august 12, 2022

Brugte elbiler fra Tyskland bliver væsentligt dyrere

Tyskland sænker tilskud til elbiler og fjerner det fuldstændigt fra plug-in hybrider fra nytår. Det vil gøre brugte elbiler i Danmark markant dyrere.

TEKST: Jacob Dalby / FOTO: Simon Hallenslev

I slutningen af juli vedtog den tyske regering en ændring af det såkaldte BAFA-tilskud til lavemissionsbiler. Hidtil har købere af elbiler, afhængig af nyprisen, fået op til 9.300 Euro, svarende til 69.500 kroner, i tilskud, mens tilskuddet for plug-in hybriderne har været op til 6.750 Euro eller godt 50.000 kroner. Tilskuddet er givet i samarbejde mellem den tyske stat og bilproducenten.

SE OGSÅ | Mercedes EQE: Elektrisk E-Klasse med mislyde

Fra nytår falder tilskuddet bort for plug-in hybriderne, mens elbilerne maksimalt kan få 6.750 Euro. Ændringerne sker på baggrund af debat om, hvorvidt bilerne reelt bliver i Tyskland efter tilskuddet er udbetalt eller om de eksporteres.

Vil medføre stigende priser

I Danmark har BAFA-ordningen medført en massiv import af lavemissionsbiler, fordi bilerne, efter de har fået udbetalt tilskuddet, er solgt til danske forhandlere. Sidste år blev der importeret over 20.000 lavemissionsbiler til Danmark hvoraf langt hovedparten stammer fra Tyskland.

SE OGSÅ | Hvilke ladestandere findes der?

”Omstilling til kørsel i lavemissionsbiler i Danmark har virkelig fået nytte af den tyske BAFA-ordning og den efterfølgende import af nærmest nye elbiler og plug-in hybrider. Derfor vil priserne på brugte, nyere lavemissionsbiler stige efter nytår som en direkte konsekvens af ændringerne. Det er dog vigtigt at understrege, at Tyskland fastholder betragtelige tilskud på op til 50.000 kroner på elbilerne, og derved vil der fortsat være et incitament til at tage bilerne til Danmark,” siger Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen og Bilinfo.

Jan Lang har beregnet konsekvenserne for basisudvarainterne af de mest populære elbiler på det tyske marked. En VW ID.3 får reduceret tilskuddet med 20.000 kroner, en Tesla Model 3 får reduceret tilskuddet med 26.000 kroner, mens en Kia EV6 får 29.000 kroner mindre i tilskud. Bilkøberne kan forvente, at priserne på de brugte elbiler vil stige stort set lige så meget som tilskuddet falder.

Ti gange flere brugte Tesla 3 end nye

Salget af brugte Tesla 3 modeller er et eksempel på, hvor meget brugtbilmarkedet har bidraget til omstillingen til elbiler i Danmark. Alene i årets første syv måneder er der importeret over 3.700 brugte Tesla 3 modeller, mens der er solgt lige over 350 nye. Salget af brugte Tesla 3 modeller er altså ti gange større end nybilsalget af modellen.

SE OGSÅ | Elbilerne presser plug-in hybriderne ud

”Der er ingen tvivl om, at forhandlerne får travlt med at finde så mange relevante elbiler inden BAFA-ordningen ændres, men der er lignende tilskudsordninger i en lang række lande, og forhandlerne er allerede begyndt at importere biler fra lande som Sverige, Frankrig og Italien,” fortæller Jan Lang.

Slutdato på BAFA

I forbindelse med ændringerne oplyser den tyske regering, at den tyske stat ophører med at yde tilskud ved udgangen af 2024, og der i de kommende to år er afsat 3,4 milliarder Euro eller godt 25 milliarder kroner til BAFA-ordningen.

Fakta om BAFA-tilskudsordningen i Tyskland

  • Private købere af lavemissionsbiler i Tyskland skal beholde bilen mindst seks måneder for at få tilskuddet udbetalt.
  • Tilskuddene udbetales til såvel plug-in hybrider, brint- og elbiler
  • Tilskuddene er gradueret efter bilernes pris, de billigste biler får det højeste tilskud.
  • Indtil videre er der ansøgt om tilskud til 1,3 million biler (opgjort 28. juli)
  • BAFA-ordningen blev oprettet i 2016, men tilskuddene til elbiler og plug-in hybrider tog for alvor fart i 2019.
  • Der findes ordninger som BAFA-tilskuddet i 16 andre europæiske lande, herunder Sverige, Frankrig og Spanien.
Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Jacob Dalby

Med baggrund i motorsporten fylder biler med sportslige egenskaber det meste af Jacobs bevidsthed – både nye og brugte giver smil på læben.

Det siges i øvrigt, at Jacob kunne køre før han kunne gå, så interessen for biler startede tidligt. Interessen udviklede sig til passion og siden har arbejdet som motorjournalist på blandt andet Bil Magasinet fyldt det meste af de vågne timer.

Forbrugerstof og vejledning er også blandt Jacobs kernekompetencer og han er ikke ked af at fortælle dig, hvilken bil du skal købe næste gang.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS