juni 29, 2022

Honda Civic e:HEV med 184 hk fås fra 355.900 kr.

Den nye Honda Civic med hybridsystem introduceres i efteråret. Der er kun den ene motorvariant, men til gengæld kører Civic op til 21,3 km/l, og den fås i tre udstyrsniveauer.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Meget snart kan Simon Hallenslev afsløre, om den helt nye Honda Civic har, hvad der skal til for at få Civic tilbage i kampen om danske kunder, som er ude efter en ny bil i Golf-klassen. Hvordan kører den? Er der god plads i den? Og fungerer hybridsystemet? Simon giver dig snart svaret.

LÆS OGSÅ | Ny Honda Civic – elegant hybrid med 184 hk

Allerede nu er der information, som kan være med til at afgøre fremtiden i Danmark for Civic: Priserne. De er lige landet, og sammen med udstyrsniveauer – og standardudstyr – kan du dykke ned i dem her.

I Danmark introduceres den nye Civic i det kommende efterår, og indstigningsmodellen vil koste 355.900 kr.

Den nye Civic er en mellemstor hatchback, der tilbydes i en enkelt motorvariant: En hybrid med 184 hk.

Elegance, Sport og Advance

Honda har skiftet strategi, og alle nye modeller er som minimum hybrider. Det er derfor slut med manuel gearkasse og turbomotorer i Civic (den kommende Type R bliver en undtagelse).

Så at vælge en ny Civic er nemmere end nogensinde før. Den fås kun som hybrid, og der er kun en udgave: 2-liters benzinmotor og el, og ydelsen er 184 hk.

LÆS OGSÅ | Test: Effektivitet og komfort i højsædet i hybriden Honda HR-V

Basisudgaven Elegance er, fordi den nøjes med 17″ hjul og har mindre udstyr, versionen der kører længst på en liter benzin. I snit er WLTP-forbruget 21,3 km/l, og CO2-udledningen er lav med 108 gram/km.

De to andre udstyrsniveauer, Sport og Advance, kører med 18″ hjul, og de har et forbrug, der i snit er på 20 km/l (CO2: 113-114 gram/km).

Civic e:HEV Elegance er basisudgave med et prisskilt, som siger 355.900 kr. Elegance er lig med LED-forlygter, 17″ alufælge, el-klapbare sidespejle, automatisk klimaanlæg, varme i forsæderne, infotainment med 9″ touchscreen og trådløs Apple CarPlay, bakkamera, p-sensorer for og bag, nøglefri betjening, adaptiv fartpilot, el-justerbar lændestøtte (førersædet) og fire USB-stik.

Civic e:HEV Sport er udgaven over Elegance med en pris på 388.900 kr. Sport-versionens funktioner er ikke at tilbyde markant mere komfortudstyr end basismodellen – men at give et sportsligt indtryk. Den har derfor sorte 18″ alufælge, sorte eksteriørdetaljer og sæder med betræk i kunstlæder og stof.

Man får dog også trådløs opladning til smartphones og luftdyser ved bagsædet med i Civic Sport i forhold til Civic Elegance.

Civic e:HEV Advance er topudgaven, og det kan ses på både udstyr og pris. Den står i 439.900 kr. I forhold til Civic Sport er Advance peppet op med adaptive LED-forlygter, fulddigital instrumentering, panoramasoltag, varme i rattet, Bose-lydanlæg med 12 højttalere, el-justerbare forsæder og indtræk i sort læder.

LÆS OGSÅ | Honda og Sony sammen om elbiler

Den nærmeste konkurrent til den nye hybrid-Civic er Toyota Corolla 2,0 Hybrid med samme ydelse på 184 hk. Den er i udgangspunktet billigere (fra 346.990 kr.), men basisudgaven har langt mindre udstyr end den billigste nye Civic hybrid. En plug-in hybrid som VW Golf eHybrid med 204 hk fås fra 366.895 kr.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS