april 20, 2023

Brugte luksusbiler: De bedste brands og modeller at købe

Hvilke brugte luksusbiler er egentlig de bedste, og hvad signalerer de forskellige mærker, hvis du vælger at købe en luksusbil? Læs med her.

Af: Bilbasen Blog

I denne artikel kan du læse mere om:

  • Hvilke bilmærker og brands der er de bedste inden for luksussegmentet
  • Hvad de forskellige bilmærker signalerer, når du kører i dem
  • Hvilke modeller det giver mening at købe

De tyske premium-mærker sidder solidt på tronen, når det handler om de bedste brugte luksusbiler. 

Det er konklusionen, når man taler med ejer af BestCAR Thomas Jepsen, der har solgt brugte luksusbiler siden 2008.

– Det hedder lynhurtigt Mercedes, BMW, Audi og Porsche, hvis man er almindelig køber, der er ude efter en bil i luksussegmentet, siger Thomas Jepsen. Og ellers er Land Rover også virkelig et eftertragtet mærke blandt luksusbilskøberne.

Thomas Jepsen lever af at finde og levere de rigtige biler til sine kunder ved at hjælpe dem hele vejen gennem alle overvejelserne omkring udstyr, farve, motorstørrelse, kilometertal, mærke, model og finansiering. 

Han ved derfor også med sine 15 års erfaring, hvorfor folk køber luksusbiler, og hvad de leder efter, når de gør det.

– Det, der står allerøverst på listen, når vi taler luksus, er udstråling. Det handler ikke om at vifte med sine penge, det handler langt mere om at vælge en bil, der har en signalværdi, man kan genkende sig selv i. Det skal være god stil, siger Thomas Jepsen.

I denne artikel fremhæver Thomas Jepsen de bedste brands og modeller inden for luksusbiler.

Bedste brugte luksusbiler: Mercedes

Mercedes, som brand, signalerer, ifølge Thomas Jepsen, at man har styr på tilværelsen, er tilbagelænet og ønsker sig et velrenommeret, anerkendt mærke.

– Man har måske haft en hurtig bil, og vil gerne have en stor motor, men det er mest til når det går lige ud. Det er en tilgang, der lyder, ”vi skal nok nå det – men når man er på motorvejen, vil man da gerne ligge forrest”, siger Thomas Jepsen.

Mercedes producerer biler i en række forskellige klasser, hvor alle stort set kan være med, og det betyder, at man i dag kan køre Mercedes, uden at virke for “flashy”, mener Thomas Jepsen.

– Selv en ældre Mercedes holder typisk en høj signalværdi, og over hele spektret af modeller er der en solid signalværdi i brandet. Jeg vil mene, at selv en billig Mercedes stadig er en god bil i alles øjne. Og hvis man er villig til at prioritere at få en fed bil, så er Mercedes et godt valg.

Prisen på større Mercedes-modeller starter ved 800.000 kr. og opefter fra ny. Når modellerne bliver tre til fem år gamle falder de til omkring halv pris. 

Bedste Mercedes-modeller:

Mercedes GLE og Mercedes GLS 4×4 modellerne

Mercedes E-klasse coupé

Mercedes S-klasse


Bedste brugte luksusbiler: BMW

Bayerske BMW ligger, når det kommer til status, tæt på Mercedes, men er mere ”ungdommeligt”, oplever Thomas Jepsen.

– BMW udstråler noget lidt mere frisk fyr-agtigt end Mercedes. Det er en bil til dem, som simpelthen ikke føler, at de er “gamle” nok til at køre i en Mercedes. Og det har ikke kun noget at gøre med alder, det er også en oplevelse af ikke at være Mercedes-typen, forklarer Thomas Jepsen.

Han betegner BMW som en “driver’s car”, hvor der er mere fart over feltet, end der er i for eksempel en Mercedes. Samtidig har BMW altid været langt fremme på teknologi-fronten. 

– Der er simpelthen så utroligt mange valgmuligheder på udstyrssiden, og det betyder, at der et meget bredt spektrum af udstyrsløsninger på brugtmarkedet for BMW. Der er virkelig mange BMW’er, så man kan næsten sidde og sætte sin brugtbil sammen ned til mindste knap, siger Thomas Jepsen. 

Prismæssigt ligger BMW i samme nabolag som Mercedes, og bilerne er af høj kvalitet, mener Thomas Jepsen.

– BMW laver sindssygt gode biler, og det er biler, jeg har indtryk af, ruller relativt problemfrit også efter syv år.

Bedste BMW-modeller:

BMW X5 4×4 modellerne

BMW 5-serie


Bedste brugte luksusbiler: Audi

Audi med de fire ringe gør det rigtigt godt i laget lige under Mercedes og BMW.

– Audis største succes i luksussegmentet er i min optik den store SUV Q7, siger Thomas Jepsen. Også Q5’eren er populær, og leverer stor valuta for pengene.

A6-modellen er også en salgssucces, men befinder sig traditionelt i klassen under konkurrenterne fra BMW og Mercedes, mener Thomas Jepsen.

– Jeg oplever, at Audi har sværere ved at holde den samme status over tid, som en BMW eller Mercedes typisk vil gøre, siger han – men Audi er et prismæssigt godt alternativ, og som sagt er særligt deres SUV’er meget populære.

Bedste Audi-modeller

Audi Q7 og Audi Q5 4×4 modellerne

Audi A6


Bedste brugte luksusbiler: Porsche

Porsche adskiller sig en smule fra de andre luksusbilsmærker, fordi udvalget af modeller til segmentet er mere begrænset end hos Mercedes, BMW og Audi – og at de historisk er et rent sportsvognsmærke.

Thomas Jepsen fremhæver modellerne Panamera, Cayenne og Macan.

– Især med Panamera er de trådt ind på luksusscenen, hvor man får en helt særlig blanding af sport og komfort, siger Thomas Jepsen.

Han forklarer, at Porsche, især med de nyere modeller, henvender sig til kunder, der søger luksuriøs komfort, men ikke kan identificere sig med det lidt limousine-agtige, der er over fx en Mercedes S-klasse. 

Især er Porsche-modeller som Panamera en fornøjelse at køre. 

– Man lever bag rattet i sådan en, siger Thomas Jepsen.

Tilgængeligheden på brugtmarkedet er også god, fortæller han, omend Porsche naturligvis er en dyr bil brugt og endnu dyrere fra ny. 

– Porsche opererer i virkeligheden lidt i en anden liga.

Bedste Porsche-modeller

Porsche Panamera

Porsche Macan

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Bilbasen Blog

Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS