maj 1, 2023

Skrotning af bil: Love og Regler

Det er vigtigt at have styr på kravene til dig som bilejer, når bilen ikke kan mere og skal skrottes. Derfor får du her en guide til, hvordan du skrotter bilen efter reglerne.

Af: Bilbasen Blog

Det skal du vide om love og regler for skrotning af bil:

  • Det er et lovgivningsmæssigt krav, at du afleverer bilen til skrotning hos en miljøgodkendt autoophugger.
  • Du har krav på, at kunne aflevere din bil til skrotning hos en autoophugger uden omkostninger. Ophuggeren kan tage sig betalt for eventuel transport, men ikke skrotningen.
  • Du er garanteret en kompensation i form af en fast skrotpræmie, når du har skrottet din personbil efter reglerne.

Nogle gange kan det føles som at skulle skille sig af med et elsket familiemedlem, når bilen ikke kan mere og derfor må sendes til de evige vejbaner. Vi ender med at bruge meget tid i bilen hen over dens levetid, og alt fra hverdagens gøremål til weekendture, bilferier og meget andet starter og slutter i bilen.

Samtidig repræsenterer en udtjent bil en bunke potentielle reservedele, genbrugelige materialer, affald og miljøskadelige stoffer. Det er alt sammen noget, som tager tid og ekspertise at skille ad, sortere og bringe videre i systemet.

Det er dog meget vigtigt, at skrotning af en bil netop sker på en forsvarlig måde. Dels af hensyn til den betydning, vi kan tillægge bilen, men om ikke andet så af hensyn til lovgivningen på området.

Der er nogle klare regler og love, som bestemmer præcis, hvordan du skal forholde dig, når du vil skille dig af med din bil, og dem ser vi nærmere på herunder.

Sådan skal du skrotte din bil ifølge reglerne

Det vigtigste, du skal forholde dig til som bilejer, når du vil skrotte din bil, er, at du skal benytte en miljøgodkendt autoophugger. Som ejer af bilen er du nemlig forpligtet til, at skaffe dig af med bilen på en miljømæssig forsvarlig måde.

Det betyder i grove træk at alt, der kan genbruges, bliver sorteret fra og bragt videre, mens decideret affald håndteres efter forskrifterne i miljøbeskyttelsesloven, så man undgår forurening.

Skulle du finde på at få bilen skrottet på en anden måde, uden om de miljøgodkendte autoophuggere kan du risikere at blive konfronteret med en bøde af politiet.

Det kan da også være svært at få øje på en grund til at gå uden om en godkendt ophugger, fordi:

Det er gratis at skrotte bilen korrekt

For at sikre, at alle har lige adgang til at få skrottet bilen på en måde som tilgodeser miljøet, er det lovgivningsmæssigt bestemt, at det ikke må koste bilejeren noget at sende bilen til skrotning.

Dette på trods af, at det i realiteten er en relativt lang og kompliceret opgave at skrotte en bil. I modsætning til, hvad mange måske tror, handler det nemlig ikke bare om at putte bilen i en stor kværn og trykke på en knap.

Alle de dele som kan genbruges eller genanvendes, skal skrues af, ligesom farlige væsker og miljøskadelige materialer skal fjernes. Tænk på din egen husstand, hvor du skal sortere plastisk, madrester, pap, papir og restaffald i hver sin bøtte. 

Tænk så på en bil og hvor mange forskellige materialer, der her er tale om. Alt fra tekstiler, læder og plastik til stål, aluminium og glas, selvom det selvfølgelig ikke er alt, som kan genbruges eller genanvendes.

Det er en tidskrævende proces, som kunne risikere at koste bilejeren mange penge, men i stedet har man altså valgt at pålægge andre denne udgift, for at sikre, at bilejerne skiller sig af med gamle biler på en fornuftig måde.

I Danmark er det nemlig bilproducenterne og bilimportørernes ansvar at sikre, at bilejerne kan skrotte deres bil uden omkostninger – de har producentansvar. Bilimportørerne har derfor lavet en kollektiv ordning, som gør det gratis at få skrottet sin bil. Du skal blot vælge en autoophugger fra bilimportørernes liste.

Du finder den nærmeste autoophugger på den kollektive ordning lige her

Autoophuggerne på denne liste er også miljøgodkendte, så på den måde, slår du to fluer med ét smæk.

Du får en skrotpræmie, når du skrotter efter reglerne

Ikke nok med at det er gratis at få skrottet sin bil korrekt, så får du faktisk også penge for den, hvis du i øvrigt opfylder kravene for udbetaling af skrotpræmie.

Skrotpræmien på en personbil ligger på 2.200 kr. uanset om der er tale om en diesel- benzin- eller elbil. Udbetalingen sker direkte til din NEMkonto, hvis du opfylder følgende:

  • Bilen skal indleveres til en ophugger, som er godkendt af Miljøstyrelsen. 
  • Forhandlere og autoværksteder kan fungere som indleveringssted ved aftale med en godkendt ophugger.
  • Bilen, altså nummerpladerne, skal afmeldes i Motorregistret.
  • Efter afmelding i Motorregistret må bilen ikke indregistreres i et andet land, og der må ikke være opnået godtgørelse af registreringsafgift.
  • For at indlevere bilen til skrotning skal du som udgangspunkt være den sidst-registrerede ejer af bilen.
  • Bilen skal være afmeldt Motorregistret efter 31. marts år 2000.

Når bilen er sendt til skrot efter forskrifterne og afmeldt i Motorregistret, kan du anmode om udbetaling af skrotningspræmie i den digitale selvbetjeningsløsning på Borger.dk.

Læs mere om skrotning af dieselbiler her og benzinbiler her.

Hvor finder jeg regler og love for skrotning af bil?

Hvis du gerne selv vil dykke ned i de gældende regler og love, og på den måde få informationerne direkte fra hestens egen mund, kan du finde officielle sider online med både overblik og lovtekster.

På Borger.dk finder du alt, du skal vide om skrotning af bil på siden “Skrotpræmie for bil”, som ligger under transport, trafik og rejser.

Ligeledes finder du en grundig gennemgang af reglerne på siden Producentansvar.dk.

Begge sider er blottet for kommercielle interesser, men hvis du hellere vil have dine informationer i det formelle, juridiske sprog, så finder du de relevante lovmæssige bekendtgørelser, som vedrører skrotning af bil, her:

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Gammel Hyundai lærer nye tricks

Hyundai i30 er et godt eksempel på en benzinbil, som betyder langt mindre, end den gjorde tidligere. Den er senest fornyet i 2016, og nu faceliftes den for anden gang.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Bilbasen Blog

Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS