Duel: Porsche 718 eller Toyota Supra
februar 23, 2020

Duel: Skal du vælge Porsche 718 eller Toyota Supra?

Vi sætter Porsche 718 i stævne mod den flamboyante Toyota Supra, der begge netop nu er til salg på Bilbasen. Er 2.500 kr. mindre i leasingydelse nok til at vælge en Toyota over en Porsche?

Af: Simon Hallenslev / d. 23. februar 2020

Lige nu har vi ét eksemplar af den nye Toyota Supra til salg på Bilbasen. Den koster 12.199 kr. i månedlig leasingydelse. Vi har også en håndfuld Porsche 718 – både som den åbne Boxster og coupeen Cayman. Testbilen vi har lånt er en Boxster GTS, som står til 14.735 kr. i månedlig leasingydelse.

Modsætninger mødes

Det er tidligt tirsdag morgen. Testbilerne er hentet og tanket, og kursen er sat mod Lars Tyndskids marker lidt uden for Roskilde – dér hvor kragerne vender, og landevejene kringler. Vi har sat duellen på benene, for at finde ud af, om Toyota har løftet Supra-arven og lavet en bil, der kan konkurrere mod Porsche.

Der gik ikke længe, før vi fandt ud af, at vi havde to vidt forskellige fortolkninger af ordet ’sportsvogn’ med os til duel, hvilket absolut ikke gør det mindre interessant. Vi ved godt, at det forgyldte Porsche-logo vejer tungt. Men hvis den nye Supra bare kan nå Porsche 718 til sokkeholderne, så får du en nyere bil med to cylindre mere til 2.500 kr. mindre om måneden.

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at Porsche 718 i denne generation er to cylindre fattigere, end den plejer at være. En beslutning, der satte himmel og hav i bevægelse hos Porsche-folk verden over, hvorfor den kommende nye 718 atter får sine seks cylindre.

De fire cylindre giver et andet og mindre sindsopvækkende lydbillede indvendigt såvel som udvendigt – men den høje Porsche-pris står uændret. Så skal du måske alligevel droppe Porsche-drømmene og købe en Toyota i stedet?

Husk ørepropperne på kolde dage

En koldstart på en februar-dag er på ingen måde den 4-cylindrede Porsches party-trick. Her lyder den nemlig umiskendeligt meget som en VW Transporter. Hvis ikke det var fordi, jeg vidste, at 718 aldrig er lavet i en diesel-udgave, kunne du sagtens have snydt mig i dét moment.

Til gengæld er motoren placeret det rigtige sted – lige i midten! Og når først den får lidt temperatur samt et tryk på knappen med det lille udstødningslogo, der åbner et par ventiler og giver lidt mere lyd, lyder den ganske frisk og frejdig. Og du må ikke lade dig narre af, at der kun er tale om fire cylindre.

Fuldstændig ligesom alt andet der ruller ud fra fabrikken i Stuttgart, er Boxster GTS hurtig. Turboen gør et hæderligt arbejde, giver dig 365 hk og sender dig fra 0 til 100 km/t på bare 4,3 sekunder.

I Toyota Supra ligger en såkaldt rækkesekser; altså en motor med seks cylindre på række og ikke i V-formation. Dén konstellation lyder helt fænomenalt. Om det er en koldstart eller en hård acceleration med udstyret i ’sport’, så lyder det bare dejligt. I kabinen bliver den dejlige motorlyd hjulpet lidt på vej af højtalerne. Faktisk næsten til en grad, hvor det kan lyde en anelse kunstigt.

På papiret er Toyota Supra opgivet til at tage turen til 100 km/t samme 4,3 sekunder som Porsche Boxster – men den opleves faktisk endnu hurtigere.

Sydlandsraket eller banejern?

Det er ikke de gængse forklaringer, der ligger bag, når Supra opleves mere intens i accelerationen end Boxster. De to biler er nemlig omtrent lige tunge, og selvom Supra synes større ved første øjekast, måler de omtrent det samme. Supra er en my bredere, men er også højere.

I Porsche Boxster sidder du helt nede på jorden som i en gokart. Styringen er tung og undervognen hård som granit. Alt dét er Supra slet ikke. Når højrefoden trykkes i gulvet i Supra, skal du være mere på dupperne. Den optræder mere nervøst og derfor; mere intenst.

Set med sportsvognsbriller på, er det her, de to biler adskiller sig allermest. Det er med andre ord også oplevelsen bag rattet, der kommer til at skille kundegrupperne til de to biler fra hinanden.

SE OGSÅ | Vild med V8: Berner og Sommerlund er fan af hver sin 8-cylindret BMW

Bag rattet i 718 opleves asfalten ganske råt for usødet. Den er solidt plantet i jorden, og når vejen kringler, stoler du ubetinget på den. Følelsen med forhjulene er stort set én-til-én. Her er ingen tøven, og den kører direkte i den retning, du peger den. Men undervognen er hård, og vejstøjen fylder i kabinen, når du bare cruiser ad motorvejen.

Næsten som modsætning står Supra, der er en fabelagtig kompagnon på lange ture. Den er væsentligt mere tyst i kabinen, komfortabel og har selvfølgelig også uhyrligt meget overskud til en hurtig overhaling.

Når vejen slår knuder, derimod, fremstår styringen meget let – i særdeleshed i direkte sammenligning med 718. Misforstå mig ikke; Supra kører også direkte derhen, hvor du peger den. Du har bare lidt mindre føling i processen. Kombineret med 340 hk på baghjulene, der trygler om at skride ud, er der nok at se til. Det er sjovt på en bane, men knap så sjovt på en landevej med kolde dæk, hvorfor det kan knibe lidt med tilliden.

Hvis du skal til Italien med fruen, er Supra din ven. Hvis du skal til Knutstorp, eller bare til havnen ad kringlede landeveje, bør du kigge i retning af 718.

Ved nærmere eftertanke: Ingen overraskelser

Inden du studser over den blødere køreoplevelse i Toyota Supra, skal vi venligt minde dig om, hvordan ophavet – den oprindelige Toyota Supra – kørte. Nok havde den en legendarisk motor under hjelmen i form af 2JZ, der med original indmad kunne tunes til noget, der minder om 600 hk. Men selve køreoplevelsen er mindre legendarisk.

Hvis vi kun må bruge ét ord om køreoplevelsen i den gamle Supra, så er det ’blød’. Dér er den nye Supra, her godt 25 år senere, trods alt blevet væsentligt skarpere i køreegenskaberne.

Det tydeligt, at første og anden generation af Supra er bygget på de samme principper. Du kan sætte dig ind og køre langt, uden at blive radbrækket – men du kan også have det sjovt!

PDK- eller A/T?

Det her bliver et kort afsnit. De to automatgearkasser er nemlig begge uovertrufne. Begge er elegante til en grad, hvor du nærmest glemmer, at de skifter gear, når du bare kører helt stille og roligt.

Under gavmildt brug af speederpedal, giver de begge et velment puf i ryggen, når du spørger efter et gear mere. I Supra virker det dog til, at denne følelse er lagt kunstigt ind – lidt ligesom med lyden i kabinen. Her fremstår 718 mere som en hårdkogt racer.

I øvrigt står PDK for “Porsche Doppel Kupplungs getriebe“, hvilket i daglig tale betyder dobbeltkoblingsgearkasse. Hos Toyota står A/T  for “automatic transmission“, og er altså en almindelig automatgearkasse med én kobling. At Supra har en kobling mindre end Boxster mærkes slet ikke.

Bundesligamester i kabinekvalitet

At Toyota Supra er bygget med udgangspunkt i en BMW Z4 ses tydeligst i kabinen. Indvendigt i Toyota Supra er der nemlig meget, der lugter lidt af BMW. Ikke at det er en negativ ting overhovedet. Det er pænt og stilrent; men også lidt konservativt.

Til gengæld har BMWs iDrive-infotainmentsystem fulgt med i samarbejdsaftalen, hvilket vi priser os meget lykkelige for. Selvom BMW allerede har opdateret systemet efter Supra er kommet til verden, er det stadig muligvis ét af de bedste på markedet: Let at tilgå enten via touchfunktion eller den velkendte BMW-drejeknap.

LÆS OGSÅ | Test: AMG C 43 Coupé og det billige medlemskab

I direkte sammenligning kommer det virkelig til syne, hvor meget der sker på den digitale front i moderne biler. Denne Porsche 718 er fra 2018, men infotainmentsystemet virker allerede gammelt.

Alligevel er det Porsche, der løber med titlen som bundesligamester i kabinekvalitet. Alt er præcist hvor du forventer det skal være, og selvom køreoplevelsen er mere rå end i Supra, er der ikke en raslen at ane, uanset hvor bumlet vejen bliver.

Begge biler er ægte ’Driver’s Cars’ – for at benytte et kliché-udtryk – men igen på hver sin måde. I Porsche er sæderne smalle og holder dig stramt fast, mens alcantara-rattet og den kompakte kabine skriger på sjov og ballade. I Supra er du mere sat til rette som i en Grand Tourer; komfortabelt og lidt mindre racer-agtigt.

Hvad skal du lease til sommer?

Her har vi fat i to fænomenale – og dyre – biler, som begge byder på langt mere, end hvad du har brug for i hverdagen. Forskellighederne mellem dem er større, end hvad jeg havde forventet, inden vi satte dem mod hinanden. De kan noget særligt hver især.

Jeg er dog ikke bleg for at anbefale, hvilken leasingkontrakt du skal sætte din krusedulle på til sommer. Der skal stå Toyota i toppen af kontrakten. Det siger jeg udelukkende fordi, at Supra bør opleves. Det er en bil, du har lyst til at sætte dig ind i og køre mod solnedgangen uden at se dig tilbage.

LÆS OGSÅ | Mig & min bil: Sørens Jeep har flere kræfter end Lamborghini Urus

Til næste sommer, når du har kørt Europa tynd i Supra, bør du dog skifte leasingkontrakten ud med én, der står Porsche på, når 718 igen har fået seks cylindre. Den 4-cylindret motor er rivende hurtig og ”punchy”, men der mangler altså stadig to cylindre, før det i min bog er en rigtig Porsche.

Under normale omstændigheder ville jeg vælge Porsche. Men når du nu har mulighed for at køre den fedeste og bedste Toyota i over 20 år til færre penge end en Porsche, så gør dét, indtil Porsche har seks cylindre i sin 718 GTS igen.

Specifikationer:
Porsche Boxster GTS

Motor: R4 Turbo

Ydelse: 365 hk / 430 Nm

0-100 km/t: 4,3 sekunder

Tophastighed: 290 km/t

Nypris: Fra 1.523.143 kr.

Specifikationer:
Toyota Supra GR

Motor: R6 Turbo

Ydelse: 340 hk / 500 Nm

0-100 km/t: 4,3 sekunder

Tophastighed: 250 km/t

Nypris: Fra 1.009.990 kr.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS