Journalist Ebbe Sommerlund

ebbe-sommerlund

Ebbe Sommerlund er en af journalisterne på redaktionen på Bilbasen Blog.

Interessen for biler har han haft lige siden han kunne tale – i starten var det dog kun om bilerne havde anhængertræk, der kunne vække glæde, for er der noget en knægt på tre kan forstå er det at det er vigtigt at kunne trække en trailer.  Siden blev det om de andre biler kunne køre hurtigere end forældrenes bil på Autobahn – det kunne de som regel, når køretøjet var en Saab 900 uden turbo eller en Honda Accord med karburatormotor.

Siden Ebbe blev optaget på journalisthøjskolen har drømmen været at skrive om biler, og første byggesten var praktikplads på Bil Magasinet. Siden blev han chefredaktør på Vmax og derefter redaktør på Streetfire Magazine.

Han er journalist på Bilbasen, elbilmagasinet GO, samt web-tv-kanalen High on Cars og har leveret artikler som freelancer til Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, BT, Bil Magasinet med flere.

Ebbe er formand for Motorjournalisternes Klub i Danmark (MKD), der står bag kåringen af Årets Bil i Danmark