kørekort B
oktober 11, 2019

Kørekort B: Hvad må jeg køre?

Spørgsmål fra Villads

Hej Bilbasen,

Må jeg køre mine forældres minibus, selvom jeg bare tager et almindeligt kørekort?

Hilsen Villads

Svar fra redaktionen

Hej Villads,

Tak for dit spørgsmål! Som udgangspunkt må du gerne køre dine forældres minibus med et almindeligt kørekort B, så længe den ikke vejer mere end 3.500 kilo. For at uddybe mit svar lidt, får du her et overblik over reglerne for kørekort B og hvad du må køre. Du kan også finde en oversigt over de forskellige kategorier af kørekort på borger.dk.

 

Alle biler og motorkøretøjer er ikke ens, og derfor er et kørekort ikke bare et kørekort. Du tager nemlig et kørekort med det formål at køre en bestemt type motorkøretøj. Du skal derfor forholde dig til, hvilket motorkøretøj, du har tænkt dig at køre, før du tager et kørekort.

Kørekortet er delt op i en række kategorier, som afspejler forskellige typer af motorkøretøjer. Du kan således tage et kørekort til personbiler, lastbiler af forskellige størrelse, motorcykler, busser og til større påhængskøretøjer. 

Hvad må jeg køre med kørekort B?

Det vigtigste at vide om kørekort B er, at du må køre en personbil med dette kørekort. Det er altså kørekort B de fleste af os render rundt med som bevis for, at vi må køre en helt almindelig familiebil.

LÆS OGSÅ | Hvad koster et kørekort?

Det er imidlertid en lidt for begrænset definition, for der ligger mere i kørekort B end det, vi normalt forbinder med en personbil.

Hvad er et kørekort B så?

Hvis vi standser op et øjeblik og kigger på den præcise ordlyd i bestemmelsen, så skriver myndighederne, at du med et kørekort B må køre:

»Person- og varebil på indtil 3.500 kg og med plads til højst ni personer.«

Med et kørekort B må du altså køre en familiebil, en varevogn og hvad der i princippet kan betegnes en “minibus”, når blot de ligger indenfor den ramme, der er angivet.

Lad os kigge nærmere på hver biltype.

Familiebil med kørekort B

Du må køre en familiebil på op til 3.500 kilo inklusiv personer og bagage. Desuden gælder den samlede totalvægt også for eventuelle trailere og campingvogne, du spænder fast til bilen. Ved almindeligt brug er vægten normalt ikke noget, du behøver forholde dig til. Spænder du noget fast til bilen, er det derimod vigtigt, at totalvægten overholdes.

LÆS OGSÅ | Insider-tips – 6 gode råd til leje af bil

Derudover må du højst have sæder i bilen til ni personer. En stor familiebil med plads til seks personer og et ekstra sammenklappeligt sæde bagi hører altså stadig ind under kategori B.

Varevogn med kørekort B

Vi forbinder måske ikke normalt en varevogn med en almindelig bil, men så længe totalvægten ikke overstiger 3.500 kg hører den under kategori B og så må du gerne køre den.

Det betyder, at du eksempelvis gerne må låne eller leje en mindre varevogn i forbindelse med en flytning og selv køre dine ejendele hen til din nye bolig.

Minibus med kørekort B

En varevogn eller et såkaldt “rugbrød” indrettet med sæder som en lille bus, falder også ind under kategori B, så længe der kun er plads til maksimalt ni personer inklusiv føreren. Du kan altså godt leje eller låne en minibus, hvis firmaet skal på udflugt eller hele familien skal med til fest i den anden ende af landet.

Sørg blot for at tjekke minibussens samlede totalvægt, som igen ikke må overstige 3.500 kg.

 

De bedste hilsener,

Simon Hallenslev

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS