maj 28, 2023

Test: Er diesel det rigtige til Mazda CX-60?

En diesel-SUV med seks cylindre, motoren på langs og baghjulstræk i det herrens år 2023? Jep! Vi kører Mazda CX-60 og ser, om det giver mening.

Tekst & foto: Simon Hallenslev

Det er 2023 og derfor klart, at det er plug-in hybridvarianten, der skal trække det tunge læs for den veldrejede Mazda CX-60. Batteriet på 17,8 kWh, elmotoren på 175 hk og den elektriske rækkevidde på 63 km er hovedet på sømmet …

… for nogen! Kører man mange kilometer i lange stræk, bliver det 175 kg tunge batteri til kedelig dødvægt for den 4-cylindrede benzinmotor. Her bør en ubesværet dieselmotor med seks ben på 3,3 liter være mere oplagt.

Så er den det? Og kan en dieselmotor gøre op for noget af det, som PHEV’en mangler? Det forsøger jeg at finde ud af, når jeg tester Mazda CX-60 Diesel.

Gøre op for hvad?

Det er ingen hemmelighed, at Mazda CX-60 PHEV ikke har vakt ubetinget begejstring på vores redaktion. Det skyldes især et hybridsystem, der savner sømløshed og er koblet op på en raspet benzinmotor. Begge ting er selvfølgelig noget, som en stor dieselhakker råder bod på.

Der er dog også ting, som en dieselmotor ikke kan redde i Mazda CX-60 – heriblandt pladsforholdene. Trods udvendige mål, der både er en BMW X3 og en Audi Q5 overlegen, er bagsædepladsen i CX-60 underligt begrænset.

LÆS OGSÅ | Duel: Mazda CX-60 vs. Volvo CX60 – stor forskel i klasse og pengekasse

Dieselmotoren ændrer heller ikke på, at Mazda CX-60 føles som lidt af et tungt drog sammenlignet med konkurrenterne. Af uransagelige årsager er det dog et mindre problem i dieselmotorens nærvær – faktisk er det nærmere passende!

Heavy duty

Styretøjet er stadigvæk til den tunge side, og da rattet er på størrelse med et serveringsfad, er én hånd ikke nok til en frisk parkeringsmanøvre. Tyngden er ikke som sådan en lækker følelse, men det virker underligt nok mere passende, når man har lyden af en halvdoven dieselhakker i baggrunden.

Og halvdoven, det er den! Motoren og drivlinjen virker som noget, der er bygget til tæsk på en byggeplads – à la Toyota Hilux. Med en volumen på 3,3-liter og 200 hk i ydelse er dieselmotoren ingenlunde overbebyrdet, men fremstår i stedet som en momentstærk, heavy duty-arbejdshest.

LÆS OGSÅ | Test: Ny Toyota Hilux er heldigvis en hård banan

Den grove drivlinje betyder, at man til tider mangler raffinement. Særligt når bilen er kold, fremstår automatgearkassen kluntet. Til al held reddes igangsætninger af et 48V mild hybridsystem, som giver gearkassen et lille elektrisk skub, hvilket afhjælper lidt af klodsetheden.

Motoren en herlig sag, der giver mindelser om de seksbenede banditter, som BMW er kendt for. Med en acceleration fra 0 til 100 km/t på 8,4 sekunder er den ikke hurtig men i stedet stærk og kapabel.

I den testede variant med 200 hk, sendes kræfterne til baghjulene, hvilket giver en uventet snert af dynamik. Dette understøttes af en undervogn, der er til den kontante side. Skubber man til den, er den dog ikke bleg for at krænge og har sine udfordringer med at skjule kampvægten på næsten to tons.

Dieseldrønets force

En 3,3-liters diesel, der er parret op med en automatgearkasse i otte trin. Vi ved alle, hvad sådan en pakke er bedst til, og det er langture! Dieselmotoren i Mazda CX-60 ligger komfortabelt og brummer med 2.000 omdrejninger ved 130 km/t.

LÆS OGSÅ | Stortest: Teknologisk topmøde i tre mellemstore SUV’er

Motorens lave støjniveau forpurres af den vejstøj, som de 20” store fælge kaster af sig. Den kontante undervogn finder heller ikke sit balancepunkt på motorvejen, hvor den danser lidt mellem ujævnheder og kræver korrektioner.

Det hjælper heldigvis på sagen, at kabinen er skruet godt sammen. Her er læder og bløde materialer ad libitum, hvilket gør kabinen til et dejligt sted at opholde sig. Et velspillende Bose-anlæg kan desuden hjælpe med at overdøve vejstøjen.

LÆS OGSÅ | Test: Mazda 3 er her stadig – og den er stadig god

Det, der hjælper allermest på sagen, er nu alligevel økonomien, der er dieseldrønets store force. I løbet af ugens test kører jeg mange motorvejskilometer, hvor CX-60 holder sig i et stabilt leje mellem 18 og 19 km/l. Det er flotte tal, som en flad PHEV kun kan drømme om.

Det rigtige?

Stod jeg hos Mazda-forhandleren og skulle træffe et blindt valg, kørte jeg derfra i en dieselhakker. Motoren er herlig, og mens den naturligt eliminerer hybridsystemets skævheder, køber den også ekstra berettigelse til CX-60’erens bastante facon.

LÆS OGSÅ | Test: Nissan X-Trail E-Power har komfort som styrke, pris som svaghed

Valget skal dog træffes blindt, uden syn for bankbogens ve og vel, da Mazda CX-60 er dyr som diesel. Hvor CX-60 PHEV kan gafles fra 485.100 kr., skal man af med 643.600 kr. for CX-60 som diesel. En svimlende merpris på 158.500 kr.

Til 643.600 kr. får man ting som 20″ alufælge, varme i rattet, head-up-display og nøglefri betjening, hvilket er et udmærket udstyrsniveau.

Man mangler dog adaptiv fartpilot, el-betjent bagklap og adaptive LED-forlygter, hvilket i samlepakker bringer prisen faretruende tæt på 700.000 kr., hvor en image-stærk konkurrent som Audi Q5 40 TDI med 204 hk holder til.

Motoren gør ikke bilen perfekt og koster for meget til, at den giver mening for den menige familiedansker. Hvis man derimod er Mazda-mand eller -kvinde til fingerspidserne, har behov for at køre mange kilometer og er villig til at æde den afgiftsbetingede merpris, er diesel dog alligevel det rigtige til CX-60.


Mazda CX-60 3,3 E-Skyactiv D Homura

Motor: R6 diesel, 3.286 cm3
Ydelse: 200 hk / 450 Nm
0-100 km/t: 8,4 sekunder
Tophastighed: 212 km/t
Forbrug: 20 km/l
CO2: 129 gram/km
Elektrisk rækkevidde: 63 kilometer
Mål (L/B/H): 
475/189/168 cm
Køreklar vægt: 1.903 kilo
Maks. anhængervægt: 2.500 kilo
Bagagerumsvolumen: 
477-1.726 liter

Pris: 674.500 kr. (CX-60 fås fra 485.100 kr.)
Privatleasing (Udbetaling/mnd. ydelse): 24.995/10.095 kr. (CX-60 fås fra 14.995/6.395 kr.)


Find Mazda CX-60 til salg på Bilbasen:

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS