BMW
maj 22, 2020

Undersøgelse: BMW-ejere er (igen) de mest tilfredse

For niende år i træk er BMW kåret som det bilmærke i Danmark, der har flest tilfredse ejere. Vi kigger nærmere på kundetilfredshedsundersøgelsen.

Af: Simon Hallenslev / d. 22. maj 2020

Igen i år har FDM i samarbejde med konsulentvirksomheden Loyalty Group udarbejdet et Autoindex, baseret på 23.000 danske bilejeres besvarelse på 120 spørgsmål om deres biler. I alt indgår 23 bilmærker.

Den samlede tilfredshed er en sum af bilejernes besvarelser fordelt på fire kategorier, der vægtes således: Bilens kvalitet 40%, Forhandleroplevelse 20%, Værkstedsoplevelse 20% og Loyalitet 20%.

Selvom konkurrencen i toppen af kransekagen spidser til, kan BMW for niende år i træk kalde sig vinder af undersøgelsen, og ligger således i top tre på tværs af alle fire tilfredshedsparametre.

Vi dykker ned i undersøgelsen, og ser nærmere på både det gode og det knapt så gode selskab.

Autoindex 2020 — Top 10

1. BMW
2. Mercedes
3. Volvo
4. Toyota
5. Audi
6. Tesla
7. VW
8. Skoda
9. Honda
10. Mazda

Større tilfredshed over hele linjen

BMW bibeholder sin førsteplads, selvom det bayerske mærke hverken går frem eller tilbage sammenlignet med sidste år. Det gør, at storkonkurrenten Mercedes nu ånder BMW i nakken, da de går 0,5 procent frem i dette års Autoindex, og tager andenpladsen fra Volvo, som går 0,3 procent tilbage.

Faktisk er det kun Volvo og Fiat, der er gået tilbage sammenlignet med sidste år, og det betyder, at de danske bilejere er tilfredse som aldrig før. Fiat går 0,1 procent tilbage, hvilket ikke rykker på noget, da de igen i år er undersøgelsens bundskraber.

LÆS OGSÅ | Undersøgelse: Her er de bilmærker, der er billigst at forsikre i Danmark

Det bilmærke der går mest frem i dette års undersøgelse er Mitsubishi, som rykker 1,9 procent frem i tilfredshedsbussen. Desværre er det lige akkurat ikke nok til, at japanske Mitsubishi hæver sig fra næstsidstepladsen og overhaler franske Citroën.

Tilbage i toppen bibeholder Toyota og Audi deres placeringer fra sidste år, og ligger således henholdsvis som nummer fire og nummer fem på listen.

God start for Tesla

Det er først i år, at antallet af Tesla-ejere i Danmark er højt nok til, at det amerikanske elbilmærke kan repræsenteres med statistisk sikkerhed i undersøgelsen. Men sikken debut Tesla får!

Tesla-ejerne placerer sig nemlig som listens sjette mest tilfredse bilejere. Den flotte placering er til trods for, at Tesla-ejerne giver mærket absolut bundkarakter i kategorierne Forhandler- og Værkstedsoplevelse. De dårlige karakterer her skyldes ifølge FDM lange ventetider på reparationer og ringe forhandlerkontakt.

LÆS OGSÅ | Undersøgelse: Her er de mest – og mindst – pålidelige brugte biler

Det er ikke en overraskelse for nogen, at Tesla til gengæld scorer topkarakter i loyalitet. Det er som om, det bliver en religion, når først folk stifter bekendtskab med de lydløse og lynhurtige elbiler fra Silicon Valley.

I den kategori der vægtes tungest, Bilens kvalitet, ligger Tesla også helt i top. Var det kun dén kategori, der blev vurderet ud fra, ville Tesla hoppe ind på en fjerdeplads. Tesla bygger med andre ord biler, der lever op til ejernes forventninger med hensyn til kvalitet – og mon ikke de store softwareopdateringer trækker op i dét regnskab.

Dacia ligger lunkent til

Autoindex har ikke bare én men to tilføjelser i år. Det andet nye bilmærke i feltet er Dacia, som i sin debut ryger ind på en lunken 19. plads i den tunge del af undersøgelsen. Her får forhandlere og værksteder den bedste bedømmelse, hvilket isoleret set rækker til en gennemsnitlig placering.

Det er derfor kvaliteten og loyaliteten, det halter med. Kvaliteten er et svært parameter for Dacia, da de ligger som ét af markedets billigste bilmærker overhovedet – hvis ikke dét billigste. Alligevel har kvaliteten været dårligere end den, Dacia-ejerne havde forventet, hvilket forklarer den lave debutplacering.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS