Drømmebiler kan sagtens koste under 250.000 kr. ligeså vel som de kan koste over 500.000 kr. Vi har samlet tre fantastiske biler til hver en smag.
AF: Zacharias Lund FOTO: Salgsbilleder
Hvem har sagt, at en italiensk drømmebil skal være fra Ferrari og være svinedyr? Er en af verdens smukkeste biler til at få fingrene i? Og kan man komme i nærheden af en BMW M3 fra 00’erne?
Jeg har samlet tre af mine drømmebiler, der alle koster under 750.000 kr. Der er blevet plads til en smuk Alfa Romeo, en endnu smukkere Jaguar og sidst en ikonisk BMW.
Drømmebiler er selvfølgelig en smagssag, men på Bilbasen kan man finde lidt af hvert og disse tre er uden tvivl blandt mine drømmebiler.
Under 250.000 kr: Alfa Romeo Spider





Tro det eller lad være, men der findes faktisk andre italienske biler, der også kan være røde og mindst lige så smukke som dem, der har en stejlende hest i logoet. Faktisk vil jeg vove pelsen og sige, at Alfa Romeo har produceret mindst lige så smukke biler som Ferrari.
Denne udvalgte Alfa Romeo Spider er bestemt ingen undtagelse. Spørger du mig, er den et rullende kunstværk. Man kan ikke andet end at være betaget af den.
Den er elegant og man får lange blikke, når man kommer rullende i sådan en Alfa Romeo. Generelt er der noget ganske særligt ved at være Alfa-ejer, hvilket den store Alfa Romeo Klub Danmark nok også vil give mig ret i.
Smider man taget ned og kører en tur på strandvejen, skovvejen eller hvor end søndagsturen tager dig hen, er jeg sikker på, at man får mindst ét anerkendende nik med på vejen.




Alfa Romeo Spider 2.0
Motor: R4, 1.962 cm3, benzin Ydelse: 131 hk 0-100 km/t: 9,4 sek. Tophastighed: 190 km/t Forbrug: 8 km/l Mål (L/B/H): 426/163/129 cm Køreklar vægt: 1.280 kg
Man har hørt om, at man skal kende en mekaniker, hvis man vil være Alfa Romeo-ejer. Det er selvfølgelig altid en fordel at have en mekaniker på hånden, men med denne udvalgte Alfa Romeo Spider, kan man roligt sætte sig ind bag rattet.
Motoren og gearkassen er gennemrenoveret, ligesom resten af bilen også står snorlige. Det er med andre ord et rigtigt flot eksemplar af en Alfa Romeo Spider, man kan få fingrene i her.
Læg dertil at man får en sjælden targa-top med til bilen, så man selv kan vælge at køre cabriolet, targa eller coupe. Der er ikke et øje tørt.
Det hele lyder jo fantastisk, og så kommer den tilmed til den skarpe pris på 189.000 kr. Det virker jo næsten for godt til at være sandt. Men den er god nok. Sådan en fin Alfa Romeo Spider kan altså blive din for under 200.000 kr., da Stelvio har den til salg og man kan opleve den lige her.
Under 500.000 kr: Jaguar E-Type




Den er i toppen af listen over smukkeste biler nogensinde, hvis du spørger mig. Hvorvidt den er smukkere end Mercedes SL300 Gullwing, vil jeg ikke gå i dybden med, men vi kan vist hurtigt blive enige om, at denne Jaguar E-type er noget for sig.
Denne udvalgte E-Type i mørkeblå klæder virkelig bilen og som i solen for alvor står ud. Prikken over i’et havde selvfølgelig været at få den i ‘British Racing Green’, men mon ikke man kan “nøjes” med denne farve til bilen.
Ligesom Alfa Romeoen er denne bil også garant for at indbringe nogle anerkendende nik og lange blikke. Det er ikke en bil man lige overser i bybilledet, tværtimod trækker den ganske meget opmærksom, når man triller rundt i den.
Det skyldes uden tvivl det smukke design og man må bare tage hatten af for Malcom Sayer, som har designet bilen. Han var luftfartsingeniør og det er tydeligt at se, hvordan han har tage sin ekspertise fra flyene ind i sit design.




Jaguar E-type 4.2
Motor: R6, 4.235 cm3, benzin Ydelse: 265 hk / 384 Nm 0-100 km/t: 8,0 sek. Tophastighed: 245 km/t Forbrug: 10,9 km/l Mål (L/B/H): 445/165/121 cm Køreklar vægt: 1.230 kg
Åbner man op for motorrummet, finder man desværre ikke den vellydende 12-cylindrede motor, men en 6-cylindret motor. Den producerer 265 hk, hvilket er mere end rigeligt for at give vind i håret.
Med titlen som en af verdens smukkeste biler, kan man nemt snydes til at tro, at den koster en formue. Men netop denne mørkeblå E-type koster 499.000 kr.
Det er selvfølgelig en god slat penge, men skal man ud og erhverve sig en Mercedes SL300 Gullwing, skal man putte et par nuller på det beløb. Lyder E-typen som noget for dig, så er dette eksemplar netop nu til salg og kan ses her.
Under 700.000 kr: BMW E46 M3





Et bogstav og to tal, der kan få BMW fanatikere til at gå i selvsving, er E46. Læg dertil et bogstav og et tal som M3, så er selvsamme fanatiker ellevild. Det er heller ikke ‘bare’ en BMW vi har med at gøre her.
For BMW E46 M3 er en ganske særlig bil, der har en særlig plads i mange folks hjerter. Personligt stiftede jeg bekendtskab med E46 M3, da jeg som otteårig spillede Need For Speed Most Wanted i 2005. Her kører man i en M3 CSL. Lige siden har BMW’en været en favorit for mig og mange andre.
Læs også: 3x glemte GTI’er fra de fede 80’ere
Godt nok er denne udvalgte ikke en CSL-variant, men en ‘standard’ M3 kan uden tvivl også noget. Man får fortsat BMWs legendariske rækkesekser og 343 hk, der sender bilen mod 100 km/t på 5,2 sekunder.
Læg dertil at bilen er udstyret med en 6-trins manuel gearkasse, så har man en fænomenal køreoplevelse i vente, såfremt man slår til på denne.





BMW E46 M3
Motor: R6, 3.246 cm3, benzin Ydelse: 343 hk / 365 nm 0-100 km/t: 5,2 sek. Tophastighed: 250 km/t Forbrug: 11,9 km/l Mål (L/B/H): 449/178/137 cm Køreklar vægt: 1.475 kg
Denne udvalgte M3 er et ikon af 00’erne, hvor der rullede mange ud af fabrikken i Regensburg. Faktisk er E46 M3 den bedst sælgende M3 til dato, da produktionstallet endte på lige over 85.000 eksemplarer, hvoraf omkring 56.000 af dem var coupéer.
Interessen var altså stor for denne skønhed fra BMW, hvilket man godt kan forstå. I dag er interessen fortsat stor for E46, og vil man have et pragteksemplar af en M3, så bør man se nærmere på denne.
Med kun omtrent 105.000 km på tælleren og en fuld servicehistorik, er denne udvalgte M3 en sand drømmebil, man ikke finder mange lignende af.
Udført i Titaniums sølv og med et prisskilt på 660.000 kr. er den et utroligt godt bud på en drømmebil til under 700.000 kr. Ikonisk og rigeligt med kræfter til at bringe et smil på læben. Det er Stuttcars som har denne fine E46 til salg. Du kan opleve den fantastiske M3’er lige her.