Hvad er en slutseddel?
marts 15, 2021

Hvad er en slutseddel?

En slutseddel er en skriftlig aftale mellem den der sælger og den der køber en bil, men hvad indeholder en slutseddel, og er den bindende? Bliv klogere på en slutseddel i denne artikel.

Af: Bilbasen Blog / d. 15. marts 2021

Alle aftaler bør skrives ned, og det gælder ikke mindst en aftale om bilkøb. En sådan aftale hedder en slutseddel, og den indeholder alle oplysninger om bilen og salget ned til mindste detalje.

Du skal udfylde en slutseddel lige meget, om du køber bilen af en forhandler eller af en privatperson.

LÆS OGSÅ | Privat sælger eller forhandler?

Slutseddelen udfyldes af køber og sælger, før pengene skifter hænder, og dokumenterer aftalen såvel som bilens historik.

Der skal altså stå alt fra bilens model og registreringsår til hvor mange skader, den har haft, og hvad den koster. For at give dig et overblik har vi samlet alle de relevante punkter, du bør have med på din slutseddel lige her:

  • Sælger og købers navn, adresse og CPR-nummer.
  • Bilens navn, model og motorstørrelse
  • Stelnummeret og indregistreringsnummeret
  • Bilens alder og antal kørte kilometer
  • Seneste synsdato
  • Oplysninger om vedligeholdelse og eventuel rustbehandling
  • Om der er mangler eller defekter på bilen
  • Dato og sted for bilhandlen, for overdragelsen af nøglerne såvel som betalingen.
  • Den aftalte pris for bilen
  • Om der er gæld i bilen
  • Eventuel garanti på bilen
  • Betalingsdetaljer vedrørende vilkårene for betaling samt eventuel afdragsordning.
  • Kvittering for modtagelse af betalingen
  • Aftale om omregistrering, herunder pris, såfremt køber overtager nummerpladerne.
  • Yderligere oplysninger med relation til bilhandlen
  • Information om konstruktive ændringer på bilen, som eksempelvis en forøgelse af hestekræfter vha. chiptuning.
  • Information om antallet af skader og eventuel indblanding i uheld.
  • Detaljer om bilens motor, om den har været udskiftet, kilometerstand med mere.

Hvad skal du være særligt opmærksom på ved slutseddelen?

Det er rigtig vigtigt, at alle detaljer er med på slutsedlen, så du ved, hvad du betaler for, og så er der desuden flere punkter, der har indflydelse på forsikringen.

Et godt eksempel er chiptuning, som er nem at overse, men som faktisk har indflydelse på, om din forsikring dækker og er gældende.

Derudover bør du være ekstra opmærksom på, om der er restgæld i bilen – også selvom sælger skriver, der ikke er gæld i bilen.

Er slutsedlen bindende?

Ja, som udgangspunkt er slutseddelen bindende, og det betyder, at har du først skrevet under på den, så gælder den aftale, sedlen repræsenterer – inklusiv datoer for betaling, selve beløbet og andre vilkår.

Med slutsedlen er aftalen på plads, og køber behøver ikke længere være bekymret for at bilen skulle blive solgt til anden side, og sælger kan tage bilen af markedet.

Har du først skrevet under på slutsedlen, kan du ikke fortryde bilkøbet, men skulle du have skiftet mening, kan du snakke med forhandleren eller sælgeren og prøve at finde en løsning sammen. Nogle gange kan det lade sig gøre at fortryde købet mod at betale en sum til forhandleren. Eksempelvis forhandlerens avance.

Du har imidlertid ikke krav på at kunne komme ud af en slutseddel, så overvej nøje din situation, din økonomi og vilkårene i slutseddelen, før du skriver under.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Bilbasen

Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS