Citroën C5 Aircross
april 5, 2020

TEST: Hatten af for komforten i Citroën C5 Aircross

Fransk SUV imponerer med en affjedringskomfort, som mange andre bilproducenter virker til at have glemt. Vi tester versionen med 2-liters dieselmotor med 180 hk

Af: Morten Bek / d. 5. april 2020

Til at starte med tog Citroën og søstermærket Peugeot ikke SUV’erne alvorligt. Var det nu helt rigtigt, at kunderne ville bytte deres praktiske stationcars og endnu mere anvendelige MPV’er for en høj model? Franskmændene satsede på, at det var en kortlevet modelune. I stedet for at spendere mange milliarder på egne SUV-modeller, lånte de nogle trætte og støvede modeller fra Mitsubishi, Outlander og ASX, til at skabe blandt andet Citroën C-Crosser og Peugeot 4008.

LÆS OGSÅ: Range Rover Velar er smuk – og billigere end før

Ringer det ikke en klokke? Ikke så underligt, for kun de færreste husker de fransk-japanske SUV’er. Og færre endnu tog chancen og købte en. SUV-historien for Peugeot startede derfor for alvor med 3008 (en stor succes), ligesom Citroën også har forstået alvoren – først med den lille C3 Aircross samt sidste år med den større C5 Aircross.

Specifikationer

Citroën C5 Aircross

2.0 Blue HDI aut.

Motor: R4 diesel, 1.997 ccm

Ydelse: 180 hk / 400 Nm

0-100 km/t: 8,6 sek.

Tophastighed: 211 km/t

Forbrug: 15,9 km/l

Startpris: 394.990 kr.

Den mellemstore C5 Aircross måler 450 cm i længden og kommer altid med fem sæder. Bagsædet er ikke er enkelt sædebænk, men tre separate stole, som kan justeres uafhængigt af hinanden. Med god plads i kabinen og et bagagerum på op til 1.650 liter er den nye Citroën i den grad praktisk. Og designet får endda C5 Aircross til at skille sig ud. På en positiv måde, synes vi. Den er, med andre ord, rigtig godt rustet til kampen mod Nissan Qashqai, Renault Kadjar og Ford Kuga.

Vi tester den franske SUV med en af de kraftige motorer: En 2-liters dieselmotor med 180 hk og automatgearkasse – krydret med det højeste udstyrsniveau, Sportline.

Hvad er det så C5 Aircross kan, som de andre ikke kan?

Komfort, komfort og atter komfort. Hvis man hører til den aldersgruppe, som har oplevet biler som Citroën DS, CX, XM eller Xantia, så ved man, at Citroën i den grad har komfort i blodet. I perioder har der været skuffelser og biler så kedelige fra mærket, at vi troede, franskmændene havde glemt deres håndværk. Næsten, men kun næsten troede vi det, for den for længst udgåede C5 (sedan og stationcar) kom kørende på en sky af blød vat.

Så meget komfort enten elsker eller hader man. Den findes også stadig i MPV’erne C4 Spacetourer og C4 Grand Spacetourer (tidligere C4 Picasso), og nu findes den i ganske raffineret form i C5 Aircross. Det er rimeligt at sige, at en kunde vant til affjedringen i en BMW vil udsætte sig selv for søsyge og kvalme i Citroëns SUV. Er man til en let duvende, men aldrig ustabil, affjedring, vil man finde sig til rette i C5 Aircross, som var det en drøm.

SE OGSÅ: Har du dårlig smag i biler? Tak for det!

Til C5 Aircross og visse udgaver af C4 Cactus har Citroën udviklet særlige støddæmpere med flere kamre, som giver en anderledes dæmpning; den fjedrer blødt, men kun til en vis grænse, før blødheden bremses. På motorvejen føles det som om, at SUV’en svæver. Dén komfort giver en afslappende fornemmelse, som får pulsen til at sænke sig.

Køreegenskaberne er sikre, stabile og fine, og styretøjet er let og direkte. Man mærker ikke meget af, hvad hjulene laver. Istedet koncentrerer vi os om at nyde den høje komfort, der passer så fint til bilen.

Har den hestekræfter nok?

Med 2-liters dieselmotoren med 180 hk og 400 Nm har man hele 50 hk og 100 Nm mere end i den mindre 1,5-liters diesel. Det kommer på ingen måde til udtryk i 0-100-accelerationen, hvor C5 Aircross med 180 hk med 8,6 sekunder blot er et halvt sekund hurtigere end den med 130 hk.

Ethvert andet sted end på 0-100-tiden, som er en ligegyldig papirværdi for en familie-SUV, slår de mange ekstra kræfter igennem. 1,5’eren med 130 hk er en mild maskine, som man helst ikke skal udsætte for kortsigtede overhalinger. Den mister hurtigt og pludseligt pusten. 2,0’eren i testbilen er med til at hæve niveauet til tæt på hurtig familiebil. Men mere imponerende er mellemaccelerationerne på landevej og motorvej. Den stærkere motor går også klart bedre i spænd med 8-trins automatgearkassen, som er standard her, mens 1,5’eren enten er med manuel eller den automatiske.

Hvad koster C5 Aircross, og hvad koster en 3 år gammel model?

Som udgangspunkt hører den nye C5 Aircross til i den billige ende af klassen med de kompakte til mellemstore SUV’er. Den er en smule dyrere end for eksempel Nissan Qashqai. Men C5 Aircross er også noget større, mere rummelig og mere moderne. Den billigste version koster 250.000 kr., og i den får man en fin 3-cylindret benzinmotor med 130 hk. Til gengæld får man også et rat i plast, simpel aircondition, stålfælge – man må altså undvære rigtig emget udstyr.

LÆS OGSÅ: 3x biler du kan blive hjemme i

Med den store dieselmotor, som vi tester bilen med her, starter prisen på 395.000 kr. med Platinum-udstyr. Den har udstyret i orden – næsten da. Det er nemlig kun den dyre Sportline til 470.000 kr., der har alt det udstyr, som vi forventer af en ny bil i klassen: LED-forlygter, nøglefri betjening og adaptiv fartpilot. Sportline er desværre også ene om at have de særlige Advanced Comfort-sæder med ekstra god polstring, som man bliver glad for på de længere ture.

Citroën C5 Aircross er helt ny, og for tre år siden var der ingen SUV fra det franske mærke. På bilbasen.dk kigger vi for sjov længere bagud, og to stk. af den Mitsubishi-baserede C-Crosser med 2,2-liters dieselmotor og syv sæder er til salg. Den ene fra 2010 (125.000 km), den anden fra 2012 (90.000 km) – til henholdsvis 160.000 og 166.000 kr. C-Crosser er tydeligvis en specialitet, mens vi forudser, at den nye C5 Aircross om to-tre år vil være en hyppig model på markedet for brugte biler.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS