||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
april 22, 2023

Stortest: Teknologisk topmøde i tre mellemstore SUV’er

Den nye Nissan X-Trail møder konkurrenterne Kia Sorento PHEV og Skoda Kodiaq. Er det en hybrid, en plug-in hybrid eller en klassisk benzinbil, der gør det bedst?

TEKST OG FOTO Morten Bek

Ingen af de tre mellemstore SUV’er i denne stortest er en elbil. Kia Sorento er en plug-in hybrid, Nissan X-Trail en hybrid med “lukket” system – og Skoda Kodiaq er en 100 procent benzindrevet bil.

Kia, Nissan og Skoda laver elektriske alternativer til de her SUV-modeller (EV6/EV9, Ariya og Enyaq), men for de mange, mange danskere som stadig køber andet end elbiler, koncentrerer jeg mig i denne stortest om modeller, der primært skal tankes op og ikke lades op.

LÆS OGSÅ | Ny Nissan X-Trail fra 449.990 kr.

X-Trail er den nye i trioen, og den kommer med det mest usædvanlige motor-setup: E-Power. En benzinmotor leverer kræfterne, men det er elmotorerne, der driver bilen fremad. Ydelsen er 210 hk i den nye X-Trail, der som firehjulstrækker har det tåbelige tilnavn E4Force.

I den opladelige Sorento PHEV, som angiveligt skal kunne bevæge sig udelukkende på strøm i 57 kilometer, skiftes benzin og strøm. Den er testens stærkeste med 265 hk. Sorento PHEV har været på markedet et par år, og det er kort tid i forhold til testens alderpræsident, Skoda Kodiaq.

LÆS OGSÅ | Hvor langt kan du køre sidelæns i en Skoda?

Kodiaq kom frem i 2016, og den har et facelift bag sig – for et par år siden. En ny Kodiaq er efterhånden så tæt på premiere, at jeg kan kalde testbilen for en regulær udløbsmodel. Danskerne er ligeglade. Kodiaq har taget det meste af markedet for mellemstore SUV’er med mulighed for syv sæder, og alderen er ingen hindring. Mange danske bilkøbere og firmabilister vil stadig meget gerne have den.  

Hvordan er kabinerne?

Kodiaq – vilde pladsforhold

Der er rigtig mange grunde til, at vi som folkefærd er rigtig glade for den store Skoda. Og mange af de mange grunde har med kabinen at gøre. Skoda laver meget rummelige biler, og Kodiaq er en af de mest rummelige, tjekkerne laver.

Der er næsten absurd gode pladsforhold på bagsædet og i bagagerummet, især hvis Kodiaq kommer med fem og ikke syv sæder (de to bageste koster ekstra). Op til 2.065 liter bag første række er der plads til. Det er tæt på at være 50 procent mere bagageplads end i X-Trail, og det er et meget stærkt argument for Kodiaq.

LÆS OGSÅ | Test: Fire amerikanske stater, 60 timer og 5.000 km i Kia Sorento

I Kodiaq er interiøret ved at se gammeldags ud. Materialerne viser ingen særlig høj grad af luksus, og de indvendige dørgreb er ærgerligt billige, men dog solide. At betjene alt omkring førersædet er en leg. Klassisk betjening af klimaanlæg, supergod digital instrumentering, perfekte sæder med mange justeringsmuligheder.

Som jeg altid glædes over i en Skoda, er de små Simply Clever-detaljer som taskekroge, paraplyholder i døren og isskraber i tankdækslet med til at putte glasur på en velsmagende kage.

LÆS OGSÅ | Vision 7S viser det nye Skoda

Noget af det simple skyldes, at den eneste udstyrsvariant, man kan få Kodiaq i, Style, ikke er så prangende udstyret som de to topmodeller, Nissan og Kia stiller med til test. Kodiaq Style har et pænt omfangsrigt standardudstyr med adaptiv fartpilot, nøglefri betjening, 19” alufælge, varme i rattet og klimaanlæg med tre zoner, men den virker alligevel spartansk.

Sorento – alt i udstyr

Til trods for ekstra teknik til plug-in hybrid-delen og 3. sæderække som standard, er Sorento næsten så rummelig som Kodiaq. Et bagagerum på op til 1.988 liter og en tredje sæderække, som også kan bruges af voksne på kortere ture, er stærkt gået i en SUV, der “kun” er 481 cm lang.

Som Kodiaq har Sorento masser af praktiske detaljer (perfekt placerede flaskeholdere i bagdørene, et godt rum foran gearvælgeren med trådløs oplader), men den virker også mere luksuriøs end sin ældre, tjekkiske konkurrent. Det skyldes delvist, at testbilen er en Premium – den absolut dyreste udstyrsvariant, som også er udstyret med nappalæder (14.999 kr.).

LÆS OGSÅ | Kia EV9: Batteri på 100 kWh, rækkevidde 541 km og op til 385 hk

Basisudgaven Prestige til 520.000 kr. sparer man 120.000 kr. ved at vælge, og mens jeg da elsker Bose-lydanlæg, det store head-up-display, ventilerede forsæder og 360 graders kamera, så er det for høj en merpris. Mellemudgaven Upgrade har el-justerbare forsæder, trådløs telefonopladning, større touchscreen (10,25” i stedet for 8”), varme i bagsæderne og el-betjent bagklap, og til 570.000 kr. er den bedre prissat end Premium-versionen til 640.000 kr.

Ved siden af det design, førerpladsen i EV6 eller Sportage kommer med, er førerpladsen i Sorento hurtigt kommet til at se bedaget ud. Panelet med klimabetjening er lille og ikke helt funktionelt nok, og der er for meget skinnende sort plast. Mon ikke et facelift i år eller i 2024 retter op på det og giver Sorento en mere moderne indretning?

X-Trail – lys og lækker

X-Trail er den nyeste bil i testen, selv om den kun er ny for os europæere. Amerikanerne har i flere år kendt den i samme form under navnet Rogue. I Europa er X-Trail den største SUV fra Nissan, men i USA er der indtil flere større modeller.

En meget større SUV end den 468 cm lange X-Trail har de færreste nok brug for, men fordi Nissan bare ikke laver så rummelige biler som Skoda, og fordi Sorento er 13 cm længere end X-Trail, skal man ikke forvente pladsmirakler i kabinen.

LÆS OGSÅ | Test: Ingen skjulte talenter i Nissan Juke Hybrid

Den relativt beskedne længde, som behændigt skjules af designet, gør at X-Trail ikke har så god plads ved bagsædet som Kodiaq, og den har et langt mindre bagagerum. Der er, skal jeg skynde mig at sige, rigtig god plads på bagsædet. Det gælder bare slet ikke på 3. sæderække, som koster 10.000 kr. ekstra.

Loftshøjden er alt for ringe til selv en voksen af gennemsnitlig højde, og ryglænet er usædvanlig kort. Det er en sæderække, man kan spare sig, og så kan man i stedet bruge 9.000 kr. på det favorable tilbud, der er en pakkeløsning med 20” alufælge og panoramasoltag.

LÆS OGSÅ | Nissan Ariya smider udstyr for at komme ned i 359.900 kr.

Testbilens lysebrune interiør med sort på en del paneler giver en meget lys og venlig kabine – især når bilen så også har soltag. Bagdørene åbner usædvanligt meget op (godt til barnesæder), og mange af materialerne i X-Trail giver et indtryk af luksus. Nissan skal have ros for ikke at have skippet rigtige knapper til klimaanlæg og meget andet, men ros er der ikke til infotainmentsystemet med lidt uklar skærm og bøvlede menusystem.

Med Tekna-udstyrsniveau og firehjulstræk nærmer X-Trail sig svært forståelige 700.000 kr. Basismodellen Acenta til 561.000 kr. har egentlig et pænt udstyrsniveau, men den kommer uden tagrælinger og trådløs mobilopladning og med en lille touchscreen. N-Connecta-niveauet hæver prisen til 606.000 kr., og for 9.000 kr. får man en pakke med udvidet sikkerhedsudstyr og head-up-display, men der er en langt mere tålelig pris end 700.000 kr.

Hvordan kører de?

Nissan får meget ud af sin nye E-Power-drivlinje

Jeg har været imponeret over den specielle E-Power-drivlinje, siden jeg prøvede den første gang i Qashqai. Qashqai fås jo desværre ikke med hybridsystemet i Danmark, fordi den ville blive for dyr, men heldigvis fungerer det sømløst og godt i den større X-Trail.

LÆS OGSÅ | Test: Skoda Enyaq Coupé RS er en god elbil med et dumt navn

Benzinmotoren, en trecylindret på 1,5 liter, kan sjældent høres, og den virker aldrig til at køre vildt op i omdrejninger. Det har man ikke selv kontrol over, for benzinmotoren er bare en generator, som laver strøm til et batteri, som sender strømmen ud til elmotorerne. Der er derfor ingen ryk i drivlinjen, ingen tøven og ingen hårde overgange mellem el- og benzinmotor. Det føles som at køre elbil, og X-Trail føles endda lidt kraftigere, end de 210 hk indikerer. Overfor Kodiaq er X-Trail en nogenlunde økonomisk bil, men 12-13 km/l er i sig selv ikke imponerende.

Testbilen står på 19” hjul og ikke de 20”, som jeg tidligere har testet X-Trail på. Det giver ingen mærkbar forskel i den gode affjedring, men det gør sjovt nok, at X-Trail bevæger sig mere over bump og ujævnheder, så den på nogle veje virker for blød.

Fornuftigt forbrug i den stærke Sorento PHEV

En plug-in hybrid skal man lade, så ofte man har mulighed for det. Det øger komforten, sænker forbruget. Under ingen omstændigheder vil Sorento PHEV kunne køre de annoncerede 57 kilometer kun på strøm, men det skulle være muligt, i lunt vejr og med begrænset hastighed, at nå 30-40 kilometer uden brug af benzinmotoren.

Det viser sig, at når batteriet er tømt, og der ikke er mulighed for at lade, er Sorento som plug-in hybrid ikke en stor benzinsluger. Den kører gerne omkring 14 km/l i gennemsnit.

Med 1,6-liters turbomotoren og en elmotor med 91 hk har Sorento en samlet ydelse på 265 hk, og den er dermed langt stærkere end Kodiaq med 150 hk og X-Trail med 210 hk. Men Sorento er også den tungeste bil i testen, så der skal kræfter til. Overgangene mellem strøm og benzin er meget elegante, og selv om man nogle gange skal jokke til speederen for at få effekt, er Sorento PHEV også en stærk bil.

LÆS OGSÅ | Er EV5 den elektriske Kia Sportage?

Samlet set har den også rigtig fine køreegenskaber. De mange kilo kan mærkes i en hurtig kurve, men vejgrebet og styretøjet fejler ikke noget. Komforten er på et højt niveau – bortset fra, at Sorento på motorvejen støjer for meget. Det må Kia gerne få styr på, og samtidig ville det være rigtig fint med køreindstilliger, som kan individualiseres. Man kan vælge bl.a. Eco og Sport, men der er ingen måde, hvorpå man kan sammensætte en personlig indstiling.

Kodiaq fortjener mere motor end 1,5’eren

Kodiaq er hundredevis af kilo lettere end Sorento. Det er fordelen ved at være en lidt ældre model og ved ikke at have ekstra batterier og elmotorer ombord. Det gør, at 1,5’erens 150 hk og 250 Nm har forholdsvis få kilo at trække rundt med, og 80-90 procent af tiden ønsker jeg mig ikke mere. 1,5’eren er en rigtig god motor, og selv i en stor bil som Kodiaq fungerer den.

Men resten af tiden mangler der muskler ved højere omdrejninger. Overhalinger kræver mere planlægning end i de stærkere konkurrenter, og dobbeltkoblingsgearkassen er sløv sammen med den beskedne motor. Skoda kan løse det, hvis du har penge til det. Den endnu bedre og markant mere muskuløse 2-liters motor med 190 hk, der har firehjulstræk som standard, er et bedre valg.

LÆS OGSÅ | Stortest: Hyundai i10, Kia Picanto og Toyota Aygo X er de sidste mikrobiler

Men også et valg, der kræver, du giver 94.000 kr. mere. Det er en høj pris, og pludselig ser den 150 hk stærke dieselmotor til 21.000 kr. mere end 1,5’eren ud som et godt bud – hvis man har mod på det. Også fordi benzinmotoren på 1,5 liter virker gammeldags, når det kommer til forbrug: Mere end 10-12 km/l er svært at opnå.

En anden rigtig god grund til at vælge Kodiaq er måden, den tjekkiske SUV kører på. Kodiaq ligger tungt og virkelig stabilt på vejen, men den vejer samtidig så meget mindre end de to konkurrenter, at dens vej gennem sving er mere letfodet. Retningsstabilitet, generel stabilitet, stort set perfekt affjedring – det er Kodiaq i en nøddeskal.

Hvad koster de fra ny og som brugte?

X-Trail er dyr med hele pakken

Mere vil have mere. Hvis man skal have en mellemstor SUV, må den også godt have masser af udstyr. Og have en stærk motor. Det er dyrt at få den stærke motor og den nyeste teknologi, og mens det egentlig er fint med en X-Trail til 450.000 kr. med 160 hk, så er E-Power-hybridsystemet det, man vil have, og bilen skal også have godt med udstyr. En X-Trail E-Power med forhjulstræk koster så cirka 570.000 kr.

Som brugt findes den nye X-Trail selvfølgelig ikke rigtig endnu, og den gamle X-Trail er en ringere bil. Det afspejler sig i prisen, for den var langt billigere fra ny end, ja, den nye. En fornuftig version med 160 hk, automatgear og forhjulstræk fra slutningen af 2019 med kun 33.000 km på tælleren fås eksempelvis til 280.000 kr.

Sorento er steget 110.000 kr. siden 2021

Kia Sorento fås i Danmark som plug-in hybrid, som den testede model, eller som diesel. PHEV’en ligger fra 520.000 kr. (dieselmodellen starter på 630.000 kr.) og i Upgrade-udgaven med metallak kommer den op i 580.000 kr.

Som brugt er Sorento PHEV en dyr bil. Til at starte med kostede den fra ny fra 430.000 kr., og dengang i 2021 var der mange, der slog til og købte den. Jeg har fundet en basismodel fra 9. måned 2021 med 30.000 kilometer, og prisen på 450.000 kr. er højere, end da bilen var ny.

En Sorento PHEV skal man købe fra ny, som situationen er lige nu. Andet kan ikke betale sig. Men Sorento PHEV kan ikke bestilles fra fabrikken lige nu (måske fordi faceliftet er på vej?), så lige nu er det en brugt eller hvad forhandlerne har på lager.

Kodiaq er dyr som brugt

Til 495.000 kr. kommer Kodiaq med 1,5-liters motoren, der skal arbejde forholdvis hårdt og aldrig føles overlegen. Skal der en stærkere benzinmotor til, bliver Kodiaq meget dyrere, men til 590.000 kr. har man i Kodiaq 2,0 TSI 4×4 en overlegen familiebil.

Det er tydeligt, at Kodiaq har mange fans, når man ser på de priser, den står til som brugt. De fleste brugte især tidligere årgange er dieselbiler, og vil man have Kodiaq med 1,5-liters motoren, er udbuddet ikke stort. En 2019-udgave fra september måned det år, som har kørt 58.000 kr., koster 380.000 kr. Selv en 2018’er med den ældre 1,4-liters motor og hele 121.000 kørte kilometer koster 340.000 kr.

Hvilken bil vinder testen?

Der er ingen perfekt bil i stortesten mellem tre mellemstore SUV’er med tre forskellige motorteknologier. X-Trail, Sorento og Kodiaq er dyre biler, og man kan forvente meget for 500.-600.000 kr.

Kodiaq får den utaknemmelige tredjeplads. Mens modellens fremskredne alder slet ikke mærkes på pladsforhold og køreegenskaber, så ses den tydeligt i interiørdesignet og udstyrsmulighederne. 1,5-liters motoren og DSG-gearkassen er det, der i sidste ende koster Kodiaq en bedre placering, selv om den som firmabil er fornuftigt prissat.

LÆS OGSÅ | Duel: Toyota Corolla Cross udfordrer familiefavoritten Nissan Qashqai

X-Trail er en bedre bil, end den var i forrige generation, og komfortniveauet er højt, indretningen godt lavet. Men i forhold til konkurrenterne har den et lille bagagerum, og med E-Power-drivlinjen gør bilen dyr – uden at forbruget imponerer. Derfor bliver X-Trail nummer to.

Sorento PHEV er stærk, har firehjulstræk som standard og klarer også at være nogenlunde økonomisk – selv når den ikke lades op. Masser af plads, masser af udstyr og gode køreegenskaber gør Sorento til en vinder, men en opdatering af kabinen og støjniveauet ville alligevel pynte.


SPECIFIKATIONER – NISSAN

Nissan X-Trail 1,5 E-Power 4Force Tekna

Motor: R4, 1.477-1.497 cm3 + el
Ydelse: 210 hk/350+195 Nm
0-100 km/t: 7 sekunder
Tophastighed: 180 km/t
Forbrug: 15,6 km/l
CO2-udledning: 146 gram/km
Mål (L/B/H): 468/184/173 cm
Køreklar vægt: 1.994 kilo (med fem sæder)
Trækvægt: 1.800 kilo (1.650 kilo med syv sæder)
Bagagerumsvolumen: 575-1.396 liter

Pris: 674.990 kr. (X-Trail fås fra 449.990 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 24.995/6.595 (X-Trail fås fra 24.995/4.795 kr.)*
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

*Leasingprisen er for den testede motorvariant, men i den lavere udstyrsvariant N-Connecta med ProPilot-pakke (udsalgspris ved køb: 613.990 kr.)

SPECIFIKATIONER – KIA

Kia Sorento 1,6 T-GDI PHEV Premium

Motor: R4, 1.598 cm3 + elmotor
Ydelse: 265 hk/350 Nm
0-100 km/t: 8,7 sekunder
Tophastighed: 193 km/t
Forbrug: 62,5 km/l
CO2-udledning: 38 gram/100 km
Batteristørrelse: 13,8 kWh
Rækkevidde på strøm: 57 kilometer
Mål (L/B/H): 481/190/170 cm
Køreklar vægt: 2.057 kilo
Trækvægt: 1.500 kilo
Bagagerumsvolumen: 175-1.988 liter

Pris: 639.900 kr. (Sorento PHEV fås fra 519.900 kr.)*
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

*Sorento PHEV kan ikke bestilles fra fabrikken lige nu, men er på lager hos en række danske forhandlere – og nogle biler kan være på vej til Danmark

SPECIFIKATIONER – SKODA

Skoda Kodiaq 1,5 TSI DSG Style

Motor: R4, 1.498 cm3
Ydelse: 150 hk/250 Nm
0-100 km/t: 9,7 sekunder
Tophastighed: 204 km/t
Forbrug: 14,1 km/l
CO2-udledning: 162 gram/km
Mål (L/B/H): 470/188/168 cm
Køreklar vægt: Fra 1.593 kilo
Trækvægt: 1.800 kilo
Bagagerumsvolumen: 835-2.065 liter

Pris: 494.995 kr. (Kodiaq fås fra denne pris)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 24.999/5.499 kr. (Kodiaq fås fra denne pris)
Beskatningsgrundlag, firmabil: 437.243 kr. (Kodiaq fås fra denne pris)


Brugte Nissan X-Trail, Kia Sorento og Skoda Kodiaq til salg på Bilbasen

Se flere brugte Nissan X-Trail, Kia Sorento og Skoda Kodiaq til salg på Bilbasen

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS