oktober 15, 2021

Slut med benzinbiler i 2030: Nu vil Rolls-Royce være elektrisk

Verdens bedste bil bliver elektrisk om to år – og allerede i 2030 er det helt slut med brændstofdrevne modeller fra Rolls-Royce, lyder meldingen fra mærkets topchef.

Tekst: Bilbasen Blog / Foto: Rolls Royce / Dato: 15. oktober 2021

Den elektriske bølge har fået så godt fat i bilverdenen, at selv bundtraditionelle mærker er begyndt at melde sig ind i klimakampen. Et af de mest ædle, Rolls-Royce, holder sig heller ikke for fine. Senest har det BMW-ejede mærkes tyske topchef, Torsten Müller-Ötvös, meddelt, at fabrikken i 2030 ikke længere vil producere brændstofdrevne biler. Eller sagt med andre ord: Om ni år har den sidste Rolls-Royce med en benzinmotor under hjelmen forladt de hellige haller i Goodwood, West Sussex.

Udvikling af prototype undervejs

Udviklingen af en elektrisk Rolls-Royce er derfor i fuld gang. Således har det 117 år gamle mærke offentliggjort billeder af en prototype, som vi egentlig ikke ved meget om. Andet end at den er fuldt elektrisk. Og at navnet er, i tråd med andre af mærkets spøgelsesinspirerede modelnavne, Spectre. Vi kan imidlertid fastslå, at der under den sorte og gule camouflage er tale om en 2-dørs coupé i stil med den nuværende Wraith. Og forvent rigeligt med power.

SE OGSÅ | Sælg huset, hunden og kæresten og køb en BMW M4

Under præsentationen erklærede Müller-Ötvös desuden, at de elektriske prototyper snart vil være at se på gaden. De skal nemlig tilbagelægge en samlet distance på over 2,5 millioner test-kilometer. Dette svarer efter sigende til omkring 400 års anvendelse af den gennemsnitlige Rolls-Royce. Teknikken skal med andre ord være gennemprøvet, når de første kunder kan tage imod deres biler i slutningen af 2023.

Det er heller ingen hemmelighed, at Spectre bygger på samme platform som de seneste udgaver af gigantlimousinen Phantom, den lidt mere sporty Ghost samt SUV-modellen Cullinan. Denne tekniske arkitektur, som blev introduceret i 2017, er nemlig udviklet til forskellige former for drivlinjer. Såvel både brændstof, hybrid og el.

Og hvor eksempelvis en elektrisk Ferrari lyder som ren galimatias, giver det faktisk god mening med en Rolls-Royce. At de kostbare limousiner er udstyret med store V12-motorer skyldes netop deres stilfærdige, vibrationsfri og komfortable karakteristik. De færreste forbinder i det hele taget en Rolls-Royce med lyden af en motor. Tværtimod er det mærkets fornemste opgave at transportere dig på den mest luksuriøse manér. Jo mere stilhed, jo bedre.

LÆS OGSÅ | De 5 fedeste James Bond-biler (og de værste)

Og vægten? En Phantom med hele svineriet, inklusive tjenestefolk og champagneflasker på køl, kan i forvejen få en Mercedes S-Klassen til at ligne en fluevægter. Så en grandios batteripakke for en ekstra lang rækkevidde gør nok ikke den store forskel…

De elektriske biler, som Rolls-Royce aldrig byggede

Den første: Columbia

Rolls-Royce har ikke ligefrem tradition for at bygge elbiler. Men den ene af de to grundlæggere, Henry Royce, var ifølge historiebøgerne fascineret af alt, der var elektrisk og producerede blandt andet dynamoer og elektriske kraner. Den anden grundlægger, Charles Rolls, var endnu mere opsat på, at elektriske biler var fremtiden, og skabte allerede i 1900, altså fire år før bilmærket Rolls-Royce blev stiftet, et elektrisk køretøj kaldet Columbia. Han sagde, at “den elektriske bil er både lydsvag og ren. Den lugter ikke, den giver ingen vibrationer, og den bliver utrolig praktisk, når først der er ladestationer tilgængelige. Indtil da forudser jeg ikke, at den bliver særligt eftertragtet.”

Den tvivlsomme: Phantom EE

Vi skal helt frem til 2011, før Rolls-Royce gav et bud på en funktionsdygtig elektrisk bil. Prototypen EE blev præsenteret på den internationale biludstilling i Genève og var en Phantom med to elmotorer og den største batteripakke i en elbil nogensinde. Datidens teknologi tillod imidlertid blot en rækkevidde på omkring 200 kilometer, og opladningstiden på otte timer var ikke noget, som imponerende de kunder, som fik lov at prøve bilen. En smart detalje var dog, at opladningen kunne ske trådløst via induktion – det krævede dog endnu mere tålmodighed. Projektet blev droppet og kun ét eksemplar blev bygget.

Den vilde: Next 100

Trods længden på seks meter har den kun plads til to personer i den silkebetrukne sofa, men adgangsforholdene er til gengæld sublime, da taget åbner op som en del af døren. Og i virkeligheden er det helt op til kunden selv at bestemme, hvordan bilen skal indrettes, for den fuldt elektriske konceptbil, NEXT 100, som Rolls-Royce præsenterede 2016 er et bud på, hvordan den ultimative bil ser ud om 20-30 år. På dét tidspunkt vil alt være muligt – altså lige bortset fra at tage fat i rattet, for dét eksisterer ikke længere. I stedet har du en virtuel chauffør, som sørger for, at bilen kører dig hen, hvor du ønsker.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Gammel Hyundai lærer nye tricks

Hyundai i30 er et godt eksempel på en benzinbil, som betyder langt mindre, end den gjorde tidligere. Den er senest fornyet i 2016, og nu faceliftes den for anden gang.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Jacob Dalby

Med baggrund i motorsporten fylder biler med sportslige egenskaber det meste af Jacobs bevidsthed – både nye og brugte giver smil på læben.

Det siges i øvrigt, at Jacob kunne køre før han kunne gå, så interessen for biler startede tidligt. Interessen udviklede sig til passion og siden har arbejdet som motorjournalist på blandt andet Bil Magasinet fyldt det meste af de vågne timer.

Forbrugerstof og vejledning er også blandt Jacobs kernekompetencer og han er ikke ked af at fortælle dig, hvilken bil du skal købe næste gang.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS