Suzuki Jimny
september 19, 2018

FDM sender Suzuki i skammekrogen: “Sikkerheden er ikke taget seriøst”

Ny udgave af smart lille Suzuki-offroader falder som den eneste igennem og skuffer med generel ringe sikkerhed i den seneste Euro NCAP-test. Det er en ommer, mener FDM.

Af: Esben Skrumsager / d. 19. september 2018

Der er generelt godt nyt til de bløde trafikanter. Nye biler bliver nemlig stadig bedre til selv at bremse for både cyklister og fodgængere. Også om natten og i nedsat sigtbarhed. Det viser årets tredje test fra Euro NCAP, der tester sikkerheden i nye biler.

Det er dog ikke alle biler, der gør det lige godt. Fire biler, Audi A6, VW Touareg, Ford Tourneo Connect og Suzuki Jimny, er med i den aktuelle test, hvor sidstnævnte skiller sig mest ud med et skuffende resultat. Bare tre ud af fem stjerner bliver det til for den lille firehjulstrækker, hvilket er årets hidtil ringeste resultat.

FDM: Suzuki Jimmy skal forbedres inden dansk lancering

Den lille offroader har ellers stort set alle de nye sikkerhedssystemer som standard. Systemerne er bare ikke gode nok, mener FDM. Eksempelvis kan nødbremsen ikke bremse på overbevisende vis for cyklister, og den virker heller ikke i mørke.

Dertil kommer, at Suzuki Jimny har en lav kollisionssikkerhed og meget dårlige hovedstøtter, der ikke mindsker risikoen for piskesmældsskader. I førersiden pustede airbaggen sig ikke tilstrækkeligt op, hvorfor testdukkens hoved ramte ratstammen.

– Suzuki skal have ros for at have gjort sikkerhedssystemerne i Suzuki Jimny til standard og ikke noget, der skal tilvælges. Men at kvaliteten ikke er bedre, og at den generelle sikkerhed er så ringe, viser, at Suzuki ikke har arbejdet seriøst med sikkerheden, lyder den hårde melding fra FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen.

– Det bør Suzuki kunne gøre bedre, og de bør derfor arbejde på at gøre bilerne mere sikre, inden modellen kommer til Danmark næste forår, udtaler han i en pressemeddelelse fra FDM.

SE OGSÅ: Bilen der får din gamle spand til at virke ny

Bilbasens redaktion har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den danske importør af Suzuki.

Sådan klarer de andre biler sig i crashtest

Mens Suzuki Jimny altså bliver sendt i skammekrogen, er der fem overbevisende Euro NCAP-stjerner til Audi A6 og VW Touareg. De to tyskere har begge et tårnhøjt sikkerhedsniveau med alle de nye sikkerhedssystemer som standard.

Resultatet betyder, at de to biler får et sikkerhedsfradrag, så prisen i sidste ende bør falde med 12.000 kr.

– Der er ikke mange fingre at sætte på sikkerheden på Audi A6 og VW Touareg. Det skulle da lige være den høje vægt, der gør, at især VW Touareg får nogle knubs, når den testes mod sin egen vægt, siger Søren W. Rasmussen.

LÆS OGSÅ: 5 grunde til at købe en SUV – og 2 til at lade være

Til testens fjerde bil, Ford Tourneo Connect, er der fire Euro NCAP-stjerner. Bilen er oprindeligt en varevogn, men den er nu testet med sæder som en personbil.

Det er forresten ikke første gang, FDM advarer mod lavt sikkerhedsniveau i en ny bil. Tidligere i år var det en populær model fra Fiat, der var i søgelyset hos forbrugerorganisationen. Det kan du læse mere om her.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Esben Skrumsager

Bilnyheder fra ind- og udland samt tests af nye biler med fokus på praktiske egenskaber for familien er Esben Skrumsagers fokusområder.

Med erfaring fra blandt andet Ekstra Bladet, Søndagsavisen og Bil Magasinet er Esben på trods af sine blot 30 år en erfaren herre inden for motorjournalistik.

Esben har en forkærlighed for de tyske bilmærker. Porsche er blandt favoritterne, og privat fragter han familien rundt i en BMW 3-serie fra 2014 (F31). Når vejret tillader det, foretrækker han dog ofte sin motorcykel.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS