Kategorier
Nyheder

Polestar 2 kan nu fås fra 349.000 kr.

Mindre batteri giver kortere rækkevidde, men også lavere pris. Med 224 hk og op til 444 kilometer på en rækkevidde er den nye basisudgave i samme prisklasse som bl.a. Kia EV6.

Af: Morten Bek / d. 30. december 2021

Polestar 2 fik en flot placering som nummer to, da Årets Bil 2022 blev kåret. Kun overgået af Hyundai Ioniq 5 er det en fremragende præstation for en bil fra et helt nyt bilmærke.

En ny basisudgave af Polestar 2 gør den svenske elbil endnu mere interessant i Danmark. Prisen for den nye version underbyder den hidtil billigste med 26.000 kr. Startprisen er dermed sænket til 349.000 kr.

Polestar 2 blev introduceret tidligere i år med en ydelse på 408 hk fra to elektriske motorer – og et batteri med en kapacitet på 78 kWh (Long Range Dual Motor). I efteråret blev en 2’er med 231 hk, en elektrisk motor og batteri med samme kapacitet på 78 kWh introduceret (Long Range Single Motor). Samtidig blev mængden af standardudstyr og prisen på versionen med 408 hk justeret kraftigt ned.

Med et batteri med en kapacitet på 64 kWh har Polestar en rækkevidde på op til 444 kilometer.

Lavere rækkevidde, lavere pris

Mens Polestar 2 med 408 hk og en rækkevidde på WLTP-beregnede 483 kilometer sælges for 399.000 kr., så koster modellen med 231 hk og cirka 513 WLTP-kilometer fra 375.000 kr.

De to versioner får nu selskab af en indstigningsmodel med et mindre batteri og en lavere pris. Den nye Standard Range Single Motor har, som versionen med 231 hk, en enkelt elektrisk motor. Ydelsen er lidt lavere – 224 hk. Standard Range hentyder til et batteri med en kapacitet på 64 kWh.

LÆS OGSÅ | Hyundai Ioniq 5 er Årets Bil i Danmark 2022

0-100 km/t forbliver som i Long Range Single Motor på 7,4 sekunder, men det mindre batteri gør rækkevidden kortere. Det 14 kWh mindre batteri fører til en rækkevidde på et sted mellem 420-444 kilometer, alt efter mængden af udstyr og dækmonteringen.

Den nye basisudgave er 26.000 kr. billigere end den hidtil billigste, så det nu er muligt at få en fabriksny Polestar 2 fra 349.000 kr. Basisudgaven optræder endnu ikke i konfiguratoren på Polestars hjemmeside. Men under “leveringsklare biler” kan man allerede finde eksemplarer klar til levering.

Med den nye basisudgave er Polestar nu tættere end tidligere på biler som Kia EV6 (fra 329.900 kr.). Men hvor Kia uden beregning udstyrer EV6 med bl.a. adaptiv fartpilot og varmepumpe, må man desværre betale ekstra for den slags til Polestar 2.

Af Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Siden 2015 har Morten investeret sin tid i sit eget projekt, siden Blogombiler.dk., som er fuld af nyheder og test af biler. På YouTube kører sidens kanal for fulde omdrejninger med videoer om nye biler.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil hellere end gerne køre en ny AMG, men han vil egentlig hellere køre en ny Seat Leon. For Bilbasen bruger han sin viden og sunde fornuft som videojournalist og biltester.