bilbase

Sindssyge superbiler

Af Malene Raith – pret-a-partir.dk

Jeg har været i Geneve og kigget på vogne, som drømme er lavet af, og I får hermed et lille udpluk af de labreste superbiler.

Her er ingen konceptbiler i blandt, kun rigtige vogne, nogle til racerbanen, andre til garagen, utvivlsomt ingen på danske nummerplader.

 

Lamborghini Aventador Superveloce Verdenspremiere

For at starte i den smukke og strømlinede ende, så præsenterede Lamborghini deres hidtil ondeste superbil med mere kraft og mindre vægt, som det hedder sig.

Lamborghinien hedder rent teknisk Aventador LP 750-4 Superveloce (SV), og nej, det er ikke en hybrid, men en vogn, der faktisk er i stand til at yde sine 740 hestekræfter hele vejen ned ad autostradaen.

lamborgini 1

Lamborghini Aventador SV har en 6.5 liters V12 motor, syvtrins gearkasse og en topfart på 350 km/t.

Vi tager den lige igen 350 kilometer i timen! (Bare rolig, det overgår svenskerne lidt længere nede)

La bomba klarer 0 – 100 på 2,8 sekunder og 0 – 200 på 8,6 sekunder.

Bum. Det giver lidt at drømme om, ikke?

lamborgini2

 

McLaren P1 GTR og 675LT Verdenspremiere

mclaren

Det her er ikke en bil, som du nogensinde kommer til at møde på vejen. Nok er det produktionsbilen, som blev afsløret på Geneve Motor Show, men McLaren P1 GTR er lavet til banekørsel.

Den har en 1000 hestekræfters 3.8 V8 motor med dobbeltturbo og et ikke nærmere defineret hybridsystem, hvilket forklarer det voldsomme antal hestekræfter, forstået på den måde, at en elmotor, nok kan bidrage med hestekræfter, men kun periodevis. (Ligesom svenskeren, der venter dig længere nede).

Bemalingen er specielt interessant på McLaren P1 GTR, fordi det er den samme såkaldte Harrods Racing bemaling, som på McLaren F1 GTR #06R, som tog del i McLarens succes på Le Mans for 20 år siden (hvor den blev nr. 3.).

Til “almindelig” brug for de få heldige og vældigt rige, blev den nye McLaren 675LT (LT står for Longtail) afsløret. Den overgår sidste års showstopper, McLaren 650S, ved både at være lettere, hurtigere og have fået mere effektive turboer.

Den har en 3.8 V8 dobbeltturbo motor med 666 hestekræfter, en topfart på 330 km/t og kan køre 0 – 100 km/t på 2,9 sekunder. Eller 0 – 200 km/t på 7,9 sekunder. Jesus, som man siger i UK.

McLaren 675LT bygges naturligvis kun i begrænset antal.

 

Koenigsegg Regera Verdenspremiere

koenigsegg

Her er den så. Svenskeren, der sætter McLaren til vægs (og han er faktisk også på billedet lige ved siden af vognen, manden bag det hele: Christian von Koenigsegg). I hvert fald med hensyn til hestekræfter.

Den nye Koenigsegg Regera er en plug-in hybrid, i øvrigt Koenigseggs første af slagsen, den har en 5.0 liters V8 dobbeltturbo motor, foruden tre elmotorer, der alsammen giver den 1500 hestekræfter.

Det gør den, ifølge Koenigsegg selv, til den kraftigeste og hurtigste produktionsbil nogensinde. Yderligere specifikationer er ikke offentliggjort endnu, ud over at vognen skulle kunne klare 0 – 400 km/t på under 20 sekunder. OMG!!! De er for vilde, de svenskere.

koenigsegg2

 

Mercedes-AMG GT3 Verdenspremiere

mercedes

Se den og nyd den. For det er ikke mange oplysninger, der endnu er ude om den nye Mercedes-AMG GT3, men vi ved ind til videre, at den er skabt til at køre race, idet den opfylder FIAs GT3 reglement.

Kroppen er lavet af kulfiber, den har en 6,3 liters V8 motor og en seks trins gearkasse. Bum. Mere vides endnu ikke.

Men de første vogne skulle være på vej ud på banerne allerede i begyndelsen af 2016.

mercedes2

 

Ford GT Europapremiere

ford

Den nye højtydende superbil fra Ford har været hypet meget efter verdenspremieren, også i Detroit i USA, tidligere i år, og det er ikke uden grund.

Ford GT ser fantastisk ud, som den drejer rundt på podiet i Geneve og viser sine imponerende linjer fra front til bagende.

Den har over 600 hestekræfter, en syv trins dobbeltkoblingsgearkasse og en V6 EcoBoost centermotor.

Kulfiberbilen er ikke et koncept, men en ægte eksklusiv superbil, som kun vil blive udbudt i begrænset antal til nogle få, uden tvivl pænt velhavende, bilentusiaster.

ford2

 

 

Ferrari 488 GTB

ferrari1

For lige at toppe det med farten af, er Ferraris hovedattraktion på Geneve Motor Show i år en endnu hurtigere vogn.

Den nye Ferrari 488 GTB har en 3,9 liters V8 dobbeltturbo motor med 661 hestekræfter. Det gør den i stand til at nå en topfart på 330 km/ t og køre 0 – 100 km/t på 3,0 sekunder og 0 – 200 km/t på blot 8,3 sekunder!

Hvor mange G det trykker, melder historien ikke noget om, men vildt er det.

ferrari2

 

Zenvo ST1 Verdenspremiere

zenvo

Den vindomsuste danske superbilsproducent, Zenvo, som til daglig holder til i Præstø, viste deres opdaterede Zenvo ST1 frem for verdenspressen i Geneve.

Den vilde bil har fået en ny transmission med en syv trins CIMA gearkasse og ny kobling, foruden nye fælge og opdatering af interiøret.

Den baghjulstrukne kulfibervogn har stadig Zenvos egen udviklede 6,8 liters V8 motor med kompressor og turbo, der gør den i stand til at yde 1104 hestekræfter.

Zenvo regner med at bygge 15 ST1, inden de går i gang med Zenvo ST2, der er efter planen skal være klar om fem år.

Zenvo er i den grad en vogn, der kan sætte bilfanatikernes sind i kog, men vognen får alle til at dreje hovederne her på udstillingen, og det gør mig, som dansker, pænt stolt.

zenvo2

 

Bugatti Veyron Grand Sport Vitesse La Finale Verdenspremiere

bugatti

Sidste og måske største stjerne på Geneve Motor Show er Bugatti Veyron Grand Sport Vitesse La Finale, der er udgave nummer 450 bygget på den franske bilfabrik i Alsace.

Som La Finale antyder, markerer vognen afslutningen på Bugatti Veyron æraen. Dette er den sidste, som i øvrigt allerede er solgt til en kunde i Mellemøsten.

Bugatti Veyron Grand Sport Vitesse La Finale har en 8 liters W16 firedobbelt turboladet motor, der yder knap 1200 hestekræfter, klarer 0 – 100 km/t på 2,6 sekunder!!! og har en topfart på 410 kilometer i timen.

Det er ikke et koncept eller en hybrid, men en vaskeægte superbil.

Verdens sidste Bugatti Veyron er udstillet side om side med den allerførste, chassis nr.1 fra 2005, som Bugatti Veyron Grand Sport Vitesse La Finale i øvrigt også er stylet efter.

 

En kommentar til Sindssyge superbiler

  1. Jens Erik Pedersen 25/03/2015 at 17:18 #

    SUPER BILER..!!!! ja ja, mange heste, og stor hastighed…..MEN hvor meget må de trække på anhængertrækket…????…Den info får man ikke…..

Leave a Reply