VW Passat 2019
februar 6, 2019

Verdenspremiere: Frisk teknik gør ny Passat mere selvkørende

Den faceliftede VW Passat er spækket med opdateret teknologi, som både gør køreoplevelsen mere komfortabel og sikker. Snart vil du eksempelvis kunne lade bilen køre selv med mere end 200 km/t. Her får du de vigtigste nyheder om VW Passat 2019.

Af: Esben Skrumsager / d. 6. februar 2019

Det er en af familie- og firmabilisternes favoritter, der runder et skarpt hjørne, når VW Passat nummer 30 million ruller ud fra fabrikken i løbet af foråret. Skellet markerer samtidig et nyt kapitel i Passat-historien, når en faceliftet model sendes på gaden senere på året.

Bilen bliver nemlig mere digital og mere selvkørende end nogensinde før.

Selvkørende med mere end 200 km/t

“IQ Drive” er betegnelsen for den nye paraply, der dækker over Volkswagens efterhånden omfattende udvalg af assistentsystemer. Fra nu af vil teknologier indenfor autonom kørsel blive samlet under IQ Drive-mærket.

Et eksempel er den nye såkaldte “Travel Assist”. Passat vil være den første Volkswagen, der er i stand til delvis automatiseret kørsel ved næsten alle hastigheder fra 0 til 210 km/t. Sammen med de øvrige assistentsystemer repræsenterer Passat således den mest avancerede version af IQ Drive, der endnu er set.

Den delvist automatiserede kørsel udløser en niveau 2-kategorisering. Skalaen går fra 0 til 6, men 3-6 dækker over automatiserede køresystemer, som skal fungere uden fører, og således er niveau 2 det højeste niveau inden for de delvist selvkørende biler.

Hvad er nyt i VW Passat 2019?

Rattet. Den nye Passat bliver den første Volkswagen med et rat, der har såkaldte kapacitive følere. Når bilens sensorer registrerer, at der ingen bevægelse har været med rattet i et givent tidsrum, skal der blot en berøring til for igen at gøre bilen opmærksom på, at du stadig er vågen. Du skal altså ikke længere sidde og dreje let på rattet for at bevise din opmærksomhed, når bilen kører af sig selv.

Opkobling. Infotainment-systemet har også fået en solid overhaling. Det betyder, Passat fremover fås med App-Connect, der via Apple Carplay spejler udvalgte apps fra din smartphone op på bilens touchskærm. Det fungerer vel at mærke trådløst, så du ikke længere skal have besværet med et kabel.

Og så er den nye Passat permanent online. Det nye infotainment-system har en integreret enhed med simkort som standard. Det giver – foruden et bedre opdateret navigationssystem i realtid – også adgang til blandt andet musikstreamingstjenester, internetradio, naturlig stemmestyring med onlineindhold og adgang til køretøjsindstillinger lagret i skyen.

Ja, der sker altså noget på teknologi-fronten. Og der er mere. For hvis du har en kompatibel Samsung-smartphone, kan du også bruge den som mobilnøgle, der kan benyttes til at åbne og starte Passat.

Nyt cockpit. De digitale instrumenter er ifølge den danske importør blevet markant forbedret i forhold til det foregående system, så der nu er en klar grafik med en højere kontrast og kvalitet.

Lækker lyd. Det danske firma Dynaudio har tilpasset det 700-watt kraftige lydsystem, så det passer til interiøret i den nye VW Passat. Det sikrer, at musikken om bord – uanset kilden – har den bedst mulige lyd.

Længere rækkevidde i Passat plugin-hybrid

Den nye Passat GTE har fået en betydelig længere rækkevidde og er nu i stand til at køre ca. 55 kilometer ifølge WLTP-normen. Ligesom forgængeren kan den nye Passat GTE midlertidigt køre på strøm alene.

Nye køreprofiler gør det muligt at prioritere, at strømmen bruges mere målrettet til emissionsfri kørsel i byen.

LÆS OGSÅ: Styr på teknikken: Plug-in-hybrid for begyndere

Kombinationen af den elektriske motor og den 1,4-liters turboladede benzinmotor giver en systemkraft på heftige 218 hestekræfter.

Fakta om Volkswagen Passat 2019

Udstyrsvarianter

Volkswagen har ændret opbygningen af modelprogrammet på Passat. Farvel til ord som Trendline, Comfortline og Highline. Basismodellen hedder nu blot “Passat”, mellemste udstyrstrin hedder Business, og topversionen hedder Elegance. Business- og Elegance-versionen kan også bestilles med sportslig R-Line styling.

Ud over disse versioner tilbydes den nye Passat også som GTE – en opladningshybrid.

Motorer i ny VW Passat

Motorprogrammet i den nye VW Passat indeholder en nyudviklet 2,0 TDI Evo, som er en turbodieselmotor med 150 hestekræfter. Den producerer 10 gram CO2 mindre pr. kilometer sammenlignet med den tilsvarende motor i forgængeren. Motorprogrammet omfatter også tre TSI-benzinmotorer med 150 hk, 190 hk og 272 hk samt tre TDI-dieselmotorer, der yder henholdsvis 120 hk, 190 hk og 240 hk.

Prisen på VW Passat 2019

Den nye VW Passat introduceres i Danmark til september, men danske priser og specifikationer er endnu ikke fastlagt.

Den udgående model koster fra 307.094, og den faceliftede version bliver næppe billigere.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Esben Skrumsager

Bilnyheder fra ind- og udland samt tests af nye biler med fokus på praktiske egenskaber for familien er Esben Skrumsagers fokusområder.

Med erfaring fra blandt andet Ekstra Bladet, Søndagsavisen og Bil Magasinet er Esben på trods af sine blot 30 år en erfaren herre inden for motorjournalistik.

Esben har en forkærlighed for de tyske bilmærker. Porsche er blandt favoritterne, og privat fragter han familien rundt i en BMW 3-serie fra 2014 (F31). Når vejret tillader det, foretrækker han dog ofte sin motorcykel.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS