt interessant spørgsmål om netop Mazdas utraditionelle motor type.

      • Bilbasen Blog 02/02/2017 at 13:42 #

        Hej Bjørn og Hans. Jeg har spurgt hos Mazda Danmark, og svaret er at motoren justerer efter oktantallet, men at forskellen i effekt vil være næsten umærkelig. Du kan muligvis mærke en forbedret motorgang, men vi taler små forskelle. Vh Ebbe Sommerlund

    • Arnold R. Hansen 16/01/2017 at 14:29 #

      Jeg havde på et tidspunkt 100 km på arbejde, og jeg lavede i denne periode en test.
      I forhold til at tanke ved de billige stationer og altid gå efter billigste benzin, sparede jeg 11 øre pr. km. ved at køre på Shell V power. Der skal jo ikke meget regnekundskab til for at finde ud af, at med 200 km. om dagen var besparelsen 22 kr. om dagen.
      Gang selv videre.
      Selv om jeg fortalte alle mine venner om det, var der ingen, der gjorde som jeg. De prøvede ikke engang. Underligt.
      Jeg kørte i en Xantia 1,8 fra 1998
      Mvh Arnold

      • Bilbasen Blog 02/02/2017 at 13:32 #

        Tak for historien. Jeg tror, du har fat i noget essentielt, nemlig at vi generelt lukker øjnene for omkostningerne ved at have bil. For du har ret – selv med små forbedringer, kan det blive til store beløb over tid. Vh Ebbe

  8. Kevin konstandinov 22/12/2016 at 22:08 #

    Kan man bruge 99 oktan på 2.0 tfsi Audi A4 b7

    • Bilbasen Blog 02/02/2017 at 13:30 #

      Ja, der er ingen nyere benzinmotorer, der ikke kan bruge 98 og 99 oktan. Vh Ebbe

  9. Alex 23/12/2016 at 07:46 #

    Der står også minimum 98okt i tankdæksel og instruktionsbog på Seat og VW 2,0 TFSi motor. Kan forudsage motor havari, står der.

    • Bilbasen Blog 02/02/2017 at 13:30 #

      VW Danmark siger, at det er rigtigt nok, at nogle af deres 2,0 TFSI-motorer kræver 98 eller højere. Jeg har spurgt efter en nærmere forklaring. Vh Ebbe

  10. John Bay Hansen 23/12/2016 at 12:29 #

    Jeg har kørt V-power i mange år, og har også tunet nogle biler. Det er helt korrekt turbobiler køre bedre på høj oktan. Det er simpelthen fordi motorstyringen kan give den fulde fortænding ved høj oktan uden det opstår tændingsbanken.
    Dermed har motoren også en bedre forbrænding og går lidt længere på literen. Så de 99øre V-power koster ekstra kommer retur på km-regnskabet.
    Prøv det – bare en enkelt tank?
    God jul??

  11. Patrick 27/12/2016 at 23:28 #

    Hej ? Jeg har købt en Seat Ibiza Cupra 1.8 tsi fra 2016, hvor jeg kun fylder v-power på, er det overhovedet nødvendigt før den bliver indstillet til det eller gør den det automatisk?

  12. Morten 14/01/2017 at 18:32 #

    Jeg har en Alfa Romeo GTV 2.0 TS fra 95-96 og bruger 95 kunne den yde mere med højere oktan?

    • Bilbasen Blog 02/02/2017 at 14:18 #

      Hej Morten. Steffen Holm fra Alfa Romeo-importøren svarer:

      “Jeg har lige checket med service. Der er jo tale om en fin ældre Alfa; vi har ikke noget officielt der siger at den skulle yde mere end det opgivne, ved påfyldning af et højere oktantal. Twin Spark motoren er indrettet til oktan 95 – og det er på oktan 95 at den opnår sin opgivne ydelse.”

      Vh Ebbe

  13. R34 15/01/2017 at 15:51 #

    Jeg har en Seat Ibiza 2006 (6l) 1.4 16v med 100 heste. Der står i instruktionsbogen at den skal køre med minimum 98 oktan. Men den samme bil og motor, bare med 75 heste skal køre med 95 oktan. Lyder lidt mærkligt. Det er ikke en turbo.

    • Bilbasen Blog 02/02/2017 at 13:15 #

      Det kan godt være rigtigt. Men lyder alligevel lidt spøjst. Hvis du sender mig registreringsnummeret på ebbe@motorjournalisten.dk, så vil jeg gerne forhøre hos SEAT. Vh Ebbe

  14. Søren 02/02/2017 at 10:52 #

    Udemærket og velskrevet artikel, men det undre mig, at der ikke rigtigt bliver stillet spørgsmålstegn ved det faktum, at bilen kun yder 260 hk, ved brug af oktan 95???

    Det er da på ingen måder ok.

    • Bilbasen Blog 02/02/2017 at 13:13 #

      Det er en god pointe, Søren. Den følger jeg lige op på. Vh Ebbe

  15. skrotbil 10/02/2017 at 11:43 #

    eg har kørt V-power i mange år, og har også tunet nogle biler. Det er helt korrekt turbobiler køre bedre på høj oktan

  16. Kristoffer Paulsen 15/03/2017 at 19:56 #

    Super Artikkel 🙂

    Har lige købt en Seat Ibiza Cupra 192 HK

    Vil den have have gavn af oktan 99?

    • Bilbasen Blog 16/03/2017 at 04:45 #

      Hej Kristoffer

      Ja, det er jeg overbevist om, at den vil. Kør tanken næsten tør og fyld så højoktan et par gange i træk, så kan du selv vurdere om du kan mærke forskellen.

      Vh Ebbe

Leave a Reply