bilbase

Hold din bil i topform på disse 6 punkter

Hold bilen i topform.

For mange af os skal bilen bare fungere, men som med alt andet i livet kræver det en lille indsats at holde bilen i tip-top stand.

Vi giver her en række råd, der hjælper med at holde din bil i orden. En velplejet bil er lettere at sælge, og indbringer flere penge, når du vil have en anden. Vi siger ikke, at vi selv gør det hele, men her er hvad vi burde gøre

tjekliste

1. Kørsel

Accelerer blidt de første kilometer indtil motoren er varm. Selv når motortemperaturen er på normal, skal du vente lidt, da olie er koldere end kølevandet. Hvis du har olietemperaturmåler, så skal den vise mindst 65 grader C, inden du træder speederen helt i bund. På en del nye biler kan du se olietemperatur i instrumenthuset.

Kører du dieselbil, så forsøg at køre med så jævnt omdrejningstal som muligt, da det skaber mindst muligt sod i systemet.

Dieselbiler skal helst køre mindst 25-30 km pr. tur. Ellers bør du vælge en benzinbil.

Husk at lade bilen forvarme, hvis du har en dieselbil. Vent til lampen slukker, før du drejer nøglen. Dette styres automatisk på en del nye biler, men ikke alle.

Er der turbo på din bil, så lad den gå i tomgang lidt inden du slukker bilen. Er der start/stop og er motoren slukket, så behøver du ikke starte den igen – sensorerne har styr på temperaturen.
Hold øje med advarselslamper. De er vigtige og farvet efter fareniveau. Grønne lamper fortæller, hvad der er tændt. Gule lamper advarer dig om vigtige ting, der kræver din opmærksomhed snarest. Lyser noget rødt, skal du stoppe motoren med det samme og læse i instruktionsbogen.

Brug din parkeringsbremse hver gang, så gror den ikke fast. Hvis bilen skal stå stille i længere tid, så er det fint at lade bilen står i gear i stedet.

2. Kabinen

Brug gummimåtter om vinteren, så saltsjappet ikke siver ned til bunden og får bilen til at ruste. Hvis ikke du vil ofre dette, så læg aviser under måtterne, og skift dem ofte.

Brug aircondition jævnligt, da systemet kan blive utæt af at stå stille.

Hold kabinen ren. Skidt har det med at sætte sig fast, hvis ikke det bliver fjernet hurtigt. Brug ikke en microfiberklud til ‘glasset’ i instrumenthuset, med mindre du er sikker på at den ikke ridser.

Lædersæder skal have pleje mindst et par gange om året, hvis overfladen skal holdes fri for revner.

Gnid gummilisterne med plejestift inden vintern.

3. Udvendig pleje

Reparer stenslag i lakken med det samme, så rusten ikke får lejlighed til at brede sig.

Reparer stenslag i ruden med det samme, så hullet ikke bliver større.

Giv lakken lakrens og forsegler mindst to gange om året.

Fjern fugleklatter med det samme – de ætser lakken

Brug kun fælgrens, hvis ikke du kan få skidtet af med knofedt. Giv gerne fælgene voks, når du har brugt fælgrens, så er de nemmere at holde rene.

4. Når du tanker

Hav så vidt muligt altid tanken fuld af brændstof. Derved dannes der mindst mulig kondensvand, der kan få tanken til at ruste på biler med ståltank. For meget vand i systemet slider desuden på brændstofsystemet – især på dieselmotorer.

Tjek dæktrykket jævnligt. Lavt tryk slider dine dæk lynhurtigt, øger dit brændstofforbrug og mindsker dit vejgreb.

Tjek olieniveauet på bilen jævnligt. Et nedbrud, der skyldes manglende olie, dækkes ikke af garantien. Fyld ikke for meget på, det også kan ødelægge motoren. Oftest er der en liter mellem nedre mærke og øvre mærke på oliepinden, men se i instruktionsbogen. Brug kun godkendt olie – dette er især vigtigt på biler med partikelfilter.

bil-topform_400x300

5. Service, rust og olie

Overhold serviceplanen og brug kun den rigtige olie. Følges serviceforeskrifterne styrer du uden om mange problemer for din bil.

Husk rusteftersyn. De er gratis, men kræves for at opretholde 12 års garanti mod gennemtæring.

Skift olie på din gearkasse. Nogle gearkasser skal have skiftet olie en gang i mellem. Især DSG med seks gear kan ikke lide, hvis olieskiftintervallet på 60.000 km overskrides.

Lad batteriet op med en batterilader inden vinter, hvis du har en. Hvis du en dag har svært ved at starte, så skift batteriet – det går som regel død i den kolde tid. Og er det først træt, så er der sjældent noget at gøre.

Spar ikke vandpumpe og remstrammere, hvis du skal have skiftet tandrem. Udgiften er minimal i forhold til evt. nedbrud.

Få tjekket aircondition-anlægget mindst hvert andet år, da kølemidlet i nogle tilfælde fordamper langsomt ud af systemet.

Afmonter og flyt hjulene rundt jævnligt. Gerne på kryds hvis dækkene ikke er retningsbestemte. På den måde kan du slide alle fire dæk ned på samme tid. Hvis der er stor forskel i mønster, så skal du sætte de bedste dæk på bagakslen.

6. Undervognsbehandling

Ekstra beskyttelse mod rust er nødvendig på alle biler i Danmark, hvis bilen skal holde over 10 år. Vores klima kombineret med massiv vintersaltning, nedbryder bilerne hurtigere end de fleste andre steder i verden. Økonomisk kan en behandling dog kun betale sig, hvis du vil beholde bilen mere end fire-fem år.

 

Læs mere

Sådan undgår du duggede ruder i bilen

Overraskende lugtfjerner til biler

 

Følg Bilbasen på Facebook og se flere nyheder og debatter.

 

Trackbacks/Pingbacks

  1. Video: Dæktrykket er vigtigere end du tror - BilBasen blog - 02/03/2016

    […] Sådan holder du din bil i topform […]

Leave a Reply