maj 4, 2023

Guide til skrotpræmie: Få mest for din bil (2023)

Som udgangspunkt får du kun 2.200 kr. for din bil, når du sender den til skrotning, men det er muligt at få mere. Få overblik over processen her.

Af: Bilbasen Blog

Sådan får du mest for at skrotte din bil, her i den korte version:

  • Du er garanteret en skrotpræmie på 2.200 kr. uanset, hvilken autoophugger du benytter, når blot den er miljøgodkendt.
  • Du kan få omkring 40 pct. mere for din bil, hvis du vælger den rigtige ophugger.
  • Du kan benytte formularer online til at indhente tilbud fra forskellige autoophuggere for at vælge den, der vil give mest for din skrotbil.

Når bilen har udtjent sin værnepligt, og det lokale værksted vurderer, det ikke længere kan betale sig at reparere på den, er det tid til at se sig om efter en autoophugger. Det er imidlertid ikke helt ligegyldigt, hvilken du vælger.

Valget af autoophugger har nemlig betydning for, om du er berettiget til at modtage den skattefri skrotpræmie. Samtidig kan den rigtige autoophugger sikre dig en større skrotpræmie.

Det vender vi tilbage til.

Hvorfor får jeg en skrotpræmie?

En skrotpræmie på en bil har det formål at motivere bilejere til at skille sig af med deres udtjente bil på en miljømæssigt forsvarlig måde. Der er nemlig en række materialer og væsker i bilen, som er skadelige for miljøet, og derfor skal holdes langt væk fra naturen.

Samtidig er der rig mulighed for at genbruge eller genanvende dele af bilen såvel som materialer fra bilen.

For at kunne få udbetalt en skrotpræmie skal autoophuggeren derfor leve op til nogle miljømæssige krav og standarder. De skal altså være miljøgodkendt.

Samlet set betyder det, at du kun vil få udbetalt skrotpræmien, hvis:

  • Din bil er en personbil som ikke vejer mere end 3.500 kg og har plads til maks 9 personer.
  • Du som udgangspunkt er bilens seneste ejer.
  • Du vælger en autoophugger, som er miljøgodkendt.
  • Bilen er afmeldt Motorregistret efter 31. marts 2000.

Hvad kan jeg få i skrotpræmie for min bil?

Hvis du sender din bil til skrot, og den lever op til de ovenstående krav, vil du få udbetalt en skrotpræmie, når nummerpladerne er fjernet og bilen er afmeldt Motorregistret.

Skrotpræmien har i perioder været forskellig alt efter om der var tale om en dieselbil eller benzinbil, men i dag er standardpræmien for en personbil den samme uanset drivmiddel.

Skrotpræmien lyder på 2.200 kr., og det er jo ikke ligefrem nogen herregård. Du vil således ikke kunne lægge udbetalingen på en ny bil, for det beløb du får for at skrotte din gamle bil. Men de 2.200 kr. er nok til, at det er værd at tage med – hvem kunne ikke bruge et par tusinde ekstra?

Skrotpræmien er det beløb, du er garanteret, men nogle autoophuggere er villige til at betale mere end standardbeløbet.

Spørg efter en skrotpris på din bil

Når du ønsker at skrotte din bil, kan det være en god idé at undersøge markedet og spørge flere autoophuggere efter et tilbud på din bil.

Det er ikke nødvendigvis bredt kendt, men nogle ophuggere betaler flere tusinde kroner mere end den almindelige skrotpræmie. Det hænger sammen med, at der kan være dele af bilen, som kan bruges igen og sælges videre som eftertragtede reservedele. 

Hvis din bil er gammel og helt udtjent, er der måske ikke mere end de 2.200 kr. at komme efter. I andre tilfælde kan der være velfungerende dele på din bil, som ophuggeren kan få noget ud af, og det kan du altså tjene lidt ekstra på.

Det centrale er, at du ikke ved, hvad din bil er værd, før du spørger.

Hos Bedsteskrotpris.dk kan du eksempelvis få tre tilbud på skrotning af din bil, og det kan være en nem måde at afsøge dine muligheder.

Du kan også vælge selv at løfte røret og ringe rundt til forskellige ophuggere, eller besøge dem med din bil. Der er også beregnere hos autoophuggere online, som du kan udfylde og få en idé om, hvad din skrotbil er værd.

Så meget kan du få i skrotpris for din bil

Ifølge Bedsteskrotpris.dk svinger priserne i de tilbud, de formidler, mellem 1.500 kr. og 10.000 kr., og forskellen mellem priserne på den samme bil hos forskellige autoophuggere kan desuden være stor – ofte på mere end flere tusinde kroner.

Du skal således ikke blive overrasket, hvis én autoophugger tilbyder 2.300 kr. for din bil og en anden tilbyder 4.000 kr. for den.

Hos både Bedsteskrotpris.dk og Skrotbud.dk vurderer de, at bilejere typisk kan få omkring 40 pct. mere i skrotpris, hvis de ser sig om og indhenter flere tilbud.

Uanset, hvad du vælger at gøre, så har du pligt til at sørge for, at ophuggeren er miljøgodkendt. Det er nemlig et lovkrav, og samtidig er du sikker på, at bilen bliver skrottet med omtanke og respekt for miljøet.

Du kan læse mere om love og regler i forbindels med skrotning af bil i denne artikel.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Bilbasen Blog

Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS