oktober 12, 2021

VIDEO: Er en elbil miljøvenlig?

Elbiler regnes af mange for at være et grønt alternativ til diesel- og benzindrevne biler. Men er en elbil miljøvenlig? Eller er elbilerne blot en lille smule mindre forurenende end de traditionelle biler? Du kan få svaret her.

Video: Jacob Dalby & Anders Berner | Dato: 12. oktober 2021

Er en elbil miljøvenlig? Det er et spørgsmål, der ikke findes noget enkelt svar på. Lad os derfor bryde spørgsmålet ned i mindre dele. Vi kan eksempelvis starte med at slå fast, at elbiler helt sikkert er mere miljøvenlige end det benzin- og dieseldrevne alternativ

LÆS OGSÅ | Hvor meget CO2 udleder en elbil?

Faktisk viser en analyse fra Klimarådet, at elbiler på danske veje udleder under halvt så meget CO2 per kørte kilometer som en helt ny fossilbil. Og det er målt på køretøjernes samlede levetid, så alle CO2-udledninger er inkluderet i regnestykket.

Er en elbil miljøvenlig? Hvis vi tager udgangspunkt i et konkret valg mellem en elbil og en gennemsnitlig fossilbil, er svaret helt indiskutabelt, at elbilen er det miljøvenlige valg. I Danmark skal elbilen køre få kilometer for at have udlignet den større CO2-udledning der er ved at producere en elbil. Se med i Bilbasen Strøm, hvor vi dykker ned i regnestykket.

Modargument: Er en elbil virkelig miljøvenlig?

Selvom en elbil er væsentligt mere miljøvenlig end fossilbiler, er det ikke ensbetydende med, at elbilen i sig selv er miljøvenlig.

Hvis du har valget mellem at cykle eller gå til din arbejdsplads eller køre i en elbil, er elbilen ikke det miljøvenlige valg. En elbil forurener nemlig og udleder CO2.

Elbiler forurener godt nok ikke, når de kører. Men ser man på elbilens samlede levetid, kan elbilen potentielt være skadelig for miljøet og det globale klima. Det skyldes især:

  • Produktion af bil: Det kræver meget energi at producere en elbil. Hvis energien kommer fra fossile brændsler, bliver store mængder CO2 udledt i selve produktionen af bilen.

 

  • Produktion af batteri: Særligt produktionen af elbilens batteri er en energitung affære. Jo større batteriet er, desto mere energikrævende er produktionen af batteriet. Hvis energien kommer fra fossile brændsler, bliver store mængder CO2 udledt i forbindelse med produktionen af batteriet.

 

  • Produktion af el: En elbil kører på strøm, og strømmen skal produceres, før den kan overføres til elbilen. Hvis el til bilen er sort energi – det vil sige strøm produceret med olie, kul eller naturgas – er også denne del af bilens levetid omfattet af massive CO2-udledninger.

Den type strøm, der indgår i elbilens livscyklus, er afgørende for, om elbilen kan siges at være miljøvenlig. Hvis strømmen er grøn, kan vi med en vis rimelighed betegne elbiler som miljøvenlige biler. Hvis strømmen er sort, går meget af det miljøvenlige ved elbiler fløjten.

Konklusion: Er elbiler miljøvenlige eller ej?

Svaret afhænger af eksterne omstændigheder. Hvis elbilen er produceret på grøn strøm, og elbilen kører på grøn strøm, er elbilen bestemt et solidt grønt alternativ til diesel og benzindrevne biler.

Hvis elbilens levetid er proppet med sort energi, er det straks mere tvivlsomt, hvor miljøvenlige elbiler i virkeligheden er.

LÆS OGSÅ | Så meget sparer du med en elbil

I Danmark er vi forsynet med store mængder grøn strøm, hvilket gør det relativt nemt at køre sin elbil på miljøvenlig vis. Andre lande er i højere grad afhængige af fossile brændsler. Her er det sværere at køre sin elbil “grønt”.

En god nyhed er dog, at strømmen bliver grønnere i Europa og resten af verden. Samtidig er der blandt bilproducenterne fokus på at nedbringe klimabelastningen i produktionen af elbilens energitunge batterier. Derfor kan vi med god grund håbe på, at elbiler fremadrettet bliver endnu grønnere, end de er i dag.

Alternativt kan man købe en brugt elbil og spare Co2-udledningen ved at producere en ny elbil. Vi har over 2.500 til salg på Bilbasen.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Gammel Hyundai lærer nye tricks

Hyundai i30 er et godt eksempel på en benzinbil, som betyder langt mindre, end den gjorde tidligere. Den er senest fornyet i 2016, og nu faceliftes den for anden gang.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Jacob Dalby

Med baggrund i motorsporten fylder biler med sportslige egenskaber det meste af Jacobs bevidsthed – både nye og brugte giver smil på læben.

Det siges i øvrigt, at Jacob kunne køre før han kunne gå, så interessen for biler startede tidligt. Interessen udviklede sig til passion og siden har arbejdet som motorjournalist på blandt andet Bil Magasinet fyldt det meste af de vågne timer.

Forbrugerstof og vejledning er også blandt Jacobs kernekompetencer og han er ikke ked af at fortælle dig, hvilken bil du skal købe næste gang.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS