januar 24, 2016

Citroën DS3 Racing Gold Edition

Citroën DS3 Racing findes lige nu I relativt stort antal på brugtmarkedet. Blandt andet er der tre biler til salg i den begrænsede serie Gold Edition med guld på fælge, tag, sidespejle og i interiøret. Ja, okay det er ikke rigtig guld, men vi forestiller os da, at det kunne være en fiks bil til Medina.
Vi er lidt i tvivl om vi ville vælge en Gold eller en orange. Hvad ville du vælge?
Faktisk har vores journalist testet DS3 Racing, da den kom frem. Hans test kan du læse herunder – det er ikke Gold Edition, men den almindelige med orange og koksgrå stafferinger.
Den var ret dyr som ny, vat en af konklusionerne.

Eftersom bilerne nu er brugte – skal der ikke helt så mange penge på bordet. Siden har Citroën i øvrigt droppet sit eget navn på DS-serien, der dermed kun hedder DS.

Se brugte Citroen DS3 Racing på BilBasen

Artikel fra BilBasen – dit Bilmarked 2009:

This is just a tribute

Citroën DS3 Racing er ikke helt, hvad Ebbe Sommerlund troede den ville være

– Den ser frisk ud, siger den ældre herre, mens han trækker sin indkøbspose med hjul efter sig.

– Ikke som de andre kedelige biler, fortsætter han. Og han har jo fat i noget. Der er ikke andre som Citroën DS3 Racing (DS3R) Orange tag og stafferinger der som taget fra et jagerfly. Den tør noget. Vil noget.

Det er ikke noget alle ved, men Citroën er ekstremt succesfuld i rally. Sebastian Loeb har bag rattet af forskellige Citroen vundet Verdensmesterskabet otte år i træk. Otte gange. Jeg siger det lige igen: Otte gange i træk. Det er da på tide med en hyldest til den bedrift. Nogle hylder ved at klappe. Andre ved at synge en sang. Citroën har bygget en bil. Citroën DS3 Racing

Sej motor

Motoren i DS3 Racing er en sej sag. 207 hk fra kun 1,6 liter. I gamle dage ville det give utæmmet turbotøven og ketchupefffekt, men ikke i dag. Du er ikke i tvivl om, at her er turbo, for effektens opbygning stiger voldsomt efter et splitsekund med fuld gas. Men den trækker som en travhest på epo – det kan gå rigtigt stærkt, men du kan også cruise med 80 km/t og køre næsten 20 km/l. Gearskiftet er lige så stramt som Ole Henriksens håndled. OK, det er præcist for en franskmand, men det er langt fra fx en Honda i præcision.

Fronten af instrumenthuset er orange, skålsæderne er perfekte og midterkonsollen er beklædt med ægte kulfiber. Det spiller.

Ikke som forventet

Jeg havde oprindeligt forventet noget mere af Citroën DS3 Racing. Prisen på 500.000 kr. havde retfærdiggjort en kompromisløs racer med barberbladsskarpe køreegenskaber og en motor der hvæser som en Renault Megane RS eller en Ford Focus RS. Men DS3R er civiliseret og hverdagsduelig – men stadig hurtig.

Den er sportsligt sat op og den er absolut underholdende. I en almindelig Citroën C3 bliver du glad for ESP, for den er løs i bagenden. I DS3R kan du slå ESP helt fra, men gør det kun, hvis du er semipro racerkører. Med hårdere fjedre og bredere hjul, så slipper en DS3R lynhurtigt med bagenden, hvis vægten forskyder sig fremad. Og jeg mener så hurtigt, at de færreste når at redde den. Her er den kompromisløs.

Jeg kommer til at tænke på sangen fra Tenacious D, Tribute, hvor to rejsende brødre møder djævlen og spiller The Greatest Song in the World. Den kan de selvfølgelig ikke gengive i studiet, så det bliver til en hyldest til the Greatest Song in The Wold. Men hyldestsangen er stadig genial. Med Sebastian Loeb er DS3 the greatest rallycar in the world. But this is just a tribute, og det er ikke så skidt endda.

Citroën DS3 Racing

Motor: R4. 1.598 ccm. 16V. Turbo

Ydelse: 207 hk ved 6.000 o/min.

275 Nm ved 2.000 o/min.

Topfart : 235 km/t.

0-100 km/t.: 6,5 sek.

EU-miks: 15,6 km/l

Mål (L/B/H): 395/175/1144 cm

Vægt(køreklar)/last/påhæng: 1.240/357/0 kg

Bagagerum: 285/980 l

EJERAFGIFT: 2.020 kr. årligt

Ny pris: 499.900 kr.

Fås brugt fra ca. 270.000 kr.
   
   

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Ebbe Sommerlund

Nye biler kan være fine, men Ebbe Sommerlund sværger til de brugte af slagsen. Han vil nødig kaldes ekspert, men hans enorme viden er ikke til at tage fejl af, hvorfor han også er den primære drivkraft bag Bilbasens brevkasse.

Den motorjournalistiske baggrund har han fået hos blandt andre Bil Magasinet, V-Max og elbilmagasinet GO, hvilket har gjort ham til et omvandrende leksikon.

Ebbe er som sagt glad for brugte biler, og særligt de japanske af slagsen giver julelys i øjnene. Han er dog efterhånden blevet så voksen, at drengedrømmen af en toptunet Honda Civic er blevet erstattet af en fornuftig Renault Laguna.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS