april 17, 2023

Lancia Pu+Ra HPE indleder ny æra

Lancia skal tilbage på landkortet, og det sker med en genstart. Ny designlinje, italiensk luksus – og i 2024 den første nye model. Konceptbilen Pu+Ra viser vejen.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Hvis man tror, at Lancia allerede for mange år siden stoppede produktionen og råbte arrivederci!, er det med god grund. Lancia har ikke solgt nye biler i Danmark i mere end et årti, så mærket må da være dødt?

Lancia lever. En usædvanligt stille tilværelse, som er paradoksal i forhold til den moderne, omkostningsbaserede bilindustri: Kun en model, Ypsilon, som sælges på det italienske marked, som er et forholdsvis lille marked.

LÆS OGSÅ | Lancia lever igen

Men italienerne skal ud af skyggen og ind i en ny tid, har moderkoncernen bestemt. Fra 2024 kommer den første af tre nye modeller, og fra 2026 introducerer Lancia udelukkende elbiler – for i 2028 at gå over til kun at sælge elbiler.

Den smækre konceptbil Pu+Ra HPE, netop vist for første gang, bliver ikke en af modellerne i den nye produktionsplan. Pu+Ra-konceptet lufter det nye designsprog og et fokus på italiensk luksus – luksus i samarbejde med trendsættende italienske designhuse.

Più bella cosa på bedste italienske vis

Lancia-designerne har friheden til at starte helt forfra. Der står ingen nylig salgssucces i vejen, ingen ikonisk model fra de seneste mange år. Men Lancia skal igen vise, at de kan præstere stort bildesign. Som Eros Ramazzotti sang i Più bella cosa – den smukkeste ting, der eksisterer.

Klassiske modeller som den skønne Aurelia og den amerikansk inspirerede Flaminia er meget vigtige i Lancia-historien, men det er sportsvognen Stratos og den ikoniske Delta HF Integrale også.

Konceptbilen Pu+Ra HPE er et design, der både peger fremad og bagud. Set bagfra er bilen meget lig 2010-udgaven af Stratos, og det bliver spændende at se, hvordan det kan overføres til en ny udgave af minien Ypsilon og en ny Delta.

Ypsilon som hybrid og som elbil

Ypsilon bliver i 2024 den første nye model, og den vil kunne fås som hybrid eller som elbil. En anden ny model følger i 2026, mens den nye Delta først kommer i 2028. Den vil, i henhold til produktplanen, udelukkende kunne fås som elbil.

Italien har et hav af designhuse og virksomheder, som skaber smukt design og unikke materialer. Lancia selv har i sin modeller brugt eksempelvis blå Alcantara, og i de kommende modeller vil samarbejde med blandt andet Cassina om bæredygtigt indtræk, og Limo/FILI PARI har lavet et nyt bio-baseret materiale til indvendige paneler, MARM / MORE, som minder om marmor.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Lancia Thema 8.32 (Lancia by Ferrari)

Lancia lover, at vi i fremtiden kommer til at se elbiler med en rækkevidde på op til 700 kilometer og et sensationelt lavt forbrug på omkring 10 kWh/100 kilometer.

Lancia har intet at tabe, alt at vinde. Fra hensygnende italiensk skyggevirksomhed til anerkendt italiensk, unik luksus – om alt går vel.


Brugte Lancia-modeller til salg på Bilbasen

Se flere brugte Lancia-modeller til salg på Bilbasen

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS