maj 26, 2023

3x atypisk Citroën til under 125.000 kr.

Vi har mæsket os i Cordon bleu og Croissanter i denne uge og kastet os over 3 styks Citroën. Vi har samlet nogle af de mest interessante og sjove biler fra franske Citroën, som du kan få for under 125.000 kr.

Af: Zacharias Lund

Gennem tiden har Citroën produceret adskillige skøre og skæve biler, hvoraf de tre, vi har udvalgt i denne omgang, bestemt passer fint ind under denne beskrivelse.

LÆS OGSÅ | 3x ministerslæder til under 350.000 kr.

Vi har blandt andet en lille varevogn med bladfjedre, en rullende sofa med en undervogn af smør og en fransk GTi, der kører som et flyvende tæppe.

Det er fransk, det er interessant og inkluderer selvfølgelig skør teknik. Vi ser nærmere på de tre udvalgte biler, som du kan blive klogere på dem her. Måske kan du endda blive inspireret til at prøve de skøre franskmænds genialiteter af.

Fransk sardindåse: Citroën 2CV-Van

Åh ja, den charmerende 2CV er jo umulig at komme udenom, når atypiske, interessante og skæve Citroëner skal udvælges. Denne 2CV varebil har også en hel masse charme og så er den praktisk, eller i hvert fald derhenad.

LÆS OGSÅ | 3x charmerende og veldesignede cabrioleter til under 150.000 kroner

Med sin lille 600cc motor og en tophastighed omkring sneglefart, er det ikke vind man skal forvente at få i håret. Den når nok aldrig over 80 km/t, medmindre du har hård medvind og finder byens djævlebakke.

Med ni millioner produceret er der ikke tale om hvilken som helst bil. 2CV’en er en ikonisk bil for Frankrig såvel resten af verden. Oprindeligt var modtagelsen af 2CV’en lidt blandet, men ideen bag var genial. Du kunne transportere 4 passagerer og en sæk kartofler, samtidigt med at bilen var billig og stabil, hvilket gjorde den særligt populær blandt folk på landet.

Man skal nok tage varevogns aspektet med et gran salt, men pladsen er der da. Den gamle præmis om, at man kan transportere 50 kg kartofler i sin 2CV holder fortsat. Jeg vil endda vove pelsen og sige, at man kan transportere 100 kg kartofler i bagagerummet på denne 2CV varevogn, hvis det skulle blive aktuelt.

LÆS OGSÅ | 3x elbiler til under 150.000 kr.

Står man og mangler en mindre varevogn er her et interessant, men utroligt langsomt bud. Du får helt sikkert kredit for valget, men tålmodigheden skal også være der. Prisen lyder på 119.900 kr. og inden du mener den er høj, så husk at du kan flytte 100 kg kartofler. Du kan opleve den gule gyngehest lige her.

Den rullende sofa: Citroën DS21 Pallas

Hydropneumatisk? Hvad i alverden er det, tænker du måske. Teknikken blev først introduceret tilbage i 1955 af Citroën, hvorefter mærker som Rolls Royce gjorde dem kunsten efter. Det er helt simpelt en selvjusterende affjedring, der giver maksimal komfort på diverse underlag. Da teknikken er yderst kompleks, er pneumatikken efterhånden erstattet af luftundervognen.

Citroën gjorde brug af hydropneumatik i deres DS-biler såsom denne DS21. En lang, glat og elegant flyder, der komfortmæssigt var langt foran sin tid, da den tilbage i 1975, da denne første gang blev indregistreret.

LÆS OGSÅ | 3x terrængående SUV’er til under 100.000 kr.

Historien går på, at Charles De Gaulle, Frankrigs præsident i 1959-1969, overlevede et attentat, da han blev fragtet i en DS, som kunne køre i fuld fart trods punkteret dæk. Det betød at han kunne undslippe med livet i behold. Den skøre affjedring gør, at DS’en kan køre på tre hjul, hvilket blevet den kære franske præsidents redning.

Normalt har Charles De Gaulle ellers siddet ganske komfortabelt på bagsædet i sin DS’er, på det der mest af alt minder om en sofa. Ordet “Pallas”, som fremgår i modellens navn, antyder, at bilen er udstyret med den luksuriøse udstyrspakke, der blandt andet gav et højdejusterbart førersæde, bedre lydisolering og forskellige interiørdele i læder.

LÆS OGSÅ | 3x hurtige tyske stationcars fra 00’erne

Nu er du måske blevet lidt klogere på det hydropneumatiske system og DS21, så mangler du jo kun at erhverve dig en og blive glad for den. Det har du mulighed for nu, da bilen på billederne kan blive din for 105.000 kr.

Det flyvende tæppe: Citroën CX 2,5 GTi Turbo

Den hurtigste i flokken af de tre udvalgte, men det siger ikke så meget. Topfarten ligger på 220 km/t og det er en fart som 2CV’en og DS’eren kun kan drømme om. CX deler dog samme atypiske og udtryk som de to andre.

LÆS OGSÅ | 3x flabede 80’er-slæder

Så snart man drejer nøglen, løfter det røde tæppe sig og så er man klar til en elegant, flyvetur over asfalten. CX er designet med henblik på bedst mulig aerodynamik. Faktisk er navnet CX en reference til luftmodstandskoefficienten (drag coefficient), der på fransk betegnes som Cx. Den har også en fornuftig koefficient på 0,36, hvilket er på niveau med nutidens nye biler.

Som om det udvendige design ikke var funky nok, så bliver du mødt af en kabine, der byder på synsbedrag og et særligt rat. Rattet er et levn fra den gamle DS, der havde samme karakteristiske rat. Sædebetrækket skal man nok lige vende sig til, men det gør jo ikke noget ved komforten.

Kørekomforten kan bedst beskrives som et flyvende tæppe. Hvis du endnu ikke har haft mulighed for at prøve et flyvende tæppe, så forestil dig en fornemmelse af at glide hen over asfalten uden bump og ujævnheder. CX’eren kører ligesom DS21 også med en hydropneumatisk affjedring, hvilket giver denne her fornemmelse af at glide hen over asfalten, som var det et flyvende tæppe.

LÆS OGSÅ | 3x fede coupéer til dig, der ikke vil blære dig

Der er altså en god kombination af skøre detaljer og rent design på denne CX 2,5 GTi. Uanset hvad er det en ganske interessant bil, der sjældent ses på de danske veje. Man har altså mulighed for at købe noget ganske atypisk og fransk helt ind til benet. Den kan blive din for 99.900 kr. og du kan se den lige her.


Flere biler fra Citroën

Du kan opleve flere atypiske Citroën her.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Zacharias Lund

Zacharias er ved at uddanne sig til journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er i forbindelse med sit studie i praktik ved Bilbasen, hvor han får lov at udnytte sin store interesse for biler.

Zacharias har trods sin korte tid som motorjournalist allerede bevæget sig rundt blandt større etablerede medier som Børsen og Bilmagasinet, hvor han også har været redaktør for årbogen “Årets Biler” i 2022 og 2023.

Ved siden af skole og praktik driver Zacharias det lille videomedie 3-Punkts-Vending, hvor han laver videoer med biler i fokus.

Zacharias er stor fan af design og flotte linjer, ligesom en vellydende og gennemført sportsvogn også nemt fanger hans opmærksomhed.

Ved Bilbasen laver Zacharias en masse forskelligt, men arbejder typisk med at skrive artikler og finde interessante artikler at bringe.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS