april 2, 2023

Duel: Toyota Corolla Cross udfordrer familiefavoritten Nissan Qashqai

Er der grobund for et tronskifte? Nissan Qashqai har siddet tungt på tronen som familiefavorit blandt prisbillige crossovers – men den nye Toyota Corolla Cross trækker de store linjer op.

Tekst & foto: Simon Hallenslev

Det er to modelnavne, der kan give anledning til ærefrygt.

Nissan Qashqai har siden 2007 været synonymet for en snusfornuftig crossover til familien og har solgt som lunt bagværk i Danmark såvel som Europa med et flot totalsalg på over 3 mio. eksemplarer. 

Corolla er til gengæld det modelnavn, der er sat på flest biler i verden, og for første gang nu også på en crossover i form af Toyota Corolla Cross.

Det ser ud til, at de klassiske Corolla-dyder er intakte i den højbenede version, men er det nok til at vippe en familiefavorit som Qashqai af pinden? Det forsøger jeg at finde ud af, når jeg sætter Toyota Corolla Cross op mod Nissan Qashqai.

Hvordan kører de?

Store ruller

Indled aldrig med en undskyldning. Det gælder for taler, præsentationer og nok også anmeldelser. Alligevel er det præcist det, jeg gør, når jeg undskylder Nissan Qashqais komfortunderskud med et stykke fabriksmonteret ekstraudstyr.

Testbilen står nemlig på 20” ruller, der ikke gør godt for komforten i en bil, der i forvejen er til kontante side. Undervognen i Qashqai er generelt ret godt sammensat, men over skarpe ujævnheder er de store fælge en streg i regningen.

LÆS OGSÅ | Duel: Citroën C5 X PHEV vs. VW Arteon eHybrid – prisen er altafgørende

Det mærkes ekstra tydeligt, når bilen, der står i direkte sammenligning, er Toyota Corolla Cross. Her er undervognen nemlig udpræget komfortabel, hvilket understøttes af mere passende 18” fælge, hvorfor det er Corolla Cross, der tager sig bedst ud på storbyens brolagte gader.

Hvis de langstrakte landeveje er bløde og milde, er de to duellanter tættere matchet. Ingen af dem kan beskrives som tilnærmelsesvis dynamiske, men alligevel går det slag i slag uden overraskelser. Her er de stabile og letkørte.

Styretøjet i Qashqai er tungere og giver derfor illusionen af mere feedback fra forhjulene, mens styretøjet i Corolla Cross er meget let. Denne forskel i styretøjets afvejning gør også en lille forskel i forhold til, at Qashqai opleves som lidt mere plantet og Corolla Cross lidt mere agil. Men kun lidt.

Hel eller halv hybrid?

Dykker vi ned i drivlinjen, er der markante forskelle på duellanterne, selvom de begge bruger ordet ‘hybrid’. Qashqai er en såkaldt mild-hybrid med et 12V-system, hvor et lillebitte batteri og ditto elmotor kan give et 6 Nm boost til den 1,3-liter store benzinmotor med 158 hk.

Corolla Cross er en rigtig hybrid på bedste Toyota-facon. Det betyder, at batteriet er større, og at den elektriske motor spytter mere regulære 83 hk og 206 Nm i asfalten. Den samlede systemydelse i Toyota Corolla Cross løber derfor op i 197 hk, hvilket giver et mærkbart kraftoverskud i sammenligning.

LÆS OGSÅ | Duel: BYD Atto 3 går efter struben på Kia Niro EV

Nissan Qashqai føles som en almindelig benzinbil, hvilket giver mening, da det altid er benzinmotoren, der klarer ærterne. Automatgearkassen skifter sømløst mellem sine syv trin, når man er i gang, men virker til tider både knoklet og halvsløv ved igangsætninger.

Toyota Corolla Cross kan rent faktisk klare en del af bykørslen på ren strøm, og når benzinmotoren lulles i gang, mærker man sjældent vekslingen.

Gearkassen i Corolla Cross er en e-CVT-bandit, der river omdrejningerne højt op ved selv moderate accelerationer, hvilket giver et lydbillede, der kun tiltaler hørehæmmede. Ved almindelig kørsel er den dog virkelig rar og giver altid gnidningsfri igangsætning.

Den vigtigste forskel i drivlinjerne for familien Danmark er dog selvfølgelig økonomien. Her er Qashqai opgivet til 15,9 km/l, mens hybridsystemet i Corolla Cross giver flotte 19,6 km/l. 

Det er en forskel, der er til at tage og føle på. Uden at have foretaget en punktlig økonomitest, lægger jeg gerne hovedet på blokken for, at Corolla Cross altid er mindst 3 km/l mere økonomisk end Qashqai – og nok også lidt mere.

Hvordan er kabinerne?

Pæn eller robust?

Kabinen i Nissan Qashqai er nydelig, moderne og velbygget, mens den i Toyota Corolla Cross mest bare er velbygget. Og her skal der ikke lyde en sønderlemmende kritik af Toyota-kabinen – den er bare simpel.

Kabinen i Corolla Cross er hverken præget af former, farver eller fede fiduser, men til gengæld solide trykknapper og mekaniske håndtag der sidder, hvor man forventer dem. Det er no-bullshit og svært at blive rigtig sur på.

LÆS OGSÅ | Duel: Japansk livskraft i Honda Civic og Mazda 3

Desuden passer det ikke helt med den “gammeldags” indretning. Corolla Cross er nemlig udstyret med den seneste generation af infotainment fra Toyota, og det er helt udmærket: Nydeligt layout og en høj opløsning på den 10,5″ store skærm.

I kontrast til Corolla Cross er der faktisk en form for formgivning i Qashqai. Der er også variation i materialevalget, hvor imiteret læder og aluminium tilfører en knivspids lækkeri til den budgetorienterede crossover.

Testbilen har 9” infotainment, hvilket er 1,5” mindre end skærmen i Corolla Cross, men dertil mindst lige så nydelig og intuitiv i sit layout.

Det, som Corolla Cross taber på design og formgivning, vinder den igen, når det kommer til kvalitet. Steril eller ej, så virker Toyota-kabinen robust og hårdfør, mens enkelte af materialerne mangler lidt tyngde i Qashqai, hvor testbilen også allerede har pådraget sig en form for knirken.

Den store åbning

De to duellanter måler omtrent det samme i udvendige mål, hvilket også gør, at kabinepladsen er ensartet. Det er udmærket uden at være prangende, og det vigtigste er, at der er hoved- og benplads nok til to voksne mennesker på bagsæderne. Hvis marginalerne tæller, har Qashqai en kende mere benplads.

LÆS OGSÅ | Duel: Peugeot 308 vs. 3008 – stationcar eller SUV?

Hvad vigtigere er, at Qashqai har en åbning på bagdørene på næsten 90 grader, hvilket efterhånden er blevet et Nissan-varemærke. Den store åbning sikrer, at det er uhyre nemt at bakse både børn og autostole ind på bagsædet.

Det er også Nissan Qashqai, der pakker mest i bagagerummet med 480 liter (504 liter når gulvet fjernes) mod de 433 liter i Toyota Corolla Cross.

Priser og udstyr

Klassisk snyder

Testbilerne står med de største af to mulige drivlinjer: Nissan Qashqai har en 1,3-liter MHEV med 158 hk og automatgear, mens Toyota Corolla Cross har en 2-liter Hybrid med 197 hk og automatgear. Dette er drivlinjerne, jeg vil anbefale.

De fås dog begge i et nummer mindre, hvor Nissan Qashqai får 1,3-liter MHEV med 140 hk og manuelt gear, og Toyota Corolla Cross med 1,8-liter Hybrid, 140 hk og automatgear. Her starter Qashqai Visia i 279.900 kr. og Corolla Cross Active i 344.990 kr.

Det lyder som en vild forskel, og det er det også – men kun fordi Nissan har en klassisk snydevariant på menukortet.

Til 279.900 kr. er der hverken infotainmentskærm, alufælge eller klimaanlæg. I kontrast får man i Corolla Cross Active både infotainmentskærm, bakkamera, sæde- og ratvarme, digital instrumentering, 2-zonet klima og meget mere til de 344.990 kr.

Med de anbefalede og større drivlinjer, starter Qashqai Acenta i 334.900 kr. og Corolla Cross Active i 374.990 kr. Og selvom Nissan med Acenta-varianten disker op med lidt mere af det udstyr, man forventer fra en moderne bil i dag, skal man op i en Qashqai N-Connecta til 371.167 kr. for at få digital instrumentering, stor 12,3″ infotainment og 18” alufælge.

Med et ensartet udstyrsniveau følger duellanterne hinanden nogenlunde i pris, og testbilerne i denne duel hører til i den veludstyrede ende med ting som elektrisk bagklap, panoramatag og LED-forlygter med adaptiv styring. Toyota Corolla Cross er en Style Comfort til 414.990 kr., og Nissan Qashqai er en Tekna+ til 424.448 kr.

Tronskifte?

Det er ikke mig, der vurderer, om tronskiftet finder sted. Det gør salgstallene, når Toyota Corolla Cross har været på markedet i lang nok tid til, at man kan lave en direkte sammenligning. Alligevel vil jeg gerne give mit skøn.

LÆS OGSÅ | Test: Toyota Corolla Cross Hybrid er ren fornuft fra ende til anden

Jeg tror godt, at tronen kan skifte. Stod valget mellem de to biler, ville jeg i al fald løbe med Toyota Corolla Cross. Nissan Qashqai har stadigvæk meget kørende for sig: Kabinen er mere spændende, og pladsen er lidt bedre med 90 graders åbning på bagdørene som partytrick.

Toyota Corolla Cross er til gengæld mere komfortabel og udstyret med den seneste aftapning af Toyotas hybridsystem. Sidstnævnte er tungen på vægtskålen, da man får et lavere forbrug, men samtidig flere kræfter.


Nissan Qashqai 1,3 MHEV Tekna+

Motor: 1,3-liters benzinmotor
Ydelse: 158 hk / 270 Nm 
0-100 km/t: 9,2 sekunder
Tophastighed: 199 km/t
Forbrug: 15,9 km/l
CO2-udledning: 141-145 gram/km
Mål (L/B/H): 442/183/162 cm
Køreklar vægt: 1.468 kilo
Trækvægt: 1.800 kg
Bagagerumsvolumen: 
504-1.447 liter
Pris: 424.448 kr. (Qashqai fås fra 279.900 kr)


Toyota Corolla Cross 2,0 Hybrid Style Comfort 

Motor: R4, 1.987 cm3 + el
Ydelse: 197 hk / 190 + 206 Nm
0-100 km/t: 7,6 sekunder
Tophastighed: 180 km/t
Forbrug: 18,9-19,6 km/l
CO2-udledning: 114-121 gram/km
Mål (L/B/H): 446/183/162 cm
Køreklar vægt: 1.435 kilo
Trækvægt: 750 kilo
Bagagerumsvolumen: 436-1.359 liter
Pris: 414.990 kr. (Corolla Cross fås fra 344.990 kr.)


Find Toyota Corolla Cross og Nissan Qashqai til salg på Bilbasen:

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS