maj 20, 2023

Test: Det kører bare for Audi A4 Avant (på privatleasing)

En Audi A4 Avant 40 TFSI med benzinmotor stikker ud i en tid med fokus på el. Det er positivt ment for en bil, der er et rigtig godt privatleasingtilbud.

TEKST OG FOTO Morten Bek

Det er ikke for at skyde skylden på bilimportørerne. Jo, det er det vel egentlig. Motorjournalister som mig tester de biler, importørerne låner os, så vi er afhængige af dem og tester de biler, der er mulighed for at teste.

Det er kommet snigende med corona, uden at jeg i starten opdagede det. Fra ofte at have testet biler i meget forskellige prisklasser og kategorier tester vi nu rigtig mange elbiler. Ofte elektriske SUV-modeller fra 400.000 kr. og op.

LÆS OGSÅ | Audi SQ8 E-Tron med 503 hk er prisbillig, siger du?

Jeg kan derfor også kun reagere med et “selvfølgelig!”, da tilbuddet om at teste en Audi A4 Avant kommer. En stationcar med benzinmotor. Det er som om, jeg er tilbage i 2017, og det mener jeg på en helt i gennem positiv måde. Der er nemlig et stort antal danskere, som stadig køber eller leaser en benzinbil. De biler skal vi som motorjournalister teste, når chancen byder sig.

Klassisk Audi

Sådan en hvid A4 Avant er elegant mere end opsigtsvækkende. Typisk Audi, om man vil. Testbilen er endda en S Line Plus-version, og alle Audi-kendere ved, at S Line ser mere sportslig ud end en standardmodel. De 18” store hjul i S-design er beskedne og klæder den tyske stationcar, ligesom de bidrager til en god affjedringskomfort.

For fire år siden fik A4 et facelift, som må have kostet Audi mange euro. Mange ændringer, små og store, fordelt på karrosseriet, og det er ikke typisk bilindustri-opførsel. Det gav en meget skarpere A4, og elegancen i designet holder stadig. Der er en ny på vej, som sikkert først gør sin entre i 2024, og jeg har flere steder opsnappet, at navnet A4 bliver opgivet, og både sedan og stationcar vil blive en del af A5-familien. Audi vil, siger rygterne, bruge de lige tal til elbiler, som passer meget godt med, at tyskerne lige nu har Q4 E-Tron og Q8 E-Tron, og de senere i år har premiere på Q6 E-Tron og i 2024 den elektriske A6 E-Tron.

LÆS OGSÅ | Kamuflage kan ikke skjule Audi Q6 E-Tron

I forhold til Q4 E-Tron og Q8 E-Tron er A4 Avant af den gamle skole. Fordi den kører på benzin, og så fordi den er helt klassisk i sin indretning. Den fik, desværre, et infotainmentskærm med touchscreen, da den blev faceliftet, så det nemt tilgængelige hjul ved gearvælgeren røg ud, men mere touch er der ikke i A4. Klima, ratknapper, køreindstillinger. Rigtige knapper – og kliklyden fortæller om den høje samlekvalitet, man finder i den mellemstore Audi.

Plads er egentlig ingen stor styrke for A4 Avant. Det er samme situation i BMW 3-serie og Mercedes C-Klasse. Der er plads nok, men ikke en centimeter for meget, og sådan har det altid været i A4-serien og dens konkurrenter.

Hvad der har ændret sig med tiden er mængden af standardudstyr. Den er blevet væsentligt større, og fordi A4 er lidt af en senior i segmentet, gøres den interessant med udstyr: Automatisk klimaanlæg med tre zoner og virkelig gode, multi-justerbare forsæder med massage er standard.

En af de rigtig gode benzinmotorer

Audi A4 er bagud på point i forhold til BMW-modellerne i samme størrelse. 3-serie fås som plug-in hybrid, og i4 dækker den elektriske del af det segment for BMW. A4 er ikke helt uden el – den kører med mild-hybrid-system, men en PHEV må vente til næste generation, og en elbil i A4-størrelse er længere ud i fremtiden. Audi er gået glip af mange salg på den konto og går stadig glip af salg.

Den ene benzinmotor A4 og A4 Avant fås med i Danmark (der er også en dieselmotor, men den er stort set uden betydning nu), dækker markedet bredt. Det er en 2-liters turbomotor med 204 hk og 320 Nm, som er en af de bedste 2-liters motorer på markedet.

LÆS OGSÅ | Audi tryller en smuk elektrisk stationcar frem

Jeg kunne godt tænke mig, at Audi kiggede på gearkassens software en gang mere, for en stædig tøven ved igangsætning og, i nogle situationer, nedgearinger, irriterer og giver et falsk indtryk af en sløv motor. Den er alt andet. Kultiveret, momentstærk og endda tilbageholdende med at bruge benzin. På en cirka 140 kilometer lang testrute med cirka 40 kilometer motorvej og 80 kilometer landevej kommer jeg over WLTP-gennemsnittet og klarer uden det mindste besvær 17 km/l.

Den vejer hvor lidt?

S Line Plus-versionen koster 10.000 kr. mere end den anden tilgængelige variant, Prestige Plus. På privatleasing skal man slet ikke vælge, for der kommer A4 Avant udelukkende som S Line Plus. Alene for at få 18” alufælge i stedet for 17” vil jeg ikke tøve med at vælge S Line Plus, hvis jeg skulle købe den tyske stationcar.

LÆS OGSÅ | Test: 2.000 km på tre dage med Audi A5 Cabriolet

S Line Plus har også sportsundervogn som standard. Sportsundervogn er et ord, der kan få en alarm til at starte i mig, men A4 Avant hopper og danser ikke på vejen, som tidligere tiders Audi-modeller med sportsundervogn altid gjorde. Testbilens vinterdæk giver ingen problemer, når temperaturen ikke er højere end 12-14 grader, men de giver måske lidt ekstra smidighed til affjedringen.

En mellemstor elektrisk SUV som Audis egen Q4 E-Tron 40 vejer over 2,1 tons. A4 Avant 40 TFSI vejer mere end 500 kilo mindre. 500 kilo. Ikke så underligt, at den noget lavere stationcar med sin “fjerlette” vægt er så let gennem sving og nem til at skifte retning uden en følelse af, at virkelig mange kilo skifter position.

Den er et godt leasingtilbud

Jeg bliver ikke sådan virkelig overrasket, da jeg kigger forbi den danske Audi-hjemmeside og kun finder A4 som Avant. Sedanen er væk. Men den er ikke udgået af produktion, som det er sket med VW Passat, men simpelthen taget af markedet i Danmark. Vi er en nation af stationcar-fans. I hvert fald en stor skare af stationcar-fans, som hverken gider en sedan, en SUV eller en crossover.

516.990 kr. for en helt almindelig Audi A4 Avant. Den er klart dyrere end elbilen Q4 E-Tron (fra 424.990 kr.), men det er vilkårene i kampen mellem el og benzin. A4 Avant svarer igen med en rigtig god pris på privatleasing. En god pris i forhold til Q4 E-Tron, men også en god pris i forhold til BMW 3-serie og Mercedes C-Klasse.

LÆS OGSÅ | Audi siger tschüss til den mægtige V10’er

Q4 E-Tron koster 6.495 kr. om måneden (engangsydelse 25.000 kr.), og Mercedes C 200 Advantage med benzinmotor med 204 hk koster 6.716 kr. om måneden (35.000 kr. engangsydelse). A4 Avant 40 TFSI S Line Plus koster 25.000 kr. i engangsydelse, og derfra koster den kun 4.995 kr. om måneden på privatleasing. A4 Avant er sågar noget billigere end den tilsvarende VW Passat Variant på privatleasing.

A4 Avant er måske nok kommet op i årene, og vi skal nok ikke vente længere end til 2024 på en helt ny, men den nuværende er bundsolid, komfortabel og har en benzinmotor, der er lidt af en perle.


SPECIFIKATIONER

Audi A4 Avant 40 TFSI S Line Plus

Motor: R4, 1.984 cm3
Ydelse: 204 hk/320 Nm
0-100 km/t: 7,3 sekunder
Tophastighed: 210 km/t
Forbrug: 15,6 km/l
CO2-udledning: 146 gram/km
Mål (L/B/H): 476/185/146 cm
Køreklar vægt: 1.610 kilo
Trækvægt: 1.500-1.700 kilo*
Bagagerumsvolumen: 495-1.495 liter

Pris: 526.990 kr. (A4 Avant fås fra 516.990 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 25.000/4.995 kr.
Beskatningsgrundlag, firmabil: 487.001 kr. (A4 Avant fås fra 477.000 kr.)

*Afhænger af stigning. Ved stigning på 8 procent må bilen trække 1.700 kilo, ved en stigning på 12 procent må den trække 1.500 kilo


Brugte Audi A4 Avant til salg på Bilbasen

Se flere brugte Audi A4 Avant til salg på Bilbasen

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS