november 18, 2015

En legende til salg i Aarhus

Porsche Carrera GT var en legende allerede da den første rullede ud af fabrikken i Leipzig – ja, den er ikke bygget i Stuttgart. En begrænset produktion på 1.500 enheder gjorde at de første ejere, hvis de ville, kunne sælge bilen med fortjeneste allerede fra dag et. Porsche byggede i øvrigt kun 1.270 biler på grund af ændrede airbag-regler i USA. 

Carrera GT er en af nullernes helt store legender sammen med Mercedes-Benz McLaren SLR, Ferrari Enzo og Bugatti Veyron. Carrera GT er udelukkende bygget som en åben sportsvogn, og hvor åbne biler normalt kan risikere at vride sig, så er der en detalje i Carrera GT der forhindrer dette meget effektivt – hele chassiset er nemlig bygget i kulfiber – det man kalder en monocoque.

I det hele tager ikke bare lugter Carrera GT af F1 – den lyder også af F1 – altså Formel 1 som i de gode gamle dage med V10 motorer og masser af omdrejninger. Selv affjedringen er af cantilever-typen – altså hvor fjedre og støddæmpere er monteret vandret.

Centermotoren er på 5,7 liter og den leverer 612 hk ved 8.000 o/min. 0-100 km/t overstås på 3,9 sekunder, men mere imponerende nås 200 km/t på 9 sekunder.

Hvor konkurrenten Mercedes-Benz McLaren SLR er en brummende bulderbasse, er Carrera GT en tenor. Udstødningen udsender den fineste skønsang i høje toner. Det kunne have været skingert, men det er helt perfekt.  
Både bremserne og koblingen er af keramisk materiale, og den sidstnævnte kræver efter sigende lidt tilvænning. Ifølge motorjournalisten Christian Frost er der tre måder at gøre det på:

1. Du rører ikke gassen, men kobler langsomt til

2. Du løfter omdrejningerne til 3.500 o/min og balancerer dig afsted

3. Du rykker motoren op på 6.000 o/min og slipper koblingen, mens baghjulene kæmper for greb og motoren rammer begrænseren, mens den lyder som et maskingevær.

Vi tror Porsche Center Jylland vil foretrække nummer et, hvis du skal ud at prøve bilen. Den er nemlig til salg netop nu.

I 2004 kostede Carrera GT lige omkring tre mio. kroner eller ni mio. kroner med afgift. Og mens det lyder af mange penge, så er priserne i dag højere. De billigste står til 4,5 mio. kroner på mobile.de, og denne sorte skønhed står i Risskov ved Aarhus til 5,7 mio. kr. Uden afgift.

Mens Carrera GT er en legende, så mistede en legende livet i en Carrera GT, nemlig Paul Walker fra Fast and Furious filmene.

Søg Porsche Carrera GT på BilBasen 

Porsche Carrera GT

Specifikationer

Nypris 10.264.860 kr. Inkl afgift.

HK/Nm 612 hk / 590 Nm

0 – 100 km/t 3,9 sek

Tophastighed 330 km/t

Km/l 5,6 km/l
  

   
   
  

  

PS: selv Clarkson er vild med den:

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Ebbe Sommerlund

Nye biler kan være fine, men Ebbe Sommerlund sværger til de brugte af slagsen. Han vil nødig kaldes ekspert, men hans enorme viden er ikke til at tage fejl af, hvorfor han også er den primære drivkraft bag Bilbasens brevkasse.

Den motorjournalistiske baggrund har han fået hos blandt andre Bil Magasinet, V-Max og elbilmagasinet GO, hvilket har gjort ham til et omvandrende leksikon.

Ebbe er som sagt glad for brugte biler, og særligt de japanske af slagsen giver julelys i øjnene. Han er dog efterhånden blevet så voksen, at drengedrømmen af en toptunet Honda Civic er blevet erstattet af en fornuftig Renault Laguna.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS