Af Malene Raith, journalist og bilblogger på  Pret-a-partir

>>Sikke noget sludder,<< blev jeg blankt affejet af min mand. Min synd var, at jeg netop havde luftet en teori for ham, som han slet ikke kunne se mening i.

Han fik alligevel lov til at tænke lidt over det, og vendte da også storsmilende tilbage et par dage senere med munden fuld af anekdoter.

Min lommefilosofi var udsprunget af, at min mor lige havde ringet og himlet over min far. Nu var han igen løbet tør for benzin, så hun måtte ud på landevejen og servere ham en fyldt reservedunk.

Endnu engang havde han troet, at han liiige kunne klare den det sidste stykke, og så havde bilen overrasket ham.

Og lige pludselig strømmede en hel billedserie forbi mit indre blik.

Min mand, der var blevet snydt af vejledningen til sin Touareg, og løb tør for benzin i morgentrafikken midt i krydset på Rådhuspladsen. To og et halvt tons flytter sig for ingen.

>>Der burde have været mere tilbage,<< var hans forsvar. For det handler jo om, at man sagtens kan køre videre, selvom nålen er på nul, og lampen for længst har blinket advarende.

Der var dengang i Tyskland, hvor han lige havde nået at påpege, at han kendte sin bil og 5 minutter efter måtte ind i nødsporet.

Og så var der dengang, vi lige akkurat nåede at trille det sidste stykke med død motor ind på tanken, og han klukkende kunne berette, hvor mange liter han nu kunne hælde på. Rekord, naturligvis. Der var dengang på Østerbrogade, dengang på Vandel flyveplads, dengang på Frederikssundsvej….

Og det er det, jeg ikke forstår. Hvorfor kører mænd deres tank helt i bund? Hvorfor ikke bare tanke i tide? Jeg kunne kun finde et muligt svar: For at spare tid.

Jo længere man kører på tanken, jo mindre skal man tanke. Man kan med lidt held spare helt op til tre tankninger på et år.

>>Præcis,<< istemte han. Og sådan er det bare.

I det andet ringhjørne står jeg. Med snusfornuften som en stor lysende aura. Jeg er nemlig aldrig løbet tør for benzin. Men jeg har mange gange siddet med hjertet i halsen af skræk for ikke at nå tanken i tide.

Hvorfor det egentlig er så uhyggeligt, ved jeg ikke, men jeg vil undgå det for alt i verden. Af samme grund var det da også først, da manden satte sig bag rattet i min bil, at jeg lærte noget nyt om min gamle Saab. Vi var kørt mod Oslo for at spise frokost. På vej hjem ad de svenske veje gik benzinnålen på nul. Skovområdet er ikke just fuld af benzintanke, så min puls gik naturligvis i selvsving, da han fro blot passerede den nærmeste. Han var iskold.

På denne tur løb vi ikke tør, og jeg lærte, at min bil faktisk har en lille rød lampe, der lyser, når tanken nærmer sig enden. Efter nålen er gået på nul.

Interessant. Ikke, at den har lyst siden. Jeg tanker naturligvis stadig i god tid. I tilfælde af, at lampen ikke virker.

Min konklusion er, helt generaliserende naturligvis, at hvor det for kvinder er en mindre katastrofe at løbe tør for benzin, er mænd helt ligeglade. De siger bare Saatans, finder den tomme reservedunk og går til nærmeste tank. Og så kan man jo spørge sig selv om, hvor meget af den tid de sparer ved at køre tanken i bund, der bruges på at gå efter benzin, når de løber tør. Tja… Omvendt bruger jeg kun 30 liter benzin mellem tankningerne uanset tankkapacitet.

En ting er sikker: adfærden kan ikke ændres.

I går skulle vi ud at kigge på skabe. Det var tæt på lukketid, og vi havde travlt.

Da manden startede motoren, sagde bilen en lyd.

>>Hvad er det?<< spurgte jeg nysgerrigt. Vi havde jo begge sikkerhedssele på, og det var ikke frost.

>>Nårh,<< svarede han og trak på skulderen, >>den fortæller bare, at den mangler benzin….<<