Mercedes-Benz EQA
januar 25, 2021

Første tur: Helt ny, helt elektrisk Mercedes-Benz EQA

En elektrisk rækkevidde på 420 km i kompakt Mercedes-Benz-indpakning lyder umiddelbart interessant. Vi tager første tur i den helt nye Mercedes elbil EQA.

Tekst: Jacob Dalby / Foto: Jeppe Dalby/ d. 25. januar 2021

Den er egentlig ikke kommet til Danmark endnu, men Bilbasen har fået lov at sidde en time bag rattet på danske veje i et tysk-indregistreret eksemplar forud for lanceringen.

EQA er blandt de første

I bund og grund er EQA en elektrisk variant af den kompakte SUV GLA, som er den høje udgave af Mercedes’ mindste model; A-Klasse. Der er ikke mange konkurrenter i klassen for kompakte, elektriske SUV’er men senere på året kommer Audi Q4 e-tron og med et noget mindre prisskilt findes også Kia e-niro. Mere om prisen på EQA senere.

SE OGSÅ | De nye afgifter gør bedre biler billigere!

Det er da heller ikke til at tage fejl af, at EQA og GLA er søskende – særligt fra siden, hvor de to kunne være tvillinger. Men faktisk er der en del ændringer i designet for og bag, der afslører, at der her er tale om den elektriske variant, EQA.

Specifikationer

Mercedes-Benz EQA 250

Edition 1

Motor: Elmotor

Batterikapacitet: 66,5 kWh

Ydelse: 190 hk

0-100 km/t: 8,9 sek.

Tophastighed: 160 km/t

Rækkevidde på el: 420 km

Startpris: 400.000 kr.

Særlige elbils-detaljer

På fronten er det første der springer i øjnene den massive grill, der er blændet helt af, da elbiler ikke behøver køling i samme grad som biler med forbrændingsmotor. På fronten er der også LED-striben på tværs over grillen, som vi kender det fra den større EQC. En detalje, der skal gå igen på alle de elektriske modeller fra Mercedes.

LÆS OGSÅ | Nu sælger Norge flere elbiler end benzin- og dieselbiler

Bagenden har også fået LED-stribe på tværs og modsat fronten ser det faktisk ret godt ud bagpå. Særligt i kombination med de nye baglygter, der giver EQA et ret aggressivt udtryk. Men det er ikke aggressivitet, der kendetegner vores første køretur.

Mere end rigeligt til det daglige

I første omgang kommer EQA til Danmark i varianten EQA 250, som er den vi har kørt en lille tur i. Den har et batteri på 66,5 kWh, yder 190 hk og kan altså køre op til 420 km på en opladning. Til sammenligning klarer Kia e-niro 455 km med 64 kWh-batteri og den nye VW ID.3, der har 58 kWh-batteri, kører op til 423 km.

LÆS OGSÅ | 2021 oversigt: Alle elbiler i Danmark

Batteriet i EQA kan lades med 11 kW i din ladeboks hjemme i garagen eller med op til 100 kW med en lynlader på farten. Med 100 kW tager en opladning fra 10 til 80% omkring 30 min. Til daglig, når du lader hjemme med 11 kW, vil det tage omkring 6 timer for en fuld opladning. En opladning du typisk vil klare henover natten.

Ude på landevejene

Det store batteri er medårsag til, at EQA virker en del tungere end GLA. Vægten er ikke til at skjule og trods det fulde moment fra 0 km/t føles den som sådan heller ikke kvik. 0-100 km/t tager 8,9 sekunder. Samtidig er EQA blødere affjedret, så sportslig er ikke et karaktertræk, vi kan sætte på. Til gengæld excellerer den, når det kommer til komfort.

SE OGSÅ | Kæmpestor kinesisk elbil slår VW på flere punkter

Den blødere affjedring end GLA sammen med en næsten lydløs kabine giver den klassiske, komfortable Mercedes-stemning. Da der ikke er støj fra en forbrændingsmotor, er der gjort flere tiltag for at eliminere andre støjkilder også. Blandt andet hjælper den lukkede grill på fronten til et meget glat design, der mindsker vinmodstanden og dermed vindstøjen. Cd-værdien er på 0,28, for hvem det giver mening.

Elektrisk intelligens

Indenfor ligner EQA og GLA hinanden til forveksling med to skærme på enten 7 eller 10,25 tommer hver. Skærmene indeholder MBUX-infotainmentsystemet som vi kender det men her i elbilen også med ”Electric Intelligence”, som Mercedes kalder det.

LÆS OGSÅ | Nye elbiler på vej i 2021 – se alle bilerne her

Eksempelvis den intelligente navigation, der arbejder sammen med batteriet. Systemet sammenligner adskillige scenarier ud fra for eksempel ladestop, højdeforskelle på ruten, og endda vejret, som alt sammen spiller en rolle i forhold til bilens rækkevidde. Alle parametre indregnes for at finde den hurtigste rute til målet.

Pris og lancering

Der er ingen officielle danske priser endnu desværre og lanceringsdatoen er heller ikke endeligt på plads. Vi forventer, at prisen lander lige under 400.000 kr. for EQA 250, der er indstigningsvarianten. Til sammenligning koster den større EQC, med nogenlunde samme rækkevidde, lige knap 620.000 kr.

LÆS OGSÅ | Den elektriske ID.4 er snart i Danmark

Senere på året kommer EQA både med flere kræfter, to motorer og firehjulstræk. Hertil kommer endnu en variant, der har endnu længere rækkevidde.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Jacob Dalby

Med baggrund i motorsporten fylder biler med sportslige egenskaber det meste af Jacobs bevidsthed – både nye og brugte giver smil på læben.

Det siges i øvrigt, at Jacob kunne køre før han kunne gå, så interessen for biler startede tidligt. Interessen udviklede sig til passion og siden har arbejdet som motorjournalist på blandt andet Bil Magasinet fyldt det meste af de vågne timer.

Forbrugerstof og vejledning er også blandt Jacobs kernekompetencer og han er ikke ked af at fortælle dig, hvilken bil du skal købe næste gang.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS