april 18, 2023

MG Cyberster – elektrisk roadster med saksedøre!

MG Cyberster er den første elektriske roadster siden den originale Tesla Roadster. Den kinesiske roadster forventes at have op til cirka 530 hk.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Åbne elektriske biler er en mangelvare. Salget af cabrioleter og andre åbne modeller er ikke, som det var engang, og da en elektrisk cabriolet meget nemt bliver svært overvægtig (batteri + ekstra afstivning = rigtig mange kilo), er de åbne elbiler så langt fra producenternes topprioritet.

Der har ikke været spændende åbne elbiler – og der har været meget få – siden Tesla Roadster. Og den kom på markedet i 2008. Så det er meget passende, at det bliver en roadster, der åbner ballet igen: MG Cyberster.

LÆS OGSÅ | MG4 Nordic Edition falder til 239.999 kr.

MG Cyberster har huseret som konceptbil siden 2021, men nu er den færdigbagte version klar. Det forventes, at MG Cyberster kommer på markedet i både Kina og Europa i 2024.

Firehjulstræk og på den gode side af 530 hk

Der er absolut ingen information om den nye elektriske roadster fra MG. Men det betyder ikke, at der ingen info er. Som sædvanlig har det kinesiske ministerium for blandt andet patenter og teknologi “lækket” information i forbindelse med produktionsgodkendelse.

Det skete for flere dage siden, sammen med de første billeder af MG Cyberster, og ministeriet oplyser eksempelvis, at den elektriske roadster er 454 cm lang, vejer mellem 1.850-1.985 kilo og at den kommer i forskellige varianter. Det er tæt på dobbelt så høj vægt som for en Mazda MX-5, men Cyberster er en langt større bil – og ja, så er den elektrisk.

LÆS OGSÅ | Duel: MG4 og Renault Megane E-Tech er ikke så tætte som ventet

Den letteste udgave vil køre med en enkelt elmotor, med træk på baghjulene. Næste trin har en elmotor for og en elmotor bag – så den har firehjulstræk – til i alt cirka 315 hk, og topmodellen med samme motorfordeling vil have et sted omkring 530 hk.

Klassiske linjer – og vilde døre

MG Cyberster har, designmæssigt, heldigvis mere at gøre med en klassisk MG-model som MG B end den senere MG F/TF. Klassiske roadsterlinjer og -proportioner. Den lange motorhjelm og den sorte kaleche, som ser ud til at blive forlænget af en sort indsats med MG-logoet i midten, giver en elegant cabriolet.

Mens vi kun kan se et udsnit af kabinen, hvor de to forsæder er skarpt opdelt af en midterkonsol med et stort holdegreb i højre side, og en infotainmentskærm er vinklet mod førersædet, er det vildeste det, der forbinder det ydre med det indre. Dørene.

LÆS OGSÅ | Test: MG ZS EV Standard Range er billig og hvad mere?

MG Cyberster har saksedøre. Altså døre som åbner opad. Det har ingen praktisk betydning, og det gør det ikke lettere at komme ind i bilen. Men saksedørene giver garanteret stor opmærksomhed, når man parkerer foran caféen. Nogen kunne jo endda tro, man kommer i en Lamborghini.

Hos den danske importør af MG, MG Motor Danmark, oplyser man, at det endnu er uvist, om Cyberster introduceres i Danmark. Det ville være synd, når MG har chancen for at være blandt de eneste på markedet med en åben elektrisk bil.


Brugte biler fra MG til salg på Bilbasen

Se flere brugte biler fra MG til salg på Bilbasen

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS