maj 19, 2020

VIDEO: Sommerferien er reddet: Guide til de små autocampere

Små autocampere som VW California og Mercedes-Benz Marco Polo er drømmebiler, som kan det hele. Brug dem som transport i hverdagen og som feriebilen, der har indbygget “hotelværelse” til fire personer

Af: Morten Bek / d. 19. maj 2020

Frihed kommer i mange former, og en form som mange drømmer om, er en lille autocamper. Den slags autocamper, som ikke fylder det halve af villavejen, men som i stedet er kompakt nok til at bruge til alt det, en helt almindelig personbil bruges til i hverdagen. Hvad er federe end at kunne hente kæresten fra arbejde, ungerne fra skole eller mødes med vennerne og så køre ud i det fri og tage en overnatning? – De fire siddepladser er der altid, men det samme er “hotelværelset” til fire personer. Frihed i bilform.

SE OGSÅ | Klargøring af bilen for hygiejnen og sikkerhedens skyld

De kompakte autocampere er populære som aldrig før. Flere og flere danskere vil hellere end gerne holde ferien i hjemlandet end langt sydpå. Sammen med en afgiftsændring med lavere priser til følge har det fået salget til at gå i vejret.

Volkswagen California er bilen mange uvilkårligt tænker på, når der bliver sagt lille autocamper. California er næsten et brand i sig selv, men California er ikke den eneste bil af slagsen: Mercedes-Benz Marco Polo er et andet godt eksempel på en kompakt autocamper.

I Bilbasens Guide ser Morten Bek nærmere på de to populære autocampere: California og Marco Polo. Kører de godt nok til ikke at være anstrengende i dagligdagen, og hvad koster de?

Mange funktioner i lille indpakning

Det er ikke de store varevogne, bygget op med store kasser med sofagruppe, bad og toilet, Morten Bek kigger nærmere på i Bilbasens Guide. En autocamper i den kategori er ikke nødvendigvis meget dyrere end VW California og Mercedes-Benz Marco Polo, men de større campere er uegnede til at bruge i hverdagen.

SE OGSÅ | Et vildt godt køb

De små autocampere er indrettet med fire siddepladser og fire sovepladser (to sovepladser i underetagen og to i overetagen, når taget er hævet). Et bord kan slås op foran køkkenet, som er indrettet med to gasblus (gasbeholderen er gemt væk i et skab), vask og køleskab. Og i bagagerummet er der udtag til en udendørs bruser, så et bad aldrig er længere væk end lige ved siden af. Så længe der er fyldt vand i den indbyggede tank, som også sørger for vand til vandhanen ved håndvasken, kan badet køre.

California og Marco Polo er udstyret med moderne, stærke og effektive dieselmotorer, og de kan proppes med mange af de samme komfort- og sikkerhedssystemer som almindelige personbiler. Adaptiv fartpilot og digital instrumentering? Tjek. Men i de små campere handler det mere om udstyr som campingborde og -stole, markise, styring af varme og andet praktisk, som gør dagene i naturen endnu sjovere.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS