Kategorier
Elektrisk Video

VIDEO: Service af plug-in hybrid – hvor dyr er den at holde?

Bilbasen Strøm undersøger, hvor meget dyrere det er at holde plug-in hybrid sammenlignet med en tilsvarende benzinbil.

Video: Jacob Dalby & Anders Berner | Dato: 18. januar 2022

Nogen vil mene, at en plug-in hybrid er det bedste fra begge verdener: Lokal emissionsfri kørsel kombineret med en forbrændingsmotor, så du hurtigt kan tanke på farten og komme videre på de lange ture.

Andre mener det modsatte: At plug-in hybriderne er en dårlig elbil og en dårlig benzinbil. At den har et for lille batteri til at man kan bruge det til noget og at benzinmotoren skal bære rundt på ekstra vægt på grund af netop batteriet.

SE OGSÅ | Er plug-in hybridbiler miljøvenlige?

Det hele ender dog ud med, at du skal have et kørselsbehov, der passer til en plug-in hybrid og at du hver dag skal have mulighed for at lade den op og køre så meget som muligt på strøm. Kan det opfyldes, giver plug-in hybriden rigtig god mening.

Vi kommer dog ikke uden om, at en plug-in hybrid har ekstra komponenter sammenlignet med en almindelig benzinbil og at benzinmotoren er anderledes konstrueret. Bilbasen Strøm taler i dette afsnit med Yasser Abaiji, der er teknisk konsulent hos FDM. Vi undersøger de ekstra omkostninger, der er forbundet med en plug-in hybrid, når det kommer til service og reparationer.

Potentielt meget dyre reparationer

Én ting er de jævnlige serviceomkostninger – dem tager de fleste af os med, når man holder det op mod besparelsen ved at køre på strøm. Men derudover er der ekstra komponenter i en plug-in hybrid, som kan gå i stykker. Og da de endnu ikke er på eftermarkedet, kan de være meget dyre og betyde en dyr regning til dig, hvis du ikke har en ordentlig garanti på bilen.

SE OGSÅ | Nu bliver plug-in hybriderne dyrere

Af ekstra komponenter i en plug-in hybrid kan nævnes en converter/inverter, en lader, et højvoltsbatteri, et ladestik og en elmotor. Sandsynligheden for at de går i stykker er naturligvis ikke særlig høj – men hvis nu… Så kan det betyde en dyr regning til dig.

Et godt råd er derfor: Hvis du er på udkig efter en ældre plug-in hybrid kan det være en rigtig god ide at få en uvildig til at gennemgå bilen. Fagpersonen vil kunne dokumentere, om nogle af de dyre komponenter er på vej til at fejle – og så skal du holde dig væk.

Af Jacob Dalby

Med baggrund i motorsporten fylder biler med sportslige egenskaber det meste af Jacobs bevidsthed – både nye og brugte giver smil på læben.

Det siges i øvrigt, at Jacob kunne køre før han kunne gå så interessen for biler startede tidligt. Interessen udviklede sig til passion og siden har arbejdet som motorjournalist på blandt andet Bil Magasinet fyldt det meste af de vågne timer.

Forbrugerstof og vejledning er også blandt Jacobs kernekompetencer og han er ikke ked af at fortælle dig, hvilken bil du skal købe næste gang.