Mercedes-Benz E-klasse All Terrain
januar 16, 2021

TEST: Den hævede Mercedes-Benz E-Klasse er som et flyvende tæppe

Det kan være svært at gøre en af verdens bedste biler bedre, og Mercedes-Benz har da heller ikke rykket meget ved E-Klassen. Men designet er skarpere, og testbilens 6-cylindrede 3-liters benzinmotor med cylindrene på række (og 367 hk) er i sig selv en nyhed, der varmer om hjertet.

Af: Morten Bek / d. 16. januar 2021

Jeg skal ikke tage noget som helst af æren for at have nået frem til, at Mercedes-Benz’ store E-Klasse er en af de bedste biler overhovedet på kloden. Det har mange, mange andre mennesker, også mange andre end motorjournalister, længe været enige om.

Senest, da først min gode kollega Jacob Dalby tog første tur i den faceliftede E-Klasse i august sidste år, og da min mangeårige diskussionspartner ud i alt om biler, Anders Berner, har der været talt om E-Klassen som noget af det bedste, der findes. Du kan læse Dalbys ord ved at klikke på denne tekst, og ved at trykke en gang mere lige her, tager Berner dig med ud at køre i den tyske luksussedan.

Rå kræfter uden opladning

Mens Dalby og Berner har fornøjet sig med hver sin E-Klasse i udgaven E 300 e, en plug-in hybrid med 4-cylindret motor, 320 hk og en elektrisk rækkevidde omkring 50 km, så vil jeg se nærmere på Verdens Bedste Bil i en noget anden form: Beriget med den ret så nye 3-liters benzinmotor med seks cylindre – den første nye 6-cylindrede motor med cylindrene i række (som hos BMW) fra Mercedes-Benz i årtier.

LÆS OGSÅ | Kia Stinger – hurra for alt det ufornuftige

Med 367 hk har E 450-varianten altså ikke, på papiret, mange flere hestekræfter at gøre godt med end E 300 e-varianten. Men jeg siger det lige en gang til: E 450’eren har seks cylindre. Og den skal ikke lades op for at yde sit bedste.

Specifikationer

Mercedes-Benz E 450

All Terrain

Motor: R6, 2.999 ccm, benzin

Ydelse: 367 hk / 500 Nm

0-100 km/t: 5,4 sek.

Tophastighed: 250 km/t

Forbrug: 11,4 km/l

Startpris: 1.022.398 kr.

(E-klasse fås fra 598.698 kr)

Hvorfor har denne E-klasse store, sorte skærmkanter?

Testbilen er den i Danmark ganske sjældne E-Klasse All-Terrain. Den er baseret på den almindelige stationcar, men krydret med off-road-pynt (et udtryk jeg har fundet på til lejligheden). Store mængder solid, ulakeret plast, noget der ligner beskyttelsesskjold under kofangerne og 4 cm mere i højden, takket være en hævet undervogn, gør næsten E All-Terrain til en crossover.

SE OGSÅ | 5 biler der gør dig til en kæmpe chef

Måske fordi der er så mange af den almindelige E-Klasse på vejene, ser All-Terrain i mine øjne mere spændende og friskere ud. Det grundlæggende design for E-Klassen som model er, med et enkelt ord, “klassisk”. De nye forlygter gør den mere aggressiv, mindre mild- Og mens sedanen-udgaven under faceliftet har fået helt nye baglygter med et tvivlsomt design, så har stationcar og All-Terrain bevaret deres brede baglygter og den store krombjælke på tværs.

All-Terrain-udgaven af E-Klasse er i øvrigt det første forsøg i en disciplin, som Audi, Subaru og Volvo har øvet sig på i flere årtier – den hævede stationcar til alle veje. Man kunne have en mistanke om, at den nye C-Klasse, som har premiere inden længe, også skal sælges som All-Terrain.

LÆS OGSÅ | Mercedes-Benz EQV – til rotteræs eller rød løber?

Den hævede E-Klasse fås med tre motorer, som er langt færre end i den almindelige E. Her er ingen AMG-variant, selv om jeg må sige, jeg er tiltrukket af idéen. Der er heller ingen plug-in hybrid. Der er en 4-cylindret diesel i 220 d 4Matic med 194 hk, en 6-cylindret diesel i 400 d 4Matic med 330 hk og testbilens 6-cylindrede benziner i E 450 4Matic.

Hvordan kører den hævede E-klasse?

Hvem har brug for AMG, når Mercedes-Benz uden sin hustuner kan levere så stort et brag af en motor? Det kunne sikkert være sjovt med en AMG E 63 S All-Terrain med 612 hk, men når jeg mærker suset fra den nye R6-motor, som trækker med langt mere lethed og hurtighed op i omdrejninger end de gamle V6-motorer fra Mercedes-Benz, så har jeg ikke brug for noget som helst mere.

Den 6-cylindrede turbomotor er bundet sammen med et mildhybrid-system, som kommer med støtte og opbakning. Alene den milde elektrificerings indsats i at aktivere start-stop-systemet, uden at man kan mærke eller høre det, er nok til, at systemet skal nævnes.

LÆS OGSÅ | Audi A6 og BMW 5-serie som plug-in hybrid følger med strømmen

Motorens smidighed og kraftudfoldelse er til at spærre øjnene op over. Når en R6-motor kan være så forrygende, kan jeg godt forstå, at tyskerne er vendt tilbage til den. BMW har aldrig sluppet den (og Jaguar-Land Rover har også for nylig lavet en). De har ganske enkelt haft helt ret: Seks cylindre på række kan gøre en stor forskel.

All-Terrain har ikke blot mere frihøjde med sin hævede undervogn, den har også luftundervogn- Dermed kan den hæves højere endnu i sine off-road-køreprogrammer. 99% af tiden er jeg på asfalt, både med og uden sne, og jeg lader den stå i Comfort, som ikke hæver undervognen, men til gengæld giver et godt kompromis mellem komfort, stabilitet og overskuelig krængning.

Svævende på luftundervognen

Når jeg siger komfort, så mener jeg komfort med stort K. Affjedringskomforten er en af de ting, der løfter E-Klassen til at være en af de bedste biler. Selv ikke 20” hjul (ekstraudstyr) og forholdsvis tynde vinterdæk kan spolere indtrykket. Det er som at flyde og flyve – den svæver, men ikke på en urolig eller søsygefremkaldende måde. Den gør det med ophøjet ro.

LÆS OGSÅ | Første danske test: Ny Mercedes-Benz S-klasse 

Det er en klassisk Mercedes-Benz-luftundervogn. Uforlignelig på de fleste overflader, men de værste skarpheder i vejen får den til at rykke lidt fra side til side og miste en smule perfektion. Lige der gør konkurrenten fra Audi det bedre (mere om den herunder).

Verdens Bedste Bil gør noget ved køreturen, som kun de færreste biler kan. Du stiger ud efter flere timer på vejen, og det er som om, du er blevet friskere. Det siger noget om komfort, sæder, kørestilling, støj – ja, om hele bilen.

Hvad koster den så?

For at få de sorte kanter, luftaffjedringen og andet All-Terrain-specifikt betaler man cirka 70.000 kr. mere end for den almindelige stationcar. Det er ikke den værste måde at bruge penge på. Men hvis du er lige så stor fan af designet på den almindelige stationcar, så brug pengene på noget ekstra udstyr til sådan en i stedet. Men omvendt, så skiller E-Klasse All-Terrain sig jo virkelig ud i forhold til alle de E-Klasser, der kører som taxa og firmabil…

E 220 d 4Matic All-Terrain med 194 hk er den fornuftige variant med en nøjsom dieselmotor og priser fra 809.000 kr. Den kraftigere diesel, E 400 d med 330 hk, koster fra 991.000 kr., og E 450’eren ryger over millionen – fra 1.023.000 kr.

Har sådan en E-klasse All-Terrain konkurrenter?

Den har to, faktisk. Jeg nævnte tidligere en konkurrent fra Audi, og det er A6 Allroad. En også meget, meget komfortabel og fed bil. Til 830.000 kr., cirka det samme som basisvarianten af E-Klasse All-Terrain med 194 hk, sælger Audi dig en Allroad med 3-liters V6-diesel med 286 hk. Den er altså svær at modstå.

LÆS OGSÅ | Volvo V90 – en herlig herregårdsvogn

Den anden direkte konkurrent kommer fra Volvo. V90 Cross Country ser klasser bedre ud end den almindelige V90, og mens komforten og pladsforholdene ikke er på niveau med A6 Allroad og E-Klasse All-Terrain, så har den svensk-kinesiske bil et stærkt kort: Prisen. Den starter ved 682.000 kr. for en B5-diesel med 197 hk (plus 14 hk fra en generator i mildhybrid-systemet). Det giver for 127.000 kr. luft op til den billigste E-Klasse All-Terrain.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Gammel Hyundai lærer nye tricks

Hyundai i30 er et godt eksempel på en benzinbil, som betyder langt mindre, end den gjorde tidligere. Den er senest fornyet i 2016, og nu faceliftes den for anden gang.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS