Nigel mansell
januar 7, 2015

Tidligere F1-verdensmester skal sælge Mitsubishi

Formel 1-verdensmesteren fra 1992, britiske Nigel Mansell, må erkende, at der er langt fra den Williams-racer der i start-90’erne gav ham guldet til de japanske familiebiler, han nu skal til at sælge.

Den 61-årige tidligere verdensstjerne udvider sin butik fra udover at forhandle brugtbiler til nu også at tilbyde kunderne nye biler fra det japanske bilmærke Mitsubishi – naturligvis med en vis mængde celebert islæt, da det er selveste Nigel Mansell og søn, Leo, der står for salgsarbejdet.

Mansells bilforhandler befinder sig på øen Jersey, der ligger i kanalen mellem de britiske øer og Normandiet i Frankrig. I små to år har The Mansell Collection forhandlet udelukkende brugte biler med Nigels egen søn Leo som bestyrer af forretningen.
Verdensmesteren fra 1992 med den tunge højre fod og det tykke overskæg har altid været en del af familieforretningen, der blandt andet også rummer en tank- og servicestation. Men fra nu af skal den hurtige brite også have spritnye Mitsubishier i udstillingsvinduerne.

Udover de nye japanske familiebiler byder bilforhandleren, der i øvrigt er indrettet i bedste art deco-stil i en nedlagt biograf, også på samleobjekter fra historiens vingesus. På etagen over de udstillede biler til salg er indrettet et lille museum, hvor det blandt andet er muligt at se Mansells blå kørerdragt fra karrierens højdepunkt i 1992, da han skaffede Williams-Renault Formel 1-verdensmesterskabet.

Egentligt kunne vi godt have valgt at sælge mere eksotiske biler. Men vi vil hellere sælge et produkt, der gør det muligt for flere at komme og handle med os.” Siger den tidligere verdensmester om valget af netop bilmærket Mitsubishi.

Med til historien hører, at det ikke er første gang Mansell skal sælge biler – tidligere har han blandt andet forhandlet biler af mærket Ferrari.

Andre verdensstjerne med spøjse jobs

Det er ikke mange år, man kan forvente at være aktiv på topniveau i motorsport – men ligesom i mange andre sportsgrene er der ofte, efter endt aktiv karriere, træner- vejleder- eller kommentator-jobs at tage for de engang så store stjerner. MEN der er også dem, der lige som Nigel Mansell, finder arbejde et stykke fra motorsportens kongeklasses tinder. Her er et par eksempler:

  • Niki Lauda, F1-verdensmester i 1975, 1977 og 1984: Mellem den anden og tredje verdensmestertitel starter østrigske Niki Lauda flyselskabet Lauda Air. I 2003 starter han endnu et flyselskab denne gang under navnet Niki. Udover at starte og bestyrer virksomhederne har Lauda også selv certifikat, og kan flyve på kommercielle flyvninger.
  • Jody Scheckter, F1-verdensmester i 1979: Den sydafrikanske Formel 1-verdensmester fra slut-70’erne var meget andet end bare hurtig bag et rat. Umiddelbart efter motorsportskarrieren startede han et sikkerheds-og overvågningsfirma i Amerika, som han siden solgte. I dag driver Scheckter en økologisk gård i England.
  • Nelson Piquet, F1-verdensmester i 1981, 1983 og 1987: Efter et crash af de større under træningen til Indianapolis 500 i 1992 begyndte Brasilianske Piquet at tænke i andre baner – for helt at droppe motorsport på topplan umiddelbart efter. Kærligheden faldt på at skabe en satellit-virksomhed, der viste sig så succesfuld, at den hjalp hans søn, Nelson Piquet Jr., med at betale sig vej ind i Formel 1 i 2008.
Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Bilbasen

Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS