oktober 24, 2021

TEST: Fordele og ulemper ved Fiat 500e som Cabriolet

Den elektriske Fiat 500e har fået en del ros med på vejen siden lanceringen i starten af 2021. Fortjener den ligeså meget ros som cabriolet? Vi tester Fiat 500e Cabriolet.

Tekst og foto: Simon Hallenslev / d. 24. oktober 2021

Jeg ved det godt. Det lugter ikke ligefrem af cabrioletvejr i øjeblikket. Alligevel kommer jeg i det følgende til at slå et slag for at køre med kluden nede i efteråret i den følgende anmeldelse. Den handler nemlig om den lille, charmerende og elektriske Fiat 500e Cabriolet.

SE OGSÅ | VIDEO: Fremragende Fiat 500e viser VW, hvordan det skal gøres

Mine dygtige kollegaer har allerede været på banen med Fiat 500e og har således berettet om Fiat 500e tidligere her på Bilbasen. Du kan læse Morten Beks anmeldelse af Fiat 500e her, eller se Anders Berners videotest af Fiat 500e her.

Det jeg kommer til at dække, er fordelene og ulemperne ved Fiat 500e som Cabriolet. Giver den mening, og er den merprisen værd?

Fiat 500e Cabriolet

Motor: Elektrisk

Batterikapacitet: 42 kWh

Ydelse: 118 hk / 220 Nm

0-100 km/t: 9,0 sek.

Tophastighed: 150 km/t

Rækkevidde på el: 301 km

Startpris: 261.990 kr.

(500e fås fra 189.990 kr.)

Fordelene

Lad mig lige færdiggøre argumentationen om en cabriolet med kluden nede i efteråret. Hvis efterårsvejret er mildt og solklart, er det betydeligt mere komfortabelt at køre uden tag i 12 grader end det er i 32 grader – og særligt i Fiat 500e Cabriolet. 

I den lille italiener er det kun taget der åbner og ikke hele C-stolpen. Det betyder, at det ikke suser nævneværdigt i kabinen, når taget er nede, og at man derfor kan beholde et rart klima og have højt til loftet samtidigt. Efterårshimlen- og luften kan lukkes ind, helt uden man fryser.

LÆS OGSÅ | Fiat 500e 3+1 – kan en ekstra sidedør gøre Fiat 500 praktisk?

En af de bidragende faktorer til at Fiat 500e er en genial cabriolet til det danske klima, skyldes også det faktum, at taget kan åbnes i to niveauer. I den ene indstilling køres taget helt ned for fuld cabriolet-fornemmelse, mens den anden indstilling kun åbner delvist uden at klappe bagruden med ned.

På den måde kan man selv vurdere, hvor cabriolet-frisk man er. Bider brisen lidt for hårdt i hårrødderne, kan man nøjes med den delvise åbning, der blot fungerer som et stort soltag. Her slipper nærmest ingen luft ind i kabinen, mens man kan åbne helt op, hvis vinden er svag og solen høj.

Ulemperne

Som cabriolet er Fiat 500e som nævnt ret genial til det danske klima. Den står som en god mellemvej til dem, der gerne vil lukke lidt af himlen ind, når muligheden byder sig, uden at hæmme den brugbarhed i hverdagen, som en fiks, elektrisk Fiat 500 giver normalt. 

Det betyder selvfølgelig ikke, at Fiat 500e Cabriolet er perfekt, og der er et par kompromisser, man skal leve med. Det første er bagagerummet. For selvom det ikke er mindre i volumen, er selve åbningen begrænset, fordi bagruden kan klappes ned med taget. Det gør et i forvejen småt bagagerum mere utilgængeligt.

LÆS OGSÅ | 2021 oversigt: Se alle elbiler i Danmark samt rækkevidde og pris

Det andet kompromis er støjniveauet, når kalechen er oppe. Man bemærker ganske tydeligt, at det faste ståltag er skiftet ud med en stofklud, når man kører rundt. Der er mere vindstøj, når man kører motorvej, ligesom byens lyd og liv også i højere grad tager sin plads i kabinen.

Sidste kompromis er afhængigt af, hvordan man ser det. Det er nemlig prisen. Uanset om du vælger Icon-udstyrsvarianten eller den største La Prima-udstyrsvariant, skal du betale 22.000 kr. mere for en Cabriolet-variant. Fiat 500e Icon starter i 239.990 kr. mens Fiat 500e Cabriolet Icon starter i 261.990 kr.

Er det pengene værd?

Hvis du kan leve med de småkompromisser, jeg fik nævnt, vil jeg mene, at Fiat 500e Cabriolet er pengene værd. For selvom 22.000 kr. er en pæn pose penge oven i hatten, så er de hurtigt tjent ind, hvis man sætter pris på frisk luft og højt til loftet i sin bil.

Fiat 500e Cabriolet er ikke en fuldblodscabriolet, og det er godt, fordi vi ikke har fuldblodscabrioletvejr herhjemme. Friske forårs- og efterårsdage er mindst lige så attraktive som en sommerdag, når man kører 500e, og derfor giver den god mening. Når det står ned i stænger, hvilket det gennemsnitligt gør 171 dage om året, har man stadig en fiks og lydløs elbil at trille på job i.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS