marts 18, 2019

Velholdt hingst til salg: Her er Danmarks billigste Ferrari

Drømmen om en Ferrari forbliver for de fleste desværre blot en drøm. Men nu kan du for samme pris som naboens Passat få en velholdt Ferrari med både bagsæder og V8-motor.

Af: Simon Hallenslev / d. 18. marts 2019

Ja, den er med afgift. Og nej, det er ikke et mekanikertilbud. Landets billigste Ferrari til salg på Bilbasen er faktisk i særdeles god stand og med fuld servicebog.

Bilens første indregistrering – som i øvrigt var i Schweiz – var i 1982. Det betyder, at den har veteranstatus, som giver en betydeligt lavere vægtafgift og forsikring.

LÆS OGSÅ | Verdens dyreste: Nu skal den ultimative samlerbil på auktion

Du kan derfor blive forholdsvist billigt kørende, og hvis din bedre halvdel ikke er overbevist, kan du smide bagsæde-trumfen, som faktisk gør det muligt at køre alle ungerne i skole med en stejlende hest på motorhjelmen.

Selvom ”Mondial” nok ikke er den modelbetegnelse, du kender bedst fra Ferrari, så er det altså en vaskeægte italiener med masser af historie.

Globalt galopperende italiener

Mondial var Ferraris egen hyldest til sig selv, efter man havde vundet konstruktørmesterskabet i Formel 1 i 1975, 1976, 1977 og i 1979.

Navnet Mondial – som betyder “global” på fransk – var en reference til racerbilen 500 Mondial, som Ferrari brugte i flere racesammenhænge i 1950’erne.

I 1980 rullede Ferrari Mondial ud af fabrikken og erstattede Ferrari 308/208 GT4. Ferrari Mondial er – og forbliver højst sandsynligt – den sidste Ferrari med fire siddepladser og en centermonteret V8-motor.

LÆS OGSÅ | Til salg: Tre familiebiler der kan køre mere end 300 km/t

At Mondial muligvis er den sidste Ferrari af sin slags, gør den naturligvis til en ret speciel bil. Men hvorfor er prisen så ikke højere?

Fordi den ikke er sjælden. Mondial skulle efter sigende være i top 10 af Ferraris mest solgte modeller med mere end 6.000 eksemplarer solgt over de 13 år, den blev produceret i.

Selvom det ikke er mange, når man ser det i relation til moderne produktionstal, er antallet af Ferrari Mondial for højt til, at den kan kaldes for en sjælden Ferrari, og derfor er prisen ikke eksploderet, som på andre af de klassiske italienere.

Fornuftig Ferrari til fair pris

Hvis ikke bilen er solgt i mellemtiden, kan du finde den hos forhandleren her, hvor du også kan se prisen på bilen. Der er vel at mærke tale om en Ferrari med kun 114.000 kørte kilometer, fuld servicebog, dokumentation på værkstedsbesøg og i det hele taget god historik.

Med 240 hestekræfter er det ikke den hurtigste Ferrari, du kan få fingrene i. Men det har aldrig været meningen. For med dens fire sæder og bagagerum blev den udviklet som en fornuftig Ferrari til lange distancer – ikke til racerbanen. Lidt ironisk når navnet var en reference til netop en racerbil.

LÆS OGSÅ | Drømmebiler med 12 cylindre: Tre tørstige maskiner til salg

Der er ingen, der kan påstå, at Mondial ikke er en rigtig Ferrari. Linjerne til Mondial er nemlig sat af designhuset Pininfarina, der også står bag den legendariske Ferrari Testarossa.

Den efterhånden 37 år gamle Ferrari V8’er kører nok ikke ligeså langt på literen som naboens Passat Bluemotion. Men det er garanteret, at den vender langt flere hoveder. Og så skal du huske, at dens veteranstatus giver pæne besparelser i både vægtafgift og forsikring.

Uanset om du vil bruge den til hverdag eller til lange søndagsture i sommervarmen, så er Bilbasens billigste Ferrari et knaldgodt tilbud på en fuldblodsitaliener.

SE OGSÅ | Video: Vi tester vild familie-Ferrari med næsten 700 hk 

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Gammel Hyundai lærer nye tricks

Hyundai i30 er et godt eksempel på en benzinbil, som betyder langt mindre, end den gjorde tidligere. Den er senest fornyet i 2016, og nu faceliftes den for anden gang.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS