Mercedes ændrer deres model-navne

Mercedes ændrer deres model-navne
13/11/2014 admin-bilbasen
mercedes nomenklature

Med flere og flere modeller fra især de tyske bilfabrikker, indfører Mercedes-Benz nu en ændret serie af navne til deres modeller.

 

Nogle får helt nye navne, mens andre fortsat hedder det, de har gjort siden Mercedes introducerede klasse-navnene til samtlige modeller tilbage i 1990’erne. S-Klasse har dog siden 1950’erne heddet S-Klasse, mens f.eks. C-Klassens forløber hed 190.

 

Stuttgart-baserede Mercedes har taget deres katalog af navne op til revision. Hjørnestene i modelrækken – A-Klasse, B-Klasse, C-Klasse, E-Klasse og S-Klasse forbliver uændret.

 

Nyt er blandt andet, at alle biler med et SUV- eller crossover-image over sig bliver en del af G-familien ledet an af den klassiske G-Klasse, også kendt som Geländewagen.

 

Også blandt de hurtige roadstere er der nye tider. Den mindste i klassen, SLK, bliver til SLC.

 

Ændringerne begynder i 2015, når nye varianter af bilerne kommer på gaden.

 

Endvidere er der fortsat planer om at bruge det gamle luksusmærke Maybach til noget. Rygterne vil vide, at en ekstra luksuriøs S-Klasse, kaldet Mercedes-Maybach S600 vil se dagens lys på Los Angeles Auto Show senere i november.

 

Herunder kommer en komplet oversigt over ændringerne i relevante klasser af Mercedes’ modelkatalog samt en kort beskrivelse af bilens typer:

 

  • GLA: Uændret – Mercedes’ mindste crossover, baseret på A-Klasse.
  • GLC: Den tidligere GLK – Mellemklasse SUV.
  • GLE: Den tidligere ML – Stor mellemklasse SUV men mere klassisk end kommende GLC
  • GLE Coupé: Fandtes ikke tidligere – Konkurrent til bl.a. BMW X6.
  • GLS: Den tidligere GL – Den største SUV, S’et indikerer, at der er tale om SUV’ernes S-Klasse.
  • G-Klasse: Uændret – Den grove og ikoniske firehjulstrækker kaldet Geländewagen.

 

  • SL: Uændret – Den store to-personers roadster.
  • SLC: Den tidligere SLK – Den mindre roadster, der har heddet SLK siden 1996.