maj 17, 2023

3x ministerslæder til under 350.000 kr.

Når de ærekære politikere skal fragtes fra A til B, foregår det oftest i knapt så nedtonede biler. Vi har samlet tre store slæder til under 350.000 kr., der uden problemer kunne være ministerbiler.

Af: Zacharias Lund

Det har sine fordele at være minister i det danske kongerige. Som bilentusiast kan man til tider godt blive misundelig på ministrenes transportmidler.

LÆS OGSÅ | 3x terrængående SUV’er til under 100.000 kr.

Flåden af ministerbiler består typisk af Mercedes S-Klasse, Audi A8 og BMW 7-Serie, hvoraf størstedelen kører på som plug-in hybrid-varianter. Fornuften er dog begyndt at indtræffe, da flere ministre i dag vælger de elektriske pendanter.

LÆS OGSÅ | 3x hurtige tyske stationcars fra 00’erne

I denne uges 3x er der ikke blevet plads til en eneste elbil, men var man minister og havde frit valg på alle hylder, kunne disse tre udvalgte bestemt være aktuelle, såfremt fornuft ikke var en ting.

Det britiske ministerium: Jaguar XJ L

Gennem tiden har de britiske premierministre kørt i diverse britiske biler, men i de senere år har Jaguar XJ LWB været en fast del af ministerflåden i Storbritannien. Selvom premierministerens XJ LWB er både skud- og bombesikker, er det grundlæggende den samme bil, du kan erhverve dig her.

LÆS OGSÅ | 3x hurtige biler, der ser helt almindelige ud

Den over fem meter lange bil har oceaner af plads til din arbejdscomputer, konfidentielle papirer eller attachemappen. Det lille “L” indikerer, at akselafstanden er forøget, så attachemappen faktisk kan åbnes på bagsædet uden problemer.

Det er nok ikke miljøministeren, der vælger denne bil, da V8-motoren under kølerhjelmen sluger mere benzin end der er PFAS i grundvandet. Ikke desto mindre er der noget pondus over den minister, der vælger denne 385 hestes Jaguar.

Jaguar XJ LWB Portfolio 5.0 V8

Motor: V8 benzin, 5.000 cm3
Ydelse: 385 hk / 515 Nm
0-100 km/t: 5,7 sek.
Tophastighed: 250 km/t
Forbrug: 8,8 km/l
Mål (L/B/H): 
525/189/145 cm
Køreklar vægt: 
1.773 kg
Bagagerumsvolumen: 520 liter


Hvor premierministerens bil bruger materialer som kevlar og titanium for maksimal beskyttelse samt ekstra tykke og skudsikre ruder, har denne udvalgte Jaguar XJ LWB en lidt mere standard kabine. I kabinen finder man træpaneler, læder og generelt materialer af høj kvalitet.

LÆS OGSÅ | 3x flabede 80’er-slæder

Skulle man ud og erhverve sig en lignende bil fra ny tilbage i 2010, lød prisen på godt 2,2 millioner kroner, hvor man i dag ‘kun’ skal slippe lige under 300.000 kr.

Er man på udkig efter noget britisk, der er blåstemplet af selveste premierministeren, er denne Jaguar XJ LWB nok det bedste bud. Med god V8-lyd og samtidig rigeligt med plads. Du kan opleve den lige her.

Det sikre valg: Audi A8 Lang

Står du som skatteminister, forsvarsminister eller udenrigsminister og skal vælge en ny ministerbil, er Audi A8 i den lange udgave nok blandt de sikreste valg.

Poul Nyrup, Helle Thorning Schmidt og Lars Løkke deler måske ikke ideologi, men smag i biler har de dog tilfælles. De er nemlig alle blevet fragtet rundt i en Audi A8 i deres statsministerperioder.

Og nu kan det altså blive din tur til at blive fragtet rundt i allerbedste ministerstil, da denne Audi A8 lang kan blive din for den nette sum af 330.000 kr.

Audi A8 4.2 Quattro lang

Motor: V8 Diesel, 4.134 cm3
Ydelse: 350 hk / 800 Nm
0-100 km/t: 5,6 sek.
Tophastighed: 250 km/t
Forbrug: 13,3 km/l
Mål (L/B/H): 
527/195/146 cm
Køreklar vægt: 
2.045 kg
Bagagerumsvolumen: 510 liter


Det er til at forstå, hvad “lang” betyder, men hvad betyder det egentlig for kabinen? Det betyder blandt andet at bagsædet er splittet. Der er altså kun plads til to på bagsædet, men de to passagerer får så også en særdeles bekvem tur med god plads, massagesæde og muligheden for at lægge sig ned.

Jeg skal ikke kunne sige, om de respektive ministre har taget en lur på bagsædet, men jeg ville sagtens kunne forstå dem, hvis det var tilfældet.

Udover høj komfort får man også skærme på bagsædet, så man kan se 18-nyhederne på farten og aldrig misse noget.

LÆS OGSÅ | 3x sprøde sedaner til spotpris

Det er til at forstå, hvorfor Audi A8L er ministrenes go-to bil og nu kan du kan blive lige så godt kørende som statsministrene gennem tiden. Det kan være at du skal undersøge mulighederne for chauffør for at få det bedste ud af bagsædet. I så fald kan du opleve den lange Audi her, hvis ikke den er solgt.

Den klassiske: BMW 750i

Er man minister og vil gerne vil lidt mere vintage til værks i valget af ministerbil, er denne BMW 750i helt klart et godt bud. Nogle vil nok argumentere for, at det burde være en Li-model for at være en helt rigtig ministerbil, men til 199.900 kr. finder du nok ikke et bedre bud end denne.

LÆS OGSÅ | 3x fede coupéer til dig, der ikke vil blære dig

Anders Fogh Rasmussen blev fragtet rundt i en tilbage i 2008 da han prædikede minimalstat. Er der noget BMW 750i ikke er, så er det minimal. Det er den hurtigste og mest kraftfulde af de tre udvalgte. Med sin 4.4-liters benzinmotor yder den 407 hk og præsterer at ramme 100 km/t på 5,1 sekunder.

BMW 750i 4.4

Motor: V8 Benzin, 4.395 cm3
Ydelse: 407 hk / 600 Nm
0-100 km/t: 5,1 sek.
Tophastighed: 250 km/t
Forbrug: 8,8 km/l
Mål (L/B/H): 
507/190/148 cm
Køreklar vægt: 
2.020 kg
Bagagerumsvolumen: 500 liter


Det kan godt være, at den har 14 år på bagen, men tilbage i 2009, da den var splinterny, havde den alverdens teknologiske finurligheder. Nogle mere brugbare end andre. Skal du for eksempel have kølet din Pepsi Max, kan du smide den i det afkølede handskerum. Eller skal du liste dig gennem mørket efter et vildt årsmøde i partiet, har denne udvalgte bil også night vision.

Af mere brugbart udstyr kan nævnes adaptiv fartpilot, head-up-display og automatisk parkeringssystem.

LÆS OGSÅ | 3x Alpina fra tre årtier

Da det ikke er den lange limousine-udgave, har den ikke splitbagsædet eller skærmene, hvilket man som minister kan have brug for. Som menigmand kan man godt leve uden og alligevel føle sig som minister i sin BMW 750i. Er du til en lidt vintage og oldschool ministerbil, kan du opleve den her.

Nu har du altså tre muligheder for at blive lige så godt kørende som statsministeren – eller i hvert fald tre bud på biler, der kan give dig følelsen af at være minister for under 350.000 kr.

Du kan på Bilbasen selv udforske de andre mulige ministerbiler lige her.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Zacharias Lund

Zacharias er ved at uddanne sig til journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er i forbindelse med sit studie i praktik ved Bilbasen, hvor han får lov at udnytte sin store interesse for biler.

Zacharias har trods sin korte tid som motorjournalist allerede bevæget sig rundt blandt større etablerede medier som Børsen og Bilmagasinet, hvor han også har været redaktør for årbogen “Årets Biler” i 2022 og 2023.

Ved siden af skole og praktik driver Zacharias det lille videomedie 3-Punkts-Vending, hvor han laver videoer med biler i fokus.

Zacharias er stor fan af design og flotte linjer, ligesom en vellydende og gennemført sportsvogn også nemt fanger hans opmærksomhed.

Ved Bilbasen laver Zacharias en masse forskelligt, men arbejder typisk med at skrive artikler og finde interessante artikler at bringe.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS