Lotus Esprit
april 10, 2015

Ikonet Esprit


Opdatering:

Sidste år skrev vi om Michael Flintholms Lotus Esprit – den er nu sat til salg og står hos Prestige Cars i Viborg.

Den sælges som en engros-bil.

Michael Flintholm fortæller, hvorfor han skiller sig af med sin Esprit.

– Jeg har haft bilen i seks år, og selv om jeg stadig er vild med designet, så synes jeg, det er tid til noget nyt. Jeg har for nylig købt en Ferrari Testarossa, men det er kun som investering. Den næste bil skal være en mere brugsklar sportsvogn – måske en nyere Porsche 911.

Michael har desuden en Lotus Elise fra 2001, og den er han meget glad for, så det bliver ikke et totalt farvel til de britiske sportsvogne.

Herunder artiklen fra sidste år:

Tag et kig på denne lotus Esprit – og gæt så dens alder. Selvom det er en englænder, er linjerne slået af italienske Giorgetto Giugiaro fra Italdesign, og hvis du kan huske italienske sportsvognes udseende gennem de sidste 50 år, så ved du, at dette er 70’er design af øverste skuffe.

Lamborghini Countach, Ferrari GTB og Maserati Merak er alle fra den æra, men ingen af dem er helt så kantede som Lotus Esprit, der blev vist frem første gang i 1972. Lotus Esprit var dog først på gaden i 1976, og bilen du ser på billederne er netop fra første årgang.

Michael Flintholm siger om sit valg af netop den bil:

-Det var helt sikkert det meget kantede design, jeg faldt for. Jeg var meget tæt på at købe en Lotus Elise i stedet, men så faldt jeg for denne bil til Classic Car Event i 2009 og har haft den siden. Elisen har jeg så købt sidenhen.

Ombygget til S3

Michaels Esprit er som sagt en S1, altså Series 1, men en tidligere ejer har ombygget den til en S3, med nye karrosseridele. Desuden er bilen ombygget fra højrestyring til venstrestyring. Motoren har fået en komplet overhaling, og er en 2,2-liters rækkefire med dobbelte overliggende knastaksler og to karburatorer. Ydelsen skulle ligge lige omkring 200 hk – altså en pæn del mere end den originale 2,0 med 160 hk. Uanset antallet af heste, så vrinsker de godt – især den hvæsende lyd fra karburatorerne bliver til sød motor-musik i kabinen.

Bådebygger frem for pladesmed

Hvis man har en gammel bil, er det ofte en god ide at kende en god pladesmed, hvis noget skal renoveres, men sådan er det ikke med en Lotus Esprit. Næh, der skal du kende en god bådebygger. Lotus Esprit er nemlig bygget efter grundlæggeren af Lotus, Colin Chapmans filosofi: ”Add lightness” (tilfør lethed). Chapmans filosofi har fulgt Lotus bilerne altid – også Lotus Esprit, der er bygget af et centralt stålchassis med et glasfiberkarrosseri, og det er her, at bådebyggervennen bliver til en god ide.

Men der er ikke nødvendigvis mange udgifter forbundet med en klassiker.

– Man siger, at Lotus er et akronym for ’Lots of Trouble Usually Serious’, men i de fem år jeg har ejet bilen har jeg brugt under 10.000 kr. på at holde den kørende. Nok nærmere 5.000 kr., siger Michael Flintholm.

Autogalleriet Aarhus

Michael Flintholm er i øvrigt en af bagmændene bag Sports Car Club, der mere er et interessefællesskab end en egentlig klub.

– Jeg har cirka 500 på mailinglisten, og dem sender jeg til, når der sker noget interessant. Man behøver ikke have en sportsvogn; alle lidt specielle eller ældre biler er velkomne, siger han.

Desuden er Michael Flintholm meget aktiv i Autogalleriet i Aarhus, der er en slags levende museum, hvor bilentusiaster opbevarer klassiske biler, så andre også kan nyde synet af klassisk design. Det er åbent for besøgende torsdag fra 18-21, hvor du kan se bilerne og få en snak med mange af ejerne.

 

Fristet? Se Lotus Esprit til salg på BilBasen.

————————————————————————

 

——————————————————–

 

 

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Ebbe Sommerlund

Nye biler kan være fine, men Ebbe Sommerlund sværger til de brugte af slagsen. Han vil nødig kaldes ekspert, men hans enorme viden er ikke til at tage fejl af, hvorfor han også er den primære drivkraft bag Bilbasens brevkasse.

Den motorjournalistiske baggrund har han fået hos blandt andre Bil Magasinet, V-Max og elbilmagasinet GO, hvilket har gjort ham til et omvandrende leksikon.

Ebbe er som sagt glad for brugte biler, og særligt de japanske af slagsen giver julelys i øjnene. Han er dog efterhånden blevet så voksen, at drengedrømmen af en toptunet Honda Civic er blevet erstattet af en fornuftig Renault Laguna.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS