maj 9, 2020

TEST: Mange muligheder i faceliftet Audi Q7, men ikke alle er lige gode

Q7 har fået en stor overhaling med inspiration fra Q8, og den står stærkt i konkurrencen mod BMW X5 og Mercedes-Benz GLE. Affjedringen i den testede version trækker dog ned

TEKST & FOTO Morten Bek

Jo ældre man bliver, jo flere af de personlige og, øhm, spændende små historier slæber man rundt på. Og man deler hellere end gerne ud af dem. Jeg er selv ikke anderledes på det punkt. Med 40 års-fødselsdagen tjekket af, har jeg nået et nyt punkt i “anekdotealderen”, og det går lige nu ud over dig.

SE OGSÅ | Video: Én god og én irriterende familie-crossover

Min første tur til USA var også min første tur til USA som motorjournalist. Til Florida for at køre Lamborghini Gallardo Spyder og Arizona for at køre Audi Q7. Det er 14 år plus-det-løse siden, og det var en start på USA og en start på store bilrejser, som jeg aldrig vil glemme. Det var vildt at køre en ovalbane i en åben Lamborghini, men det var vildere endnu at fræse rundt i ørkenen i den nye Q7. Lidt for vildt, for jeg forvildede mig med Q7 ind over en stor, meget, meget solid kaktus med form som en lav tønde, og den tog sig kærligt af noget af bilens undervognsbeskyttelse.

Det er mange år siden, at jeg holdt op med at køre over store planter med biler, men jeg er ikke holdt op med at se Audi Q7 (og USA) som noget særligt. Når den dukker op som testbil, er jeg spændt, og med anden generation Q7 nu midt i sin karriere, tester jeg den faceliftede Q7 med en stor dieselmotor med seks cylindre, som jeg er sikker på, er mindst lige så solid og kraftig som en tøndeformet kaktus i Arizona.

Hvad har de gjort ved Audi Q7?

Hvis det er gået hen over hovedet på dig, så kan jeg fortælle dig, at Audi på det seneste er begyndt at lave facelift, som ændrer langt mere ved bilerne, end før i tiden. Audi A4 har fået et så ændret eksteriør, med et væld af nye paneler, at konkurrenterne ville sælge den som en helt ny model. Q7 har også undergået en stor transformation med en helt ny front og en helt ny indretning af førerens arbejdsplads; Q7 passer nu bedre ind i Audis Q-familie, hvor grillen ikke ser ud som på mærkets sedaner og stationcars, og interiøret er løftet direkte ud af den nyere Audi Q8.

LÆS OGSÅ | Ny GLB fra Mercedes Benz er en vigtig vinder

Interiøret har på den måde forvandlet sig fra konservativt til tech-himmelen. Q7 var før faceliftet lækker, men kedelig i kabinen, og nu er den både lækker og imponerende moderne. To touchscreens til infotainment og alle indstillingerne i stedet for en ikke-trykskærm, et drejehjul til at styre skærmen og almindelige knapper til klimaanlæg, køreindstillinger og så videre. Det ser imponerende ud, og lige fra skriftgenkendelse til trådløst Apple CarPlay, så er systemet fascinerende. Men det er ikke uden problemer, at alt foregår på to skærme. For på den måde kigger man længere tid væk fra vejen, når der skal stilles på noget.

Lidt af en mastodont

Q7 har aldrig været bilen, man bruger til at køre anonymt og stilfærdigt omkring. SUV’en er vitterligt en kæmpe. 506 cm lang, næsten 2 meter bred og 174 cm høj. Intimiderende, men det ér biler i denne klasse bare, og det er både størrelse og design, der gør det. Med den nye front virker Q7 mere intimiderende og respektindgydende end før. Især testbilen med alle de sorte detaljer. Amerikanerne kalder det ‘murdered out’, når alt er i sort – inklusive ruderne – men det er ulovligt at tone ruderne helt uigennemsigtige i Danmark. Så Q7 ser kun noget dyster ud, ikke meget dyster.

LÆS OGSÅ | 3 hurtige familiebiler til under 100.000 kroner

48 Volt og tilsætning af mere strøm i bilerne er i vild og voldsom fremgang, og der er også sat strøm til Q7. En dieselmotor på 3 liter, en V6’er med 286 hk, er monteret i testbilen, Q7 50 TDI. Den understøttes med strøm fra en remdrevet generator. Det man vil lægge mest mærke til er, at start-stop-systemet fungerer langt mere flydende og meget hurtigere, så man næsten ikke bemærker det. Det vil dog være vand imod den kørsel på ren strøm, man møder i de nye plug-in-hybrid-varianter af Q7: Q7 55 TFSI e med 381 hk og Q7 60 TFSI e med 456 hk. De vil samtidig føles endnu stærkere end dieselvarianten.

Hvordan kører den?

Den er stærk, den store dieselmotor, og den er i stand til at levere et gennemsnitsforbrug på 12-14 km/l uden at gå ned på kræfter. Som den aldrig gør, for den moser dig tilbage i sædet, hvis du har lyst til det. Det sker dog med en lille forsinkelse, hvis speederen bare trædes hurtigt ned, hvilket kan undre, når 48 Volt-systemet og batteriet lynhurtigt burde træde til med hjælpsom strøm. 286 hk føles af flere hestekræfter, fordi de egentlig overskygges af det mere imponerende drejningsmoment: 600 Nm fra 2.250 o/min.

SE OGSÅ | Video: Ford Kuga PHEV er et vildt godt køb

S Line-udstyrsniveau, Affjedringspakke Advanced og 21” Audi Sport-alufælge (koster henholdsvis cirka 90.000, 95.000 og 52.000 kr.). Med de tre ting er den tyske luksus-SUV, med en køreklar vægt på den anden side af 2,3 tons, adræt og regulerbar i selv skarpe sving som en VW Polo GTI, næsten. Baghjulene drejer med og får Q7 til at føles mindre end Q3. Luftundervognen er sænket med 15 mm og udstyret med aktive krængningsstabilisator. Det er egentlig skræmmende, at så meget SUV kan føles så reaktionsvillig og stabil i svingene.

Men ikke alt er godt…

Men det gør desværre også ondt med den undervogn og de store hjul. Styretøjet kunne være en grad mere roligt, og også på motorvejen mærker man en lille nervøsitet i både styring og undervogn. Det værste, og tæt på utilgivelige, ved lige præcis en Q7 udstyret som testbilen, er at affjedringskomforten er under et tåleligt niveau for en SUV med en ud-af-døren-pris på cirka 2 mio. kr. Den er stiv, uregerlig og kan ikke falde til ro, når underlaget ikke er tæt på perfekt.

I 2015 testede jeg Q7 i en mere standardlignende version, der hverken var S Line eller nær så avanceret. Jeg citerer mig selv fra den test: “Audi skal have ros for sider af den nye Q7, som for mange købere har stor betydning: affjedringen, en adaptiv luftundervogn, er fløjsblød og næsten sammenlignelig med en S-Klasses, og det er måske det enkeltstående mest imponerende ved Q7”. Sådan ville den faceliftede Q7 sikkert også være uden S Line og store hjul.

Hvad koster Q7, og hvad koster en 3 år gammel model?

Den faceliftede Q7 kommer med fem sæder som standard, mens to ekstra sæder koster 33.002 kr. En luksusbil koster luksuspenge, og dieselversionen 50 TDI koster da også uden ekstraudstyr omtrent 1,2 mio. kr. Den er ikke billigst i familien, for det er den nye plug-in-hybrid 55 TFSI e med 381 hk – langt billigere, faktisk. Den fås fra 994.990 kr., og det er et interessant tilbud. Den årlige grønne afgift er samtidig meget lavere (1.160 kr. mod dieselens 6.920 kr.).

LÆS OGSÅ | Stor undersøgelse: Her er de mest – og mindst – pålidelige brugte biler

Selv om Audi Q7 aldrig har været allemandseje, er den rigt repræsenteret på bilbasen.dk.267 styk dukker op, da jeg laver en søgning. Et tilfældigt eksemplar fra april 2017, en meget veludstyret Q7 med 3-liters dieselmotor med 272 hk og 61.000 km bag sig, koster 840.000 kr. Nyprisen var i 2017, uden ekstraudstyr, cirka 1.110.000 kr., så potentielt har den tabt en halv million eller mere i værdi efter tre år (når ekstraudstyr regnes med).

I forhold til en ny Q7 med den testede dieselmotor, til 1,2 mio. kr. uden ekstraudstyr, er en brugt et godt bud. Men i forhold til den nye plug-in-hybrid til 994.990 kr. bliver den brugte et mere tvivlsomt køb.


Audi Q7 50 TDI S-Line

Motor: V6 diesel, 2.967 ccm
Ydelse: 286 hk / 600 Nm
0-100 km/t: 6,5 sek.
Tophastighed: 241 km/t
Forbrug: 12,0 km/l
Startpris: 1.197.295 kr.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS