Det betaler sig åbenbart i ejerglæde, hvis du køber en dyrere bil. Premium-mærkerne placerer sig pænt i toppen af årets Autoindex fra FDM Motor. BMW 3-serie har de gladeste ejere af alle, hvilket ikke overrasker – den er altid med i toppen. BMW ejere er typisk loyale og BMW gør meget ud af køreegenskaber og komfort.
Mere overraskende er Mercedes-Benz B-klasse, der på andenpladsen er bedst placerede bil med stjerne på fronten. Det overrasker, fordi B-klassen med sit forhjulstræk og mpv-agtige karrosse ikke er en traditionel Mercedes-Benz . De klassiske dyder er dog ikke langt nede på listen og Mercedes-Benz ejerne placerer hele tre biler i top 10.
Honda CRV sniger sig lige ind i det fine selskab, som den eneste, der ikke er fra Europa.
Autoindex er den største danske undersøgelse af danske bilejeres tilfredshed, og mere end 36.000 bilejere har deltaget i 2014.
Top 10 i Motor Autoindex 2014:
- BMW 3-serie 907
- Mercedes-Benz B-klasse 904
- BMW 5-serie 904
- Volvo V60 897
- Mercedes-Benz E-klasse 897
- Audi A6 892
- Volvo S40/V40/V50 892
- Mercedes-Benz C-klasse 890
- Honda CRV 889
- Audi A4 889
Bilejernes vurdering er omregnet til en skala op til 1.000. Gennemsnittet er 829 for alle bilejere i undersøgelsen.
Kilde: FDM Motor Autoindex 2014