april 18, 2023

4 er tallet for crossover-coupé hos Polestar

Der er fart på hos Polestar – i bogstavelig forstand. Den nye Polestar 4 har et design, som signalerer fart, og den fås da også med op til 544 hk.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Polestar 4 er den nye crossover-coupé hos det svensk-kinesiske mærke, og mens den er stærkt knyttet til den mere SUV-prægede Polestar 3, er den helt sin egen.

4’eren er en 484 cm lang crossover med en akselafstand på 3 meter, og den skal være en ny slags SUV, som “hylder bagsædepassagerernes komfort og oplevelse.” Det må betyde, at også voksne har god plads og sidder godt, men det må komme an på en prøve.

LÆS OGSÅ | Polestar 2 har nyt design og 635 km rækkevidde

Polestar 4 er den hidtil stærkeste model fra det unge mærke, og selv om den nok skal blive degraderet med ankomsten af den kommende Polestar 5, er 4’eren stærk med stort S. Med to elmotorer (og firehjulstræk) har Dual Motor-varianten 544 hk.

3,8 sekunder fra 0-100 km/t lader sig gøre i den model, men fordi mindre også kan gøre det, kommer Polestar 4 som Single Motor med træk på baghjulene og 272 hk.

Batteriet er på 102 kWh

Polestar benævner begge versioner Long Range. Modeller med lang rækkevidde. Der nævnes ingen andre udgaver, men en model med kortere rækkevidde kan være en mulighed på et senere tidspunkt.

LÆS OGSÅ | Første tur: Polestar 2 BST Edition 270 for fuld smadder på Ascari

Batteriet i de to Long Range-udgaver er på 102 kWh, og Polestar regner med, at Dual Motor med 544 hk kan ramme 560 kilometer på en opladning, mens Single Motor skulle kunne ramme 600 kilometer.

Ladekapaciteten er for begge modeller 200 kW, som er det, vi med et pænt ord kalder gennemsnitligt.

Kommer til Danmark i starten af 2024

Kinesiske kunder er de første, som får lov at køre den nye Polestar 4. Bilerne skal nemlig ikke transporteres langt for at nå de kunder – den skal produceres i byen Hangzhou Bay på Geely-fabrikken.

Kunder i Europa, herunder Danmark, vil kunne møde den nye Polestar i starten af 2024, og da det endnu ligger et godt stykke ude i fremtiden, er der endnu ingen dansk pris. Men Polestar 4 får en markant lavere startpris end Polestar 3. Den vil starte på 60.000 euro, hvor 3’eren starter på cirka 80.000 euro.

LÆS OGSÅ | Den er god nok: Lexus laver en stor MPV til europæerne

3’eren koster i Danmark fra 800.000 kr., men den har en ydelse på mindst 489 hk, hvor 4’eren altså fås med 272 hk.

Alle Polestar 4 vil have panoramaglastag, som strækker sig helt til bagklappen (der er derfor ingen bagrude) og infotainmentsystem med 15,4″ touchscreen.


Brugte biler fra Polestar til salg på Bilbasen

Se flere brugte biler fra Polestar til salg på Bilbasen

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS