juli 26, 2023

3x sjove biler til førstegangskøberen for under 100.000 kr.

Det er bare lidt sjovere at køre en 5-cylindret Volvo, en hidsig GTi eller en sportsvogn, men hvor langt kommer en førstegangskøber egentlig for 100.000 kr.?

TEKST Zacharias Lund FOTO Salgsbilleder

En bil er en stor udgift, hvorfor fornuften godt kan løbe af med en. Hvis du nu alligevel forsøger at give slip på den kedelige fornuft og lader det sjove vinde, hvad kan man så reelt få for 100.000 kr.?

Der er faktisk et ganske pænt udvalg af sjove biler til små penge på Bilbasen! Skulle jeg selv ud og erhverve en sjov bil på budget, ville jeg nok kigge i retning af de tre udvalgte. 

Der er blevet plads til en fremtidig klassiker, der udover at være en sjov bil, måske kan vise sig at være en god investering. Dernæst er der blevet plads til en undervurderet Volvo med smæk i og til sidst en hidsigprop af en Peugeot, der skriger på at få smidt en baskasse i bagagerummet. 

Den fremtidige klassiker: Audi TT

Audi TT har efterhånden været på markedet i 25 år og jubilæet fejrer Audi simpelthen ved at pille modellen af programmet. Ikke desto mindre er denne udvalgte TT fra den første generation af den lille kække coupé, der i sin tid revolutionerede bilmarkedet. 

Det kan godt være, at du betegner det som en frisørbil, men af mange betragtes den som en potentiel fremtidig klassiker. Skal man være lidt smart og gøre en god investering, bør man derfor i retning af den første Audi TT, da her er potentiale for en fremtidig prisstigning.

Men hvorfor er det en god investering? Skruer man lige tiden 25 år tilbage, så vil man forstå. Folk tabte kæben, da Audi rullede den lille veldesignede coupé ud på Frankfurt Motorshow i 1998. De blev endnu vildere, da de så prisen. 

For Audi havde skabt en pæn og velfungerende coupé, der skulle tage kampen op med konkurrenterne i form af Mercedes SLK, Porsche Boxster og BMW Z3. Audi vandt frem på at have skabt et godt og billigt alternativ, der skulle vise sig at blive populær.

Designet er fortsat aktuelt selv 25 år efter og de løsninger, der blev lavet dengang, revolutionerede bilmarkedet. Hvem havde troet at brug af aluminium i interiøret ville falde i så god jord, eller at en baseball handske er en god inspirationskilde til sæde design. Det er netop disse ting, der gør den til en fremtidig klassiker, og som tiden skrider frem, bliver den mere og mere eftertragtet. 

Audi TT 1.8T

Motor: i4 benzin, 1.781 cm3
Ydelse:180 hk / 235 Nm
0-100 km/t: 7,8 sek.
Tophastighed: 228 km/t
Forbrug: 12,3 km/l
Mål (L/B/H): 
404/176/135 cm
Køreklar vægt: 
1.280 kg
Nypris: 609.427 kr.


Hvorfor er den så et sjovt valg som første bil? Fordi det er en sportsvogn! Jeg mener, hvem vil ikke gerne have en sportsvogn som første bil?

Og jo, det er en sportsvogn. Jeremy Clarkson kalder den en ‘hair scrunchie for men’, med andre ord kalder han det noget feminint, men til mænd og det må man jo bare omfavne, hvis man gerne vil have en sportsvogn i form af en Audi TT som første bil. 

Man kan altså både gøre en god investering og på samme tid få en sjov bil til en overkommelig pris. Eksemplaret på billederne kan blive din lige nu for 79.990 kr. hvis du er hurtig. Spørger du mig, er det et spørgsmål om tid, før at prisen stiger, men du må ikke hænge mig op på det. Du kan se den lige her. 

Den oversete perle: Volvo C30 T5

Stod jeg med 100.000 kr. og skulle have en bil, havde jeg kigget i retning af sådan en fætter her. Der er helt sikkert sjovere biler derude, men denne Volvo C30 T5 står ud for mig. 

Det lille T5 indikerer, at motoren er 5-cylindret og i Volvo-regi, er det en god ting. Det giver en herlig og særegen brummen, når man bringer motoren op omkring de 6.500 omdr/min. 

I sin lille kompakte form brager den afsted mod 100 km/t på 6,7 sekunder og hvem skulle have troet det om sådan en lille uskyldig svensk Volvo. 

Når jeg kalder Volvo C30 T5 for en overset perle, hænger det sammen med, at de større og mere populære modeller som 850 og V70 ofte stjæler Volvo-showet, men spørger du mig, er C30 T5 den rigtige stjerne fra det forgangne modelprogram. 

Volvo C30 T5

Motor: R5 benzin, 2.521 cm3
Ydelse: 230 hk / 320 Nm
0-100 km/t: 6,7 sek.
Tophastighed: 240 km/t
Forbrug: 11,5 km/l
Mål (L/B/H): 
425/178/145 cm
Køreklar vægt: 
1.311 kg
Nypris: 450.320 kr.


Som ung purk på jagt efter sin første bil, bør man også kigge på sikkerheden i bilen. Med de utallige bilkabuler, der venter forude, kan man ligeså godt værne sig med en god og sikker bil. Netop det får du, hvis du vælger denne Volvo. 

Kommer du hjem til Mutter og Fatter og fortæller, at du har valgt en Volvo som første bil, får du langt om længe at vide, at de er stolte af dig. Endnu bedre er, at du får en bil, der kan holde til lidt af hvert, såsom tung koblingsfod eller diverse kantstene. 

Så har du fået strenge ordre fra de gamle, eller er du blot på markedet for at finde en sikker, men samtidig sjov bil, så er denne Volvo C30 T5 bestemt noget for dig. Tæl endelig dine mønter og sedler, for du skal af med 99.500 kr. for at kunne kalde dig selv Volvo-ejer. Du kan finde den oversete perle lige her.

Den hidsige: Peugeot 306 GTI

Kan du høre det? Det er lyden af baskassen, som du solidt har plantet i bagagerummet og det, du ser hænge fra bakspejlet, er den Wunderbaum, der dufter af skov, som dine venner pænt har givet dig, da du overtog nøglerne til denne Peugeot 306 GTI. 

Det lyder som starten på en ægte drengerøvshistorie med lyden af Basshunter i baggrunden. Det er i hvert fald de associationer jeg får, når jeg ser på denne blå Peugeot 306 GTI, der lugter lidt af høj techno og syntetiske Breezers. 

Lyder det som noget for dig, så er det bare med at slå til inden de neonfarvede Breezers bliver lunkne. 

Den ligner mest af alt et levn fra DHB, og det ville ikke undre mig, hvis den engang har prydet en V-Max forside – men tag ikke fejl af den hotte hatchback! Kabinen er af dellæder og man får sågar aircondition, elruder og -spejle, men så er der vist heller ikke mere for den 25 øre i den spartanske kabine. 

Peugeot 306 GTi-6

Motor: i4 benzin, 1.998 cm3
Ydelse: 167 hk / 193 Nm
0-100 km/t: 8,8 sek.
Tophastighed: 218 km/t
Forbrug: 10,6 km/l
Mål (L/B/H): 
403/168/135 cm
Køreklar vægt: 
1.190 kg
Nypris: 270.988 kr.

Ser man bort fra mine subjektive associationer og kigger på bilen, som den står, er det faktisk en ret sjælden sag. Peugeot lavede i 80’erne og 90’erne nogle geniale GTi’er og al den erfaring er altså puttet i arbejdet med Peugeot 306 GTI, der kaldes en af de bedste hatchbacks af sin tid.

Det sjove ved Peugeot 306 GTI er, at man får en quirky lille bil, som gerne tager nogle omdrejninger med dens 2-liters sugemotor. Det er en kvik og hidsig lille hatchback, der uden tvivl nok skal få vendt nogle hoveder, da man sjældent ser lignende på de danske veje.

For 89.000 kr. kan den blive din og for de resterende 11.000 kr., kan du vist også få et ganske acceptabelt lydanlæg installeret. Du kan se den kvikke hidsigprop lige her.


Flere biler til under 100.000 kr. på Bilbasen.

Find flere biler til under 100.000 kr. på Bilbasen her.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Zacharias Lund

Zacharias er ved at uddanne sig til journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er i forbindelse med sit studie i praktik ved Bilbasen, hvor han får lov at udnytte sin store interesse for biler.

Zacharias har trods sin korte tid som motorjournalist allerede bevæget sig rundt blandt større etablerede medier som Børsen og Bilmagasinet, hvor han også har været redaktør for årbogen “Årets Biler” i 2022 og 2023.

Ved siden af skole og praktik driver Zacharias det lille videomedie 3-Punkts-Vending, hvor han laver videoer med biler i fokus.

Zacharias er stor fan af design og flotte linjer, ligesom en vellydende og gennemført sportsvogn også nemt fanger hans opmærksomhed.

Ved Bilbasen laver Zacharias en masse forskelligt, men arbejder typisk med at skrive artikler og finde interessante artikler at bringe.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS