Kia Sorento
januar 26, 2014

Kia med mange talenter

Kia har slået sit navn fast med små og mellemstore familiebiler, men de kan også være med på de store linjer. Det er den store firehjulstrukne Sorento et stærkt bevis på. Den Blå Avis tester her en topudstyret Kia Sorento 2.2 Premium Plus AWD til 781.227 kr.

Den ser godt ud, den kører godt, er teknisk velfunderet og desuden topudstyret. Men til en pris på 781.227 kr. (den topudstyrede testbil) bliver det næppe en bil, du vil se mange af på de danske landeveje. Kia er trods alt ikke et brand, man forbinder med biler i dén prisklasse. Måske kan van-modellen til 330.000 kr. ex. moms få et par biler ud at køre på gule plader.

Kia Sorento 2.2 – generation elegance

Denne anden generation Sorento er en helt anden bil end forgængeren, der hverken var komfortabel eller velkørende. Nu er den blevet en flyder med velafstemt affjedring, en yderst velafbalanceret 6-trins gearkasse og et lavt støjniveau.

Også den omfattende ansigtsløftning har haft sin virkning. Bilen er blevet meget mere elegant og dynamisk at se på. Hvad man ikke kan se, men hvad der kan mærkes, er at den nye Sorento er blevet 9,5 cm længere og har tabt 215 kg.
Køreegenskaberne er troværdige. Retningsstabiliteten er super, styretøjet præcist og svingegenskaberne gode for en stor, firehjulstrukken SUV at være. Presses den fartmæssigt hårdt i en kurve, understyrer den og kræver en stram hånd for at blive på kursen.

 Kia Sorento
Ugens testbil er Sorento 2.2 Premium Plus – en lækker bil på alle parametre. Selv min co-driver befandt sig veltilpas i passagersædet.
Fra det elektrisk justerbare førersæde skal der også lyde masser af ros. Man sidder fremragende i stolene, der har både varme og køling, og med multijusterbart rat og sæde er det let at finde den perfekte kørestilling.
Instrumenteringen er også helt i top, og kontakterne sidder, hvor de skal, så man ikke skal fjerne opmærksomheden fra vejen, når de skal betjenes.
Rykker vi en række bagud, er der både gode sæder og god benplads. I tredje række er der to børnesæder, der kan klappes helt ned i bunden, og når de opholder sig dér, er bagagepladsen glimrende. Er de derimod i brug, er der ikke meget plads i grejet.

Praktisk teknologi i Sorentoen

Testbilen med firecylindret 2,2-liters turbodiesel yder 194 hk ved 3800 o/m og 422 Nm fra 1800 Nm. En momentstærk maskine med en god gangkultur, både på landevejene og i terrænet. Forbruget ligger omkring 13-15 km/l alt efter temperament. Det er godkendt, men ikke imponerende.
Allerede ved det første møde viser Sorento sig fra sin allerbedste side. Når man nærmer sig bilen, med nøglen i lommen eller hånden, aktiveres et lys i dørhåndtagene, der gør det let at åbne døren, når det er mørkt. Og da nøgle og bil nu har genkendt hinanden, er det blot at trykke på en knap på instrumentpanelet for at slå motoren i gang.
Udstyrsmængden er i det hele taget imponerende. Førersædet indstilles elektrisk og kan låses i en fast position, som elektronikken automatisk finder frem til, når man sætter sig ind på sædet.
En god detalje er, at sædet automatisk kører helt tilbage, når man stopper motoren for at stige ud. Det letter udstigningen og senere også indstigningen.

Sorento har som alle andre Kia-modeller den imponerende garantiordning på syv år eller op til 150.000 km. Det kan kun søstermærket Hyundai med fem år og ingen kilometerbegrænsning matche.

Kia Sorento

Kunne du finde på at købe Kia Sorento til privatbrug?

Følg os på Facebook og Google+, og se flere nyheder og debatter.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Bilbasen

Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS