april 9, 2023

Duel: Renault Megane E-Tech og Cupra Born er her stadig

Med drastiske prisreduktioner har Tesla fået alt til at handle om dem. Det betyder dog ikke, at der ikke findes alternativer! Renault Megane E-Tech og Cupra Born er her stadig, og vi sætter dem mod hinanden her.

Tekst & foto: Simon Hallenslev

En Tesla Model 3 kan i dag gafles for 329.990 kr. og selvom det er en god pris, betyder det ikke, at det er den rigtige for alle. Der findes flere fede alternativer i samme prisspænd, og to af dem er Renault Megane E-Tech og Cupra Born.

Begge er elbiler med kant, fint med plads og overraskende køreegenskaber. Spørgsmålet bliver selvfølgelig, om der er en af de to, der er bedst?

Det finder jeg ud af, når jeg sætter Renault Megane E-Tech op imod Cupra Born.

Hvordan kører de?

Overraskende?

Ja, jeg skrev overraskende! Selvom der er tale to elektriske hatchbacks til fornuftige priser, så får man i begge duellanter overraskende køredynamik.

Renault Megane E-Tech er en let og agil forhjulstrækker, der (næsten) leder tankerne tilbage til fransk fordums tid med underholdende hot hatches. Chassiset er uhyre velsammensat, hvor man skånes for krængning, selvom komfortniveauet er anstændigt højt. Franskmanden raffineret, fordi den er lige dele ivrig og behersket.

LÆS OGSÅ | Duel: MG4 og Renault Megane E-Tech er ikke så tætte som ventet

Helt så sjov som Cupra Born er Megane dog ikke, og det skyldes ganske enkelt, at den spansktalende ID.3-kusine har elmotoren på bagakslen. Her opleves en anden balance i måden, Born skubber sig ud af et sving på. I kombination med et bedre afvejet styretøj, er Born en anelse mere spændende, når man mosler rundt. Og det er egentlig mærkværdigt.

For ikke alene er undervognen mindre raffineret i Cupra Born – den slæber også rundt på en større batteripakke, der gør den næsten 250 kg tungere. Det er en mervægt, der mærkes, men kun på en måde, hvor det giver tyngde i kontrast til Megane, der alle dage føles let og agil.

Det er denne lille snert i dynamikken, der adskiller duellanterne, som begge må beskrives som virkeligt velkørende. Også når det går mere roligt til, kører de godt. Franskmanden og spanieren formår nemlig altid at holde et vist niveau af komfort, selvom undervognene er til den kontante side.

Større batteri, mere rækkevidde

Cupra Born fås med to batteripakker. En på 58 kWh og en på 77 kWh. Renault Megane E-Tech fås ligeledes med to batteripakker, hvor den ene er på beskedne 40 kWh og den anden er på 60 kWh. Her synes det som udgangspunkt mest rimeligt at sætte Born med 58 kWh op imod Megane med 60 kWh.

Alligevel er det en Born med 77 kWh, der stiller til duel af den simple årsag, at denne starter i 350.000 kr. præcist som Megane gør med 60 kWh. Og mens jeg nok skal vende tilbage til priser og udstyr, betyder forskellen præcist det, man regner med, når det kommer til rækkevidde: Større batteri, mere rækkevidde.

LÆS OGSÅ | Duel: Nissan Ariya udfordrer favoritten Skoda Enyaq

Cupra Born er opgivet til 548 km, mens Renault Megane E-Tech er opgivet til 442 km. Herfra kan man tage højde for den typiske elbils ‘sikkerhedsmargen’, der under kolde forhold er mindst 100 km begge duellanter. Her melder rækkeviddeangsten sig pludseligt noget hurtigere i Megane, end den gør i Born – og særligt hvis kaster man motorvejskørsel ind i ligningen

Hvordan er kabinerne?

Forfriskende franskmand

Fuldstændig som undervognen, fremstår kabinen i Renault Megane E-Tech raffineret. Foruden bløde materialer med god kvalitetsmæssig tyngde, er der fundet plads til nogle løsninger, der føles spændende og nærmest eksklusive til prisen.

Langs dørsiderne løber et nupret stykke plastik, der ligner et stykke træ fra fremtiden, og som er lækkert at røre ved. Her er også detaljer i aluminium, en gearvælgerstilk bag rattet og en lille hylde under infotainmentskærmen, hvor ens smartphone kan ligge. Det er små ting, der gør den store forskel her.

LÆS OGSÅ | Duel: Har Toyota BZ4X noget på Hyundai Ioniq 5?

Og apropos infotainmentskærmen, så måler den i franskmanden 12” og er monteret vertikalt, som man også bruger sin smartphone. Skærmen er krystalklar i sin opløsning og fint trykfølsom, mens systemet bag er Renaults seneste aftapning kaldet OpenR.

Foruden at være nydeligt i sit layout og intuitivt, er systemet sat op med Google Play, hvorfor man kan hente applikationer som Spotify og Maps direkte til bilen. Det er med andre ord også noget, man kender fra sin smartphone, og er en fed forlængelse til det allerede glimrende system.

Prikken over i’et er den digitale instrumentering på 12,3”, der følger infotainmentskærmen i sin krystalklare opløsning, og som pakker alle de informationer, man kunne tænke sig.

Spanier med tyske aner

Kabinen i Cupra Born er noget mere konventionel og Volkswagensk’, hvilket ikke er så mærkeligt, fordi det er en ID.3, den bygger på. Heldigvis er kabinekvaliteten et helt nøk bedre end den tyske fætter, og spanske Cupra har også fået lov til at tilføre lidt temperament.

Foruden de bronzefarvede detaljer, der efterhånden er et Cupra-varemærke, er der ligeledes lidt mønster i dørsiderne, som øjet kan hvile på. Det er smart, men det er ikke på niveau med Megane, hvilket også kan siges om materialekvaliteten, hvor der i Born er mere hård og utiltalende plast.

LÆS OGSÅ | Duel: VW Polo GTI og Ford Puma ST er et spørgsmål om temperament

Det er lidt den samme historie med infotainmentskærmen, hvor opløsningen ikke på niveau med den i Megane. Systemet er fint intuitivt at hoppe rundt i, men er ikke bleg for at fryse midt i en kommando, og bevæger sig generelt langsommere gennem funktionerne.

På rattet og under infotainmentskærmen har Born også adopteret end spandfuld af VWs gyselige touchknapper. Knapperne på rattet reagerer sjældent og volumenknapperne i testbilen er stået helt af. Touchbarslideren under skærmen er tilmed uoplyst, hvorfor man ikke har en jordisk chance for at se, om man justerer på klimaanlægget eller lydanlægget i mørke.

Den digitale instrumentering på 5,3” bag rattet virker i sammenligning med Renault lidt sølle, både når det kommer til mængden af information samt opløsningen på skærmen generelt.

Hvad med pladsen?

Begge duellanter har fint plads til fire voksne mennesker, selvom de, der henvises til bagsædet, næppe kommer til at strække sig. Det er jo trods alt to kompakte hatchbacks, vi har med at gøre. Gulvet virker som udgangspunkt lidt lavere i Born, hvor passagerer med lange ben nok bliver mest komfortable over lange distancer.

Megane gør op for sit hævede gulv med et bagagerum, der er ret imponerende, taget størrelsen i betragtning. Det er dybt og har en kapacitet på 440 liter. Bagagerummet i Born er mere regulært i sin opbygning men pakker stadig pæne 385 liter.

Priser og udstyr

Mere rækkevidde uden merpris

Renault Megane E-Tech fås helt ned til 310.090 kr., men det er, som nævnt, med et 40 kWh batteri, der ikke får dig længere end 296 km ned ad bakke med vind i ryggen. Med 60 kWh batteri og 220 hk starter Megane i 350.090 kr., hvilket jo stemmer godt overens med de 349.990 kr. som Born koster med 77 kWh batteri.

Problemet er bare, at Renault Megane E-Tech Equilibre til 350.090 kr. mangler en del af det udstyr, man gerne vil have med. Det er eksempelvis den lækre 12” infotainmentskærm samt adaptive fartpilot, der mangler. Her skal man op i Techno til 370.090 kr. plus en pakke til 7.500 kr. med den adaptive fartpilot.

I kontrast står Cupra Born e-Boost med 77 kWh til 349.990 kr. uden nævneværdige udstyrsmangler. Faktisk kan man bestille Cupra Born High med 58 kWh batteri til 319.990 kr. uden at gå ned på udstyr. Det vigtigste udstyr, som Cupra Born e-Boost 77 kWh har med sig, er 170 kW lynladning mod 120 kW normalt. Megane lynlader med 130 kW, men trumfer til gengæld med dobbelt så hurtig AC ladning på 22 kW.

Værd at vælge?

Ja! Helt klart. Hvis ikke Tesla Model 3 er bilen for dig, så er her to stærke bud. Særligt på køreglæde og dynamik, kan de bide skeer med amerikaneren, ligesom de også ligger et konkurrencedygtigt kabineniveau for døren.

Skal jeg vælge mellem Cupra Born og Renault Megane E-Tech, bliver det ingen nem opgave. Med den sprøde kabine, det udsøgte chassis og det store bagagerum har franskmanden meget kørende for sig, og hvis ikke de lange distancer fylder meget i dagligdagen, er det den, man skal vælge.

LÆS OGSÅ | Duel: BYD Atto 3 går efter struben på Kia Niro EV

Når det kommer til rækkevidde, er jeg bare lidt en kylling, og med (mindst) 100 km ekstra i rækkevidde uden merpris i Cupra Born, er det den, jeg selv ville gå med. Rækkevidden og mængden af udstyr til prisen er kun lige akkurat nok til, at Born gør op for sine digitale udfordringer og mindre spændende kabine. Det er snævert, og begge biler er værd at huske i et ellers Teslaficeret brugtmarked.


Renault Megane E-Tech Electric EV60

Motor: Elmotor (for)
Ydelse: 220 hk / 300 Nm
0-100 km/t: 7,5 sekunder
Tophastighed: 160 km/t
Forbrug: 15,5 kWh/100 kilometer
Batterikapacitet: 
60 kWh
Rækkevidde: 442 kilometer
Opladningshastighed AC/DC: Op til 22 kW / 130 kW
Mål (L/B/H): 420/177/151 cm
Køreklar vægt: 1.743 kilo
Bagagerumsvolumen: 
440 liter
Startpris: 350.090 kr.


Cupra Born e-Boost 77 kWh

Motor: Elmotor (bag)
Ydelse: 231 hk / 310 Nm
0-100 km/t: 7 sekunder
Tophastighed: 160 km/t
Forbrug: 15,8 kWh/100 kilometer
Batterikapacitet: 
77 kWh
Rækkevidde: 548 kilometer
Opladningshastighed AC/DC: Op til 11 kW / 170 kW
Mål (L/B/H): 432/180/154 cm
Køreklar vægt: 1.960 kilo
Bagagerumsvolumen: 
385 liter
Startpris: 349.990 kr.


Find duellanterne til salg på Bilbasen:

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS