spirituskørsel
november 30, 2018

Nu begynder politiets “julekontrol” mod spirituskørsel

De fleste af os fordømmer spirituskørsel. Alligevel blev der sidste år omkring jul fanget næsten 500 bilister med for høj promille eller narko i blodet. Nu sætter politiet ind med landsdækkende kontrol.

Af: Esben Skrumsager / d. 29. november 2018

Det er forbandet koldt for tiden, så når promillen ryger i vejret og fornuften den modsatte vej, kan det måske være fristende at tage en smutvej hjem fra julefrokosten. Derfor har politiet nu taget hul på en landsdækkende spirituskontrol i trafikken forud for julen.

Søndags-kontrol skal afsløre tunge tømmermænd

Politiets fokus og kontroller vil især blive rettet mod de store julefrokostdage torsdage, fredage og lørdage i ugerne op til jul. Der vil også blive udført kontroller på søndage, hvor man stadig kan være påvirket efter indtagelse af spiritus aftenen forinden.

spirituskørsel

Udover spirituspåvirkning vil der også ske kontrol af, om førerne er påvirkede af narkotika eller medicin. Foto: Rigspolitiet

I hele uge 50 indgår kontrollerne i det fælleseuropæiske færdselspolitisamarbejde TISPOL. Desuden vil politiet gennemføre målrettede spirituskontroller 1. og 2. juledag hvor julefrokosterne typisk står i familiens tegn.

De landsdækkende julespirituskontroller vil løbe frem til og med onsdag den 26. december 2018.

Så mange bilister blev taget i den seneste julekontrol

Ved de tilsvarende julespirituskontroller i 2017 blev i alt 275 bilister sigtet for spirituskørsel og 180 for at være påvirket af narkotika eller medicin under kørslen.

Derudover blev der registreret 62 trafikulykker, hvor spiritus kan have været en medvirkende årsag til ulykken samt 11 ulykker, hvor føreren blev mistænkt for kørsel i narko- eller medicinpåvirket tilstand.

Rigspolitiet anbefaler, at du evt. kan gøre følgende i et forsøg på at hindre spirituskørsel:

Sådan kan du forsøge at forhindre spirituskørsel

– Fortæl ham eller hende, at du har det skidt med, at han/hun kører

– Forsøg at tale ham/hende fra at køre og tag evt. bilnøglerne

– Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden

– Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen

– Tilbyd en overnatning

– Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket

– Hvis han/hun alligevel kører, så kontakt politiet på telefon 114.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Esben Skrumsager

Bilnyheder fra ind- og udland samt tests af nye biler med fokus på praktiske egenskaber for familien er Esben Skrumsagers fokusområder.

Med erfaring fra blandt andet Ekstra Bladet, Søndagsavisen og Bil Magasinet er Esben på trods af sine blot 30 år en erfaren herre inden for motorjournalistik.

Esben har en forkærlighed for de tyske bilmærker. Porsche er blandt favoritterne, og privat fragter han familien rundt i en BMW 3-serie fra 2014 (F31). Når vejret tillader det, foretrækker han dog ofte sin motorcykel.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS