maj 10, 2023

Facelift med frisk front til Hyundai i20

Få ændringer til minibilen fra Hyundai rammes ind af et nyt frontdesign. Den fornyede i20 kommer til Danmark sidst på året med de kendte motorer.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Minibilen med konventionel forbrændingsmotor er hastigt på vej ind i samme blindgyde, hvor CD-mediet, dinosaurerne og SAAB. På vej til at uddø. Ford Fiesta forsvinder om kort tid, Volkswagen og Skoda laver sandsynligvis ikke nye udgaver af Polo og Fabia, og Kia Rio udgår her i maj af produktion uden en afløser.

Triste tider, men Renault har i det mindste givet Clio en overhaling, og nu får Hyundai i20 en opfriskning. Det sker, selv om i20 i høj grad hører sammen med den nu udgående Kia Rio.

LÆS OGSÅ | Adios, Rio! Endnu en minibil er dødsdømt

Hyundai holder faceliftet på et niveau, hvor en ny skabelon er blevet i skuffen. Et hurtigt møde med den faceliftede i20 vil kun afsløre, at H-logoet er vandret fra grillen op på motorhjelmen, og at luftindtagene i siderne af kofangerne er blevet ret så aggressive at se på.

Derfra er det småt med nyheder på ydersiden af i20. LED-baglygterne med Z-design og den bemærkelsesværdige Lucid Lime-metallak (to andre nye farver er Lumen Grey Pearl og Meta Blue Pearl) kan måske rykke en enkelt kunde eller to til i20.

I Danmark fra omkring nytår

Farven Lucid Lime kan også komme med ombord i den faceliftede i20. Den stærke kulør fås i en interiørpakke, hvor syninger i sæderne, dørsider og rattet lyser op, og der er lime på betjeningspanelet til klimaanlægget og dørgrebet.

En lille skærm på 4,2” er nu standard i instrumenteringen, der også fås i en 100 procent digital version. USB-C-indgang er kommet til, og hvis bilen har navigation – som hører sammen med en infotainmentskærm på 10,25”, er en ny generation nødopkald og netbaserede opdateringer flyttet ind. Endelig er der i kabinen brugt LED i stedet for glødepærer til belysning, og der er nye muligheder for stemningsbelysning.

LÆS OGSÅ | Ford skrotter Fiesta – farvel til minibilen efter 47 år

Der er ingen nye motorer i i20 med faceliftet, og i Danmark bliver modelprogrammet, som vi allerede kender det. Basismotor er en 1,2-liters benzinmotor med 84 hk, og skal der mere turbo på, kommer den faceliftede i20 med en 1-liters trecylindret benzinmotor med 100 hk – med manuel gearkasse eller DCT-dobbeltkobling med syv trin.

Hyundai Danmark regner med, at den opdaterede i20 kommer til Danmark inden årsskiftet. Hvad den koreanske minibil skal koste, finder vi først ud af tættere på lanceringen.


Brugte Hyundai i20 til salg på Bilbasen

Se flere brugte Hyundai i20 på Bilbasen

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS